anmeldelse: Dumbo

Walt Disney Company har set skriften (dvs. dollartegnet) på væggen og spytter live-versioner af deres gamle animationsklassikere ud hurtigere, end vi andre skifter undertøj. Ikke så underligt, al den stund disse live-remakes af deres filmskat indtil videre har indspillet 45 milliarder kroner (!). Dumbo er en af de bedre af slagsen.

Den klassiske historie om den lille elefantunge med de enorme ører, der mobbes af de andre dyr i cirkus, er en af Disneys mest kendte og elskede film. Vi har alle siddet med en tåre i øjenkrogen, når Dumbo svarer igen og viser sin flyvekunst med den charmerende mus Tim i hatten og en “magisk” fjer i snablen. Originalen fra 1941 er kun lidt over en time lang, mens årets live-version er på næsten to timer.

I modsætning til de andre remakes af Disney-klassikere har man denne gang faktisk tilført historien noget nyt, som både uddyber figurerne og gør plottet mere fyldigt og interessant. Den kyniske cirkusdirektør gestaltes elegant af Burton-gengangeren Michael Keaton, mens fyrrige Eva Green står på Dumbos og dyrenes side i kampen for retfærdighed og anstændighed.

I instruktør Tim Burtons vanlige stil er filmen en visuel fest for øjnene med nydelige detaljer og en usædvanlig farverig scenografi, absolut herligt filmet og lyssat. Ligesom i originalen er karaktererne også denne gang lidt endimensionelle, omend Green har en spændende karakterudvikling.

Animationen er fejlfri, og Dumbo ser tilforladelig ægte – og meget nuttet – ud. Desværre har man udeladt nogle elementer fra originalen, såsom da Dumbo drikker sig i hegnet, og de frække, snakkesalige krager. Nyindspilningen er mere politisk korrekt og ikke lige så charmerende og emotionel som originalen, men afgjort sin egen film værd. Fire stærke stjerner.