Anmeldelse: Coco

Pixar har gjort det igen: Hævet grænsen for, hvad der er muligt at formidle via en animationsfilm – Coco skriver animationshistorie!

I samme åndedrag som USA’s præsident kalder mexicanerne slyngler, narkohandlere og voldtægtsforbrydere, kommer Disney-ejede Pixar med en smuk og spektakulær hyldest til landets kultur, dets folk og musik.

 

Familiekonflikt

I en lille mexicansk by møder vi drengen Miguel (Gonzalez). Han kommer fra en stolt familie, der har opbygget en skomagervirksomhed over mange generationer. Den eneste malurt i bægeret er, at alle former for musik er totalt forbudt i familien. Hvorfor? Fordi Miguels tipoldemor blev forladt af sin mand, der søgte en karriere som musiker. Et nagende sår, der aldrig er helet. Problemet er bare, at det eneste, Miguel ønsker, er at synge og spille guitar …

Hans indtørrede rosin af en oldemor, Coco, er den eneste, der (lige akkurat) kan huske hendes musikalske far, men hun er ved at blive dement. Da den årlige De Dødes Dag nærmer sig, vil Miguel optræde på torvet, men familien forbyder ham så meget som at tale med byens musikanter, for slet ikke at tale om selv at gribe en guitar.

Lidet aner de, at han oppe på loftet har en lille “tempel” til ære for Mexicos store afdøde crooner, Ernesto de la Cruz (Bratt). Da hemmeligheden opdages, og bedstemor smadrer hans guitar, stikker Miguel af og slynger ud, at han ikke længere vil være en del af familien.

Voksen tematik

Som det ofte er tilfældet med Pixars film, er de møntet på et langt bredere publikum end altædende niårige. Jovist vil den fremkalde begejstring og smil hos de mindste, men her er også et væld af referencer og dialoger, der vil gå hen over hovedet på dem.

Manuskriptforfatterne (instruktør Unkrich og Jason Katz) skal have al mulig ære for at skrive noget, der både appellerer til de mindste og til os, der lidt mere oppe i årene. Tematikken er indimellem morbid, men uden at det bliver skræmmende. De mangefacetterede skeletter i Dødsriget har fået klare menneskelige træk og er tækkeligt klædt, så man efterhånden glemmer, at man ser en film fuld af døde mennesker.

Miguel stilles også over for voksne moralske valg, hvor den nemmeste udvej er at love noget og så bryde sit løfte. Hvilket han hurtigt opdager kan have dramatiske konsekvenser. Hans vej hjem fra Dødsriget byder på mange strabadser, farverige eventyr og musikalske afbræk med værdien af familie og at gøre det rigtige som moralsk bagtæppe. Miguel ankommer som barn, men vender tilbage som ung voksen.

Dybt emotionel

I bund og grund handler Coco om familieværdier, om at tage vare på hinanden og ikke glemme, men hædre familien. Desuden får vi også den evige konflikt mellem den voksne og den opvoksende generation om, hvad man skal bruge sit liv på. Mens Miguels familie vil have ham ind i den solide familievirksomhed (for det har man gjort i generationer), vil han bare gerne have lov til at spille sin livsbekræftende musik.

En følelsesmæssige varme løber som en rød tråd gennem Coco, iblandet en passende dosis befriende humor. Filmskaberne formidler alle disse følelser på forbilledlig vis uden antydning af moralisering og løftede pegefingre; bortset måske fra en vis afsky for overfladisk forfængelighed.

Den måde, Miguels hjælpende hånd Héctor (Bernal) er skrevet ind i filmen på, hvor han kommer fra ingenting som en lidt irriterende bifigur, men vokser som person og bliver en stadig vigtigere figur, er simpelthen subtil filmkunst.

Miguel tager ham først for at være en andenrangs lurendrejer, der kun tænker på sig selv og er villig til at gøre og sige hvad som helst for at komme over broen til de levendes land. Men langsomt, men sikkert stiger Héctor – næsten umærkeligt – i kurs hos både Miguel og seerne.

Detaljerig farveeksplosion

Den gode historie er en af Cocos kvaliteter, men lige så imponeret er vi over den fantasifulde og teknisk brillante animation, der oser af overskud!

Scenerne i Dødsriget er et overflødighedshorn af en farveeksplosion, hvor detaljerigdommen tager vejret fra én. Fra gamle skelet-tanter over fabeldyr til lysende blomsterblade er det animation af en anden verden (!) og flere klasser over andre animationsstudier som DreamWorks og Sony. At se Coco på en lille skærm er nærmest en forbrydelse.

Selv menneskene er begyndt at virke skræmmende livagtige; det er næsten, så man glemmer, at Miguel “kun” er en animeret person og ikke af kød og blod.

Summa summarum: Coco føjer sig ind i den lange række af animationsklassikere fra Pixar. En film, du vil grine, græde og føle dig varm om hjertet af, når rulleteksterne kører. En født klassiker og absolut en af verdens smukkeste film. Seks klare stjerner!

Teknisk superb

De spektakulære farver og filmens unikke detaljerigdom kommer fortræffeligt frem på Blu-ray-udgivelsen (Coco udkommer desværre ikke i 4K i Norden). Krystalklart billede, utrolig dybde, naturlige teksturer og strålende farver. Her er sort helt sort uden antydning af gråt – den optimale billedkvalitet, det er muligt at presse ud af Blu-ray-formatet.

Lydsporet (DTS-MA 7.1) giver os et noget nær perfekt mikset surround-spor med masser af dybde og meget tydelig tale, hvor det komplekse lydbillede aldrig gror til.

Det omfattende bonusmateriale giver os bl.a. et indsigtsfuldt og fascinerende kommentarspor, udeladte scener, trailers samt hele 12 features om alt fra musikken til castingen plus baggrundsstof fra Mexico.