Anmeldelse: Coming 2 America

Der har været relativt stille omkring Eddie Murphy de senere år, og når han nu forsøger at genoplive en af sine klassiske komedier fra 1980’erne, ender filmen – på grund af coronapandemien – på en streaming-tjeneste. Og det er måske godt det samme, for Coming 2 America er desværre ikke en biografbillet værd.

Murphy fik sit gennembrud på det store lærred i 48 timer (1982), før han blev superstjerne i rollen som den rapkæftede politimand Axel Foley i Beverly Hills Cop (1984). Siden gik det slag i slag, og alt, hvad han rørte ved, blev en kassesucces.

Med Coming to America (1988) gav han os en herligt absurd historie om en vanvittigt forkælet afrikansk prins fra landet Zamunda, der rejser til Queens i New York for at finde sig en passende dronning.

De forviklinger, misforståelser og kulturelle konflikter, der opstår, er noget af det sjoveste og mest charmerende fra årtiet. Så vi kan godt forstå, at Murphy efter skodfilm som The Adventures of Pluto Nash, Dr. Doolittle 2, Daddy Day Care og Norbit vendte blikket mod et “remake” af et sikkert stik.

Men da de så skulle genoplive fortidens glæder, har hverken Murphy eller manuskriptforfatterne tænkt én eneste ny tanke. Med nogle få ændringer får vi i bund og grund den samme historie serveret igen, hvor nærmest alle fra den originale film da også dukker op.

For nogle uger siden anmeldte vi den nye Disney+ serie Big Sky og skrev bl.a.: “1990’erne har ringet – de vil have deres TV-serie tilbage!” I tilfældet Coming 2 America forestiller vi os, at Eddie Murphys faxmaskine (!) konstant har bippet med denne besked: “1980’erne har ringet – de vil have deres film tilbage!”

Både den platte humor, de outrerede figurer og handlingen virker, som om filmen er 35 år gammel. Det ville være til at tilgive, hvis så bare persongalleriet havde været charmerende, og den indimellem lettere absurde komik havde været morsom, men nej, denne gang griner vi mere af end med Murphy & Co.

Historien er, at prins Akeem i sin tid (vist nok uforvarende) spredte sin kongelige sæd under sit besøg i Queens, og nu hvor han har brug for en mandlig arving – kvinder kan selvfølgelig ikke arve tronen i Zamunda – ser hans trofaste rådgiver Semmi (Hall) sit snit til at kontakte den uægte søn, Lavelle Junson (Fowler).

Den overdrevent platte Lavelle og hans endnu mere vulgære mor er hverken charmerende eller interessante, bare irriterende karikaturer. Den søgte kærlighedshistorie mellem Lavelle og den zamundiske frisør Mirembe (Mbatha) er også utroværdig. De har overhovedet ikke den kemi, vi så mellem Eddie Murphy og Shari Headley i 1988.

Murphy forsøger forgæves at opdatere/modernisere plottet med nik til kvinders rettigheder (eller mangel på samme) og girlpower. Men det er så overfladisk og alt andet end subtilt, at vi med det samme gennemskuer det, for hvad det er – en facade. Vi trak dog lidt på smilebåndet over det nye, feministiske twist på originalens “The royal penis is clean, your highness”.

Blandt de få øvrige forsonende elementer er en totalt over-the-top optræden af Wesley Snipes som diktator i Zamundas naboland Nextdoria (!), kværulanterne fra frisørsalonen, som vi også så i etteren, samt de spektakulære, overdådige kostumer.

Der skal nok være nogen, der vil se lidt mildere på Coming 2 America på grund af den nostalgifaktor, som toeren har, men vi kan ikke forestille os, at nogen under 35 vil grine af én eneste af de platte jokes. Nej, se hellere originalen igen! To stjerner.