anmeldelse: Creed II

Faktisk fortæller det blanke cover os alt om, hvad vi har i vente fra denne Rocky-fortsættelse. Her poserer en fortvivlet Adonis Creed (Jordan) i bokseringen med svulmende muskler, kroppen smurt ind i sved og shorts smykket med Stars and Stripes – det er lige før, vi hører Trump i baggrunden udbasunere: “Bring in the troops!”

I 2015, efter seks (!) Rocky-film, fik vi det første spinoff, Creed. En overraskende sober og dramadrevet film, der fokuserede på sønnen af bokslegenden Apollo Creed, som Rocky (Stallone) slog i bokseringen i de glade 1980’ere. Fortsættelsen handler om den blodhævn, der følger, da Adonis vil hævne sin fars død og genoprette hans ære. Faren mistede livet i bokseringen i kamp mod den gigantiske russer Viktor Drago (Lundgren) – nu skal sønnerne så mødes (imod Rockys ønske, selvfølgelig).

Creed II er en sjældent forudsigelig film, langt mindre subtil og nedtonet end Creed. Når det er sagt, så er den som finsk tv-teater sammenlignet med “originalen”, Rocky IV. Vi får den uundgåelige ydmygelse, hvor Drago Jr. (en så endimensionel karakter, at vi græmmes) lammetæver Adonis, efterfulgt af fortvivlelse og tab af selvtillid. Vil han nogensinde komme tilbage? Gæt to gange!

Trods stereotype personer og et forudsigeligt plot har Creed II sine kvaliteter. Boksescenerne i denne meningsløse “sport” er lækkert og effektivt filmet, Stallone er solid i rollen som aldrende mentor, og flere af aktionsscenerne sætter adrenalinpumpen et gear op. Ikke mindst for os, der voksede op med Rocky-filmene i 1980’erne, giver det et nostalgisk kick at se Stallone og Lundgren sammen i ringen igen. Tre stjerner.

Billedet er fri for støj og har en nedtonet farvetemperatur. Skarpheden er god, men ikke altid slående, og farverne tenderer indimellem mod det unormale. Lydsporet (Dolby Atmos) byder på alt, hvad man kan forvente af en så stor udgivelse. Reference! Bonusmaterialet består af nogle udeladte scener samt fire korte features med nostalgisk fokus.