Trenden med at forvandle fordums storfilm til TV-serier med et moderne twist har masser af vind i sejlene. Vi har på det seneste set ‘genoplivninger’ af bl.a. Clueless, Karate Kid (Cobra Kai), Fatal Attraction og Presumed Innocent.
En serieversion af en populær film kan tilføje historien noget nyt og forfriskende og udvide narrativet. Nyfortolkningen af 1999-filmen (af samme navn) gør ingen af delene. Her forsøger Prime Video skamløst at presse nogle ekstra minutters streaming ud af kultfilmen.
Franske fristelser
Præmissen for både filmen og serien er faktisk baseret på den franske roman Les Liaisons dangereuses fra 1782 (af Pierre C. de Laclos). En roman, der kastede sig over det dekadente, amoralske borgerskab og dets konstante stræben efter selvisk nydelse, lykke og succes. I øvrigt forbilledligt filmatiseret: Farlige forbindelser (1988) med Glenn Close, Michelle Pfeiffer og en berygtet John Malkovich i hovedrollerne.
Serien tager udgangspunkt i nutidens poshe liv blandt de mere velhavende på et elitecollege i Washington D.C. Her holder stedsøskendeparret Caroline (Sarah C. Hook) og Lucien (Zac Burgess) hof og beslutter kynisk, hvem der skal rykke op i hierarkiet eller droppes ned i den ydmygende afgrund.
Caroline er præsident for det populære sorority (studenterforening for kvinder) Alpha Pi, så da datteren til USA’s vicepræsident, Annie (Savannah L. Smith, Gossip Girl), indrulleres på college, bliver hun den ultimative ‘pris’, der skal erobres.
Hun manipulerer sin playboy af en stedbror til at få Annie på krogen og ind i ‘hendes’ sorority – og Lucien får, hvad han altid har drømt om, en nat i kanen med sin stedsøster!
Uinteressante karakterer
Duoen Sara Goodman og Phoebe Fisher er både serieskabere og manuskriptforfattere, men på trods af deres erfaring har de skrevet en fuldstændig uinspirerende historie med flade, stereotype og uinteressante karakterer. Hvad værre er, alle forsøg på at krydre handlingen med sexede hentydninger og hede scener falder til jorden. Faktisk er Cruel Intentions omtrent lige så ophidsende som et søndagstræf i den lokale kirke!
Ganske vist var den oprindelige film ikke en direkte ‘stor’ film med karakterer med enorm dybde og Pulitzer-prisvindende dialog, men den emmede af pirrende sex, kynisk bedrag og udpræget legende ondsindethed.
Desuden brillerede en infam Sarah Michelle Gellar og en lige tilpas sleazy Ryan Phillips, mens de muntrede sig med ‘ofrene’, den dydige Reese Witherspoon og den naive Selma Blair. Kvartetten spillede hinanden gode og frådsede i det franske originalmateriale.
Serien er derimod som at se en plastikagtig 2024-version af det værste, streamingtjenesterne har at byde på, nemlig tarveligt reality-pladder; med intetsigende karakterer i flotte omgivelser og lækkert (sparsomt) tøj – men når man kigger bag de flotte kulisser, har den intet andet at byde på.
Ex on the Beach?
Sarah C. Hook er den eneste i det utiltalende persongalleri, som overhovedet vækker en snert af vores interesse. Hendes tåbelige ‘sekretær’ (Sara Silva) er derimod intet mindre end anmassende og lige så velkommen som hæmorider, mens Zac Burgess ser ud, som om han aflægger prøve til næste sæson af Ex on the Beach.
Den tilsyneladende kvikke vicepræsidentdatter er et alt for let bytte og lader sig latterligt let manipulere af de snobbede stedsøskende. Dramaturgien er lige så flad som hjerterytmen hos et lig på obduktionsbordet.
Nej, dette var virkelig seks laaange timer med meget lidt substans og styrke. 2 stjerner til dette overfladiske bras af en serie.
PS! Se hellere originalfilmen igen – den kan streames på samme platform, Prime Video. Serien får premiere den 21. november.
Fakta:
- Prime Video
- Release: 21. november 2024
- Instruktion: Nick Copus
- Medvirkende: Sarah C. Hook, Zac Burgess, Savannah L. Smith, Sara Silva, John H. Kim, Khobe Clark
- Genre: Drama
- Land: USA
- År: 2024
- Tid: 6:00 t.
- Karakter: 2
- IMDb