Filmen fortæller historien om vampyren Barnabas Collins (Depp), som har været fanget i en kiste i to hundrede år af den forførende og meget jaloux heks Angelique (Green). Da han slipper ud, befinder han sig i begyndelsen af 1970’erne, og han må prøve at genoprette familiens ære i en tid, han ikke kender.
Dark Shadows er baseret på en gammel tv-serie af samme navn og er en morsom idé til en spillefilm. Problemet er bare, at det ikke er så meget mere end en idé og et koncept, det bliver ikke tilstrækkeligt til en hel film. Selve historien mangler retning og er ikke specielt engagerende eller morsom. Det er vældig synd for Burton, som endnu en gang har skabt et fantastisk univers i sin kendte gotiske og mørke stil. Kulisserne og den stemning, han realiserer, er fortsat i en klasse for sig. Æstetisk set er det altså udsøgt, men fortællemæssigt bliver det en maveplasker. Skuespillerne gør en god indsats, men det virker, som om Depp kører lidt på autopilot; han skal måske arbejde med noget helt andet en tid. Tre stjerner.
Trods filmens skavanker er der nok mange fans, som ønsker sig denne Blu-ray. Da bliver man ikke skuffet – den indeholder flere slettede scener og hele ni bag-om-filmen og dokumentarer. Lyd og billede er upåklageligt og klæder den tekniske kvalitet.
Fakta:
- Release: 19. september 2012
- Instruktion: Tim Burton
- Medvirkende: Johnny Depp, Helena Bonham Carter, Michelle Pfeiffer, Eva Green, Chloë Grace Moretz, Alice Cooper
- Genre: Gyser/komedie
- Land: USA
- År: 2011
- Tid: 1:52 timer