Anmeldelse: Game of Thrones, 3. sæson

Magtkampen og intrigerne fortsætter for fuld styrke i Westeros, men med tredje sæson af fantasy-serien får personerne tid til at udvikle sig, og historien får tid til at gå i dybden.

Efter at seriens hovedpersoner brugte det meste af anden sæson på brutale krige, hvor deres vasallers mænd blev slagtet i hobetal, hersker der nu en forsigtig undtagelsestilstand i Westeros, hvor alle føler hinanden på tænderne og forsøger at danne de bredest mulige alliancer – men hvem kan man egentlig stole på i så usikre tider?

Den ældste søn af Eddard Stark, Robert (Madden), der nu hersker som konge af Nord – uden at have hverken kontrol over landet eller mænd nok – er desperat på jagt efter alliancer. I hovedstaden Kings Landing fortsætter den sadistiske drengekonge Joffrey med at regere, men nu på sin morfars nåde. Slægterne Lannister og Tyrell laver en magtfuld alliance gennem arrangerede ægteskaber og danner fælles front mod deres fjender.

Den ældste søn af huset Lannister, Jaime (danske Nikolaj Coster-Waldau), blev fanget af huset Stark i anden sæson og er nu på vej til hovedstaden for at blive udvekslet med de to Stark-døtre. Vi skal ikke afsløre, hvordan det går med ham denne gang, men kan dog fortælle, at han ikke ligefrem kommer til at vælte sig i silkelagner og kongelig luksus.

I Nord er oprørerne på vej over muren, ledet af endnu et skandinavisk islæt, norske Kristofer Hivju som den handlekraftige urmand Tormund. En person, du garanteret ikke vil modsige, hvis han beder om dit sidste stykke brød eller din datters hånd. Og endnu en rolle, der er med til at give det mangefacetterede persongalleri en usædvanlig dybde.

Igen er de værste fantasy-elementer nedtonet i forhold til bøgerne. Efter sidste episode af sæson to frygtede vi ellers, at tredje sæson ville blive domineret af vandrende skeletter, men det er ikke tilfældet. Selv om der er en del overnaturlige elementer til stede, er det i så begrænset omfang, at selv de mest skeptiske (inklusive undertegnede) lader det passere. Det, der er i fokus, er de mellemenneskelige relationer, ligesom vi får et fascinerende indblik i, hvor langt folk er villige til at gå for at opnå fordele og bevare deres magtposition. “Magt korrumperer” var der engang en klog mand, der sagde, og det gælder så sandelig også i Westeros!

Trods al volden og intrigemageriet er serien ikke uden befriende humor, først og fremmest udtrykt gennem den fortræffelige Peter Dinklage som dværgen Tyrion Lannister. Han er sandsynligvis den smarteste af dem alle, men ignoreres konstant på grund af sin “tilstand”, og hans spydigheder og understatements falder som perler på en snor. Alle ære til de kreative og intelligente manuskriptforfattere.

Serien trækker os ind i en utrolig og eklatant voldelig verden, og er til tider direkte ubehagelig at se på. Det her er ikke for sarte sjæle, og vi vil heller ikke anbefale den til udpræget religiøse mennesker, men det bliver aldrig spekulativ vold eller sex. Jovist får vi en overflod af faste bryster og yppige lår – næsten mere end en mand, der har passeret de 40, kan klare – men det passer perfekt til seriens stil og tematik.

Mens mændene på fastlandet opbygger alliancer og dræber deres fjender, er der en “dark horse”, der lurer i kulissen og opbygger en stadig voksende magtbase, sten for sten, soldat for soldat og guldbarre for guldbarre. Med sine tre drager og sin voksende hær af lejesoldater er den smukke Daenerys Targaryen (Clarke) på vej til at blive den mest interessante karakter i kommende sæsoner. Vi glæder os!

Historien, der er baseret på romanserien A Song of Ice and Fire af George R.R. Martin, er voldsomt fascinerende og medrivende, og vigtigst af alt formår den at overraske igen og igen. Det her er så langt fra konventionel historiefortælling i tv-serier, som man kan komme. Som vi på chokerende vis blev vidne til i slutningen af første sæson, er forfatteren heller ikke bange for at tage livet af sine vigtigste (og mest sympatiske) hovedpersoner. Det er ikke rart, men ih hvor vi elsker det!

Musikken er passende bombastisk, og de herlige landskaber er bjergtagende og flot fotograferet. Det er tydeligt, at HBO ikke har sparet på hverken rekvisitter eller special effects, og skuespiller er generelt i topklasse. Sammen med en stram instruktion og en god dramaturgi, som gør, at ni timer bare flyver af sted, er det med til at sikre dette epos klassikerstatus. Det er sjældent, at en tv-serie formår at udvikle sig så stærkt, som Game of Thrones har gjort over de første tre sæsoner. Som regel bliver den ene sæson efter den anden bare gentagelser af de forrige med en lidt anden vinkel. Denne fælde har Game of Thrones undgået. Vi hylder serien og hædrer den, uden skyggen af tvivl, med seks blodrøde stjerner. Det her er intet mindre end banebrydende underholdning!

Som med første og anden sæson er lydkvaliteten (dts-MA 5.1) upåklagelig. Lyden er klar, præcis og detaljeret, det ryster godt i sofaen, når hestene rider forbi, og surround-sporet er fornemt udnyttet. Billedkvaliteten er også rigtig god, men mangler den sidste smule sortniveau og skarphed, for at vi kan give topkarakter. Det vil dog nok opfattes mindre irriterende på et 50 tommers tv end på det 113 tommer store lærred i vores testrum.

Også på bonusfronten bliver vi generøst forkælet med bl.a. 12 (!) kommentarspor, en god guide til hver episode (der kan være nyttig med så mange centrale personer), en særdeles god og informativ interaktiv guide, udeladte og forlængede scener, fokus på ægteskabets centrale betydning samt en række andre dokumentarer. Forbilledligt!

PS: 1.-3. sæson kommer nu også i en samleboks. 4. sæson har premiere på HBO Nordic (samt C More Series/HD og streaming-tjenesterne C More Play og Filmnet) den 7. april.