TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Death Wish

Willis på hævntogt

Bruce Willis giver os en lektion i – ikke hvordan man dør hårdt, men dør brutalt.

Af / 23/08/2018 - 09:33
Death Wish
Tor Aavatsmark

I sin tid gik der et ondsindet rygte om, at kvaliteten af Bruce Willis’ film var proportional med hans svindende hårpragt. Korrekt eller ej, så hersker der relativt stor enighed om, at der har været langt mellem guldkornene fra Willis det sidste årti. I remaket af Death Wish er han tilbage til rødderne som en almindelig mand, der gør ualmindelige ting for at beskytte sin familie.

I Chicagos bedste kvarter bor den lille kernefamilie Kersey. Paul (Willis) er en succesfuld kirurg, Lucy (Shue) er ved at tage en doktorgrad, og den yndige datter Jordan (Morrone) er netop kommet ind på et eliteuniversitet i New York. Omkring dem raser bandekrige og anarki i en by med en af Amerikas højeste mordrater – en forbrydelse, som heller ikke familien Kersey skånes for.

Under et mislykket hjemmerøveri bliver konen dræbt, mens datteren havner i koma. Og da politiet åbenlyst træder vande uden at finde nogen spor, beslutter den handlekraftige kirurg sig for at tage loven i egne hænder …

https://youtu.be/HzILu6yyA20

Filmen er baseret på Charles Bronson-filmen En mand ser rødt (1974), der fik hele fire efterfølgere, og vi følger Paul, idet han går fra almindelig borger uden våbenkendskab til blodtørstig og nådeløs selvtægtsmand, hvor mantraet er “skyd først, anklag bagefter”. Handlingen er meget usandsynlig og unødigt grafisk voldelig, men alligevel kan vi ikke sige os fri for en barnlig glæde ved igen at se Bruce Willis pløkke bad guys på den ene mere finurlige/bestialske måde end den anden.

Annonce
Death Wish 4 41514
(Foto: SF)

Hvordan den aldrende læge får ram på Chicagos brutale underverden, er dog vildt over-the-top, og bipersonerne er endimensionale stereotyper. På sit retningsløse hævntogt skyder og torturerer Willis hispanics og sorte over en bred kam, uden at filmen reflekterer videre over det. Det moralsk problematiske ved at tage loven i egen hånd ordnes letkøbt med indslag fra radio-talkshows. Der er dog også lidt samfundskritik, idet filmen udpensler, hvor let det er at få fat i våben i dagens USA.

Alt i alt en middelmådig film med et overfladisk manuskript uden moralsk kompas. Willis begynder også at se lidt for medtaget (og uinspireret) ud til at håndtere en så fysisk rolle. Tre svage stjerner til dette unødvendige remake.

Death Wish 2 41512 Death Wish 3 41513 Death Wish 5 41515 Death Wish 6 41516
<
>
(Foto: SF)

Det heftig lydspor (DTS-MA 5.1) leverer i den grad varen, mens billedkvaliteten er lidt for udetaljeret og gror til i de mørkeste scener. Bonusmaterialet byder på udeladte og forlængede scener, kommentarspor og en mere end brugbar bag-om-filmen.

Karakter
Death Wish

Fakta:

  • 4K UHD BD
  • Release: 23. august 2018
  • Instr.: Eli Roth
  • Med: Bruce Willis, Elisabeth Shue, Vincent D’Onofrio, Camila Morrone, Dean Norris, Beau Knapp, Kimberly Elise
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2018
  • Tid: 1:47 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *