Ud fra coveret at dømme skulle man tro, at vi burde berede os på en gyserfilm fra et hjemsøgt herskabshus. Men det er slet ikke, hvad Crooked House byder på. Her får vi en meget klassisk Agatha Christie-historie serveret, på godt og (mest) ondt.
Vi befinder os i den afdøde mangemillionær Leonides’ slot. Hans barnebarn Sophia (Martini) er overbevist om, at nogen i familien har taget den gamle af dage, og hyrer privatdetektiven Charles (Irons) til at løse sagen. Tilsyneladende har alle familiemedlemmer både motiv og mulighed for at stå bag.
Desværre fremstår hele plottet som en to timer lang anakronisme, hvor vi kun venter på at få at vide, at det var butleren, der gjorde det. Bogen er skrevet i 1950’erne, handlingen foregår i 1950’erne, og instruktør og manuskriptforfatter har åbenbart besluttet, at filmen skulle produceres, som om den var lavet i 1950’erne! Et forældet formsprog, der minder om en teaterforestilling eller ufrivilligt komisk tv-teater, hvor visse af skuespillerne også tror, at de står på en scene i West End – stive, teatralske og overartikulerede.
Oven i hatten er den påståede kærlighedsaffære mellem Sophia og Charles fuldstændig uden gnist og følelser – og tenderer til koketteri. Selv et stjernehold af skuespillere kan ikke redde denne film fra at virke mindre spændende end at se maling tørre. To stjerner.
Brugbar billedkvalitet og et flot lydspor (DTS-MA 5.1). Kun tre superkorte features som bonusmateriale.
