Diktatoren handler om general Aladeen (Cohen), der styrer det nordafrikanske land Wadiya med jernhånd. Under et besøg i FN i New York bliver han kidnappet og erstattet af en dobbeltgænger i et kupforsøg af hans næstkommanderende Tamir (Kingsley). Aladeen slipper væk og får hjælp fra pigen Zoey (Faris), der driver en økologisk butik i Brooklyn.
Ingen har vel nogensinde været i tvivl om Cohens humoristiske kvaliteter. Han er hæmningsløs og provokerende med et fantastisk kropssprog og god timing. Frygten for at gøre grin med tabubelagte temaer findes ikke i hans univers – på godt og ondt. I Diktatoren fungerer humoren kun lejlighedsvis. Filmen er selvfølgelig fuld af småvittige scener, men ofte bliver det lidt for meget af det gode, og man bliver træt af den imbecile humor, som ofte spiller på sex og race. Borat og Brüno er langt mere slagkraftige i deres form, og på sit bedste bliver Aladeen bare en lille bleg kopi af hans tidligere karakterer. Tre stjerner.
Filmen er kraftigt markedsført, men udgivelsen på Blu-ray er ikke specielt opsigtsvækkende. Ganske vist har den både god lyd og godt billede, men ekstramaterialet er et svagt supplement med nogle slettede scener, en musikvideo og Aladeen interviewet af Larry King.
Fakta:
- Release: 19. september 2012
- Instruktion: Larry Charles
- Medvirkende: Sacha Baron Cohen, Megan Fox, Anna Faris, John C. Reilly, Ben Kingsley, Horatio Sanz
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2012
- Tid: 1:25 timer