Irske Gary Shores debutfilm fortæller historien om Vlad (Evans), der hersker over Transsylvanien i slutningen 1400-tallet sammen med sin kone Mirena (Gadon). Deres liv ændres brat, da de trues af en krig med tyrkerne, hvilket fører til, at Vlad indgår en pagt med en dæmon for at få overmenneskelige kræfter i kampen mod ondskaben.
Dracula Untold er et tidligt led i processen med at blæse nyt liv i de gamle film om klassiske monstre som the Mummy, Frankenstein, the Wolf Man og Dracula. Sidstnævnte har været et yndet emne på det hvide lærred siden 1930’erne, men er sjældent blevet respekteret så lidt som i denne produktion.
https://www.youtube.com/watch?v=_2aWqecTTuE
Filmen er teknisk velgennemført med gode special effects, men svigter, når det gælder det essentielle indhold. Dracula Untold er spækket med banal symbolik og virker desperat sjæleløs og opskriftagtig. Lydeffekter og billige virkemidler anvendes hyppigt i kampen om opmærksomhed, og det bliver hurtigt både anstrengende og ligegyldigt. Luke Evans gør en udmærket figur, men ellers er skuespillet ganske ringe. To stjerner.
Hvis man kan lide den slags film, kan et køb på Blu-ray anbefales. Både lyd (dts-MA 5.1) og billede er imponerende og næsten til topkarakter. Desuden har udgivelsen en solid dosis ekstramateriale af forskellig slags.
Fakta:
- Release: 2. marts 2015
- Instruktion: Gary Shore
- Originaltitel: -
- Med: Luke Evans, Sarah Gadon, Dominic Cooper, Charles Dance, Zach McGowan, Paul Kaye
- Genre: Action
- Land: USA
- År: 2014
- Tid: 01:32 timer