Anmeldelse: Django, sæson 1

Jeg indrømmer det gerne, undertegnede har en vis forkærlighed for klassiske westernfilm. Men ikke for westernklicheer med skabelonagtige, stereotype karakterer, et usammenhængende plot og plat dramaturgi.  

En af mine absolutte favoritfilm er faktisk en western, Clint Eastwoods superbe og blændende smukke Unforgiven (1992).  

Den lidt forslidte genre har fået et stærkt comeback de seneste år – ikke mindst hjulpet tilbage på skærmen af Taylor Sheridans megasucces Yellowstone samt de efterfølgende spin-off-serier 1883 og 1923. 

Senest i fjor kunne vi nyde Emily Blunt i den stærke, nyskabende westernserie The English, og i 2017 gav Antoine Fuqua os et meget vellykket remake af The Magnificent Seven. Ja, selv teknotunge Westworld var til at begynde med heftig western-inspireret. 

Selv Prime Video forsøgte sig i fjor med en (ikke helt vellykket) westernserie, Billy The Kid. Derfor er det ikke så sært, at Sky er hoppet med på vognen og har produceret et remake af den klassiske spaghetti-westernfilm Django (Sergio Corbucci, 1966). Lad os blot håbe, at de er fornuftige nok til at nøjes med én sæson … 

 

Vi befinder os i det dybeste Texas, ca. syv år efter afslutningen af den blodige borgerkrig. Her har nogle tidligere slaver grundlagt et fristed, en lille flække ved navn New Babylon. Den ledes af kompromisløse John Ellis (Nicholas Pinnock).. 

Hertil ankommer den mutte, gådefulde “fremmede”, også kendt som Django (Matthias Schoenaerts, Far from the Madding Crowd). Det eneste, han ejer, er et tobaksskrin, som er alt, hvad han har fra sin familie. Han er sikker på, at hans datter fortsat er i live, og han har ledt efter henne i årevis uden held. I New Babylon aner han et glimt af håb om forsoning. 

I byen regerer afroamerikanere (stort set) i fred og harmoni, med et delvist våbenforbud og stramme tøjler. Selv multietniske ægteskaber forekommer i denne utopiske lille by, et sådant ægteskab Ellis er ved at gennemføre med Djangos datter(!), Sarah (Lisa Vicari). 

Både Ellis og Sarah ønsker til at begynde med Django hen, hvor peberet gror, men de skifter mening, da byen i stadig større grad terroriseres og angribes af en besynderlig bande, ledet af splitterravende gale Thurman (Noomi Rapace, Prometheus).  

For at starte med den mest åbenlyse svaghed, så sidder vi måbende i sofaen og lytter til den ene mere patetisk dårlige sydstatsaccent efter den anden – dog ingen, der kan måle sig med Rapaces fornærmende elendige forsøg på at tale med bred sydstatsdialekt.  

Det brogede persongalleri byder på et miskmask af forvrængede dialekter, hvor de fleste forsøger at lyde som vaskeægte texanere – uden at det dog tilnærmelsesvis lykkes. Et voldsomt irritationsmoment for seeroplevelsen. 

Derudover fremstår serien billig, med dårlig belysning, klip og foto – den minder om en samlebåndsproduktion fra 1980’erne. Og så har vi ikke engang nævnt det imponerende malplacerede musikspor. 

Django forsøger indimellem at fremstå som dyb, underfundig og søgende, men begår desværre den største seriebrøler af dem alle: Django er helt igennem drønkedelig. Og det i den grad! 

Det er helt ufatteligt, at slutproduktet er sluppet igennem nåleøjet hos de sædvanligvis årvågne producenter. At man har formået at brede den tynde historie ud over syv og en halv time er i sig selv en bedrift – for der sker nærmest ingenting – men at ingen har trykket på den store røde knap og beordret serien tilbage til klipperummet er og forbliver et mysterium, fuldt på højde med Area 51. 

Og i løbet af indspilningsperioden er det ingen, som har vist Rapace klip fra serien? Hun leverer normalt solide rolletolkninger, ikke mindst i Millennium-trilogien, Prometheus og Passion, men her bliver hun et offer for en hårrejsende intetsigende dialog, en afskyelig accent og en overkarikeret karakter. Bevares, et lidt outreret persongalleri kan fungere godt, selv i en western; bare se på The Harder They Fall. Men i Django falder forsøget på originalitet på stengrund. 

Og apropos kedelig, ingen af karaktererne er mere uinteressant og ligegyldig for os end netop hovedrollen, Django. Som en lidt fordrukken udgave af Viggo Mortensens Aragorn raver han rundt med langt, beskidt hår (som stort set dækker de konstant tårevædede øjne), mumlende og vaklende, mens han stirrer tomt ud i luften. Gentagne tilbageblik til lykkeligere dage gør ikke karakteren mere interessant eller “hel”, bare mere irriterende som det skvat af en person, han er blevet til. 

Summa summarum er det imponerende, hvordan så store ressourcer og så tilpas dygtige folk foran kameraet har resulteret i et så tandløst og fuldstændig langtrukkent westerndrama. 

Handlingen luller langsomt af sted, det er som at se maling tørre. Karakternes bevæggrunde er i bedste fald uklare, og dramaturgien er fraværende. Django er faktisk mest fascinerende som et studie i, hvor galt det faktisk kan gå med en stor produktion. 

Anmeldelsen er baseret på de fem første (af ni) episoder – vi orkede simpelthen ikke mere; eller rettere, vi faldt i søvn af lutter kedsomhed. Premieren på SkyShowtime finder sted den 3. juli.