Anmeldelse: Elementært

Der er få film, vi ser mere frem til end Pixar-filmene fra Disney-koncernen. Den tekniske kvalitet er i en helt anden liga end alle andre i branchen, og de formår også (som regel) den svære kombination at underholde både de yngste og de ældste i familien.

Siden deres første film i fuld længde, Toy Story, i 1995, har Pixar-studiet forblændet os med overlegen kvalitet i deres computeranimerede kunstværker, der kombinerer teknisk overlegenhed med en god, engagerende og sjælfuld historie.

De har serveret os mesterværker som Find Nemo, Ratatouille, WALL-E, Toy Story, Inside Out, Coco og Soul. Alle film, der underholder hele familien, som har så mange lag og en dybere historie, at både de små og familiens lidt ældre garde vil finde stor glæde.

I juni var der premiere på den seneste film, Elementært (Elemental), og nu har underholdningsgiganten netop frigivet den på Disney+.

Vi bliver straks tryllet ind i en fascinerende, blændende smuk verden, hvor elementerne ild, jord, vand og luft (tilsyneladende) eksisterer side om side. Så hvad nu, hvis elementerne havde følelser og endda begyndte at date hinanden? Ville det ikke være som ild og vand?
Det er en meget personlig historie skrevet og instrueret af Peter Sohn (The Good Dinosaur). Han filosoferer over modsætninger, der tiltrækker hinanden, og det at være en fremmed fugl i en ny verden. I forbindelse med annonceringen af filmen uddybede Sohn, hvad der inspirerede ham:

My parents emigrated from Korea in the early 1970s and built a bustling grocery store in the Bronx. We were among many families who ventured to a new land with hopes and dreams — all of us mixing into one big salad bowl of cultures, languages and beautiful little neighborhoods. That’s what led me to «Elemental». I made jokes about popping carbon next to nickel, but they don’t trust one another.”

I centrum af historien er Ember (Leah Lewis), en andengenerationsindvandrer, efter at hendes forældre forlod “Ildlandet” og søgte lykken i den nye verden; i storbyen Element City, hvor det meste er organiseret på vandfolkenes præmisser.
I udkanten af byen, som et lille “Chinatown”, har ildfolket klumpet sig sammen, og Embers forældre driver en lille immigrantbutik, der sælger mad og varme retter fra deres hjemland. Den aldrende fars drøm er, at Ember en dag skal overtage forretningen – men så møder hun uforvarende den kommunale inspektør, vandmanden Wade (Mamoudou Athie, Archive 81), og fremtiden bliver pludselig meget kompleks.

 

Sohn serverer en ret charmerende kærlighedshistorie, pakket ind i de udfordringer, som kultursammenstød uundgåeligt medfører. Der er ingen tvivl om, at han trækker store veksler på sin egen opvækst som fremmed i en ny by, hvor hans folk stort set holdt sig for sig selv og ikke omgikkes de indfødte.

Den tøvende tilgang og spirende forelskelse mellem Ember og Wade er hjertevarmende og fascinerende fortalt. Embers kvaler med, om hun skal følge sine egne drømme eller fortsætte sine forældres projekt, er noget, mange af os kan genkende, og det skaber en solid dramatisk baggrund. Historien handler ganske vist om alle grundelementerne, men luft og (især) jord spiller små biroller i det drama, der udspiller sig.

Elementært er ikke særlig subtil og byder ikke på den samme mængde skjulte sammenhænge og lag, som kendetegner de fleste Pixar-film. Humoren, og mange af de hurtige replikker, er også af den mere simple slags. Manuskriptet burde have været revideret et par gange mere, dialogen strammet lidt op og eventuelt kunne man have skåret nogle scener fra, mens karaktererne kunne have haft godt af at blive uddybet lidt mere.

På det tekniske plan står filmen ikke tilbage for andre Pixar-film, men de har bevidst valgt at gøre den meget farverig, lidt futuristisk og lidt “plastikagtig”. Der skal aldrig være tvivl om, at vi befinder os i en fantasiverden.

Når det er sagt, bliver vi suget ind i drømmeverdenen, især i nogle blændende smukke undervandsscener og den afsluttende katastrofescene. Den måde, hvorpå udfordringen med at bringe de grundlæggende elementer til animeret liv er blevet løst, er så legende, fantasifuld og fornøjelig, at vi tager hatten af i gispende, grinende beundring.

Elementært er blevet en film, der vil vække genklang hos alle generationer i husstanden, hvor de yngste vil grine af de fjollede kommentarer og underfundige bipersoner, mens vi “lidt ældre” vil finde genklang i vores eget liv og reelle udfordringer, der findes midt i vores eget samfund og tid.

Man får dog ikke en præmie for at gætte historiens udfald, og Elementært er ikke så original, som vi forventer af Pixar; men de har jo også selv sat en næsten uopnåelig høj standard. 4 solide stjerner.

Filmen havde streamingpremiere på Disney+ den 13. september.