Anmeldelse: Elvis

Elvis Aaron Presley blev født i Tupelo, Mississippi i 1935. Allerede i 1977 (kun 42 år gammel) takkede ‘Kongen’ af, da han døde under tragiske omstændigheder på sit elskede Graceland. 

Efter gennembruddet i 1956 og frem til sin død ændrede han fundamentalt musikindustrien og solgte flere albums (og merchandise!) end nogen anden. Samtidig lagde han grunden til de store koncerter, som nutidens kunstnere i høj grad lever af. Oven i det hele var Elvis udover musikken et populærkulturelt fænomen, som oplevede en personlighedsdyrkelse og kendisstatus uden sidestykke i historien. 

Den australske, lidt excentriske, instruktør Baz Luhrmann står bag blockbusters som Romeo & Juliet, Moulin Rouge, Australia og The Great Gatsby. Med Elvis får vi hans version af livet for den største rockstjerne gennem tiderne: The King. 

Elvis er ganske vist ikke den første film om Kongen, men Luhrmann tilfører den outrerede rockstjerne den perfekt flamboyante krydderiblanding – og præsenterer os for et fyrværkeri af en film, baseret på en af tidens mest fascinerende livshistorier. 

Det er et kæmpestort, ambitiøst projekt, Luhrmann har kastet sig ud i; på to timer og 40 minutter skal han komprimere den mangfoldige og utrolige livsrejse, fra Elvis trådte sine teenage-sko i musikbulerne i Tupelo og Memphis, via Sun Records til koncerthysteri, lyserøde Cadillacs, floppede film, drugs og ekstravagante koncerter i syndens by, Las Vegas. 

Den røde tråd er den unge rockers komplekse forhold til sin lurendrejer af en manager, oberst Tom Parker (Tom Hanks), som både blev en faderfigur, manager og økonomichef for den uerfarne kunstner. I Luhrmanns film er der ingen tvivl om, at Parker er den store, gennemført kyniske, Skurk. 

Hovedrollen spilles af Austin Butler (Once Upon a Time … in Hollywood), som både vrikker, snøvler og synger som The King himself! Umiddelbart ikke et oplagt valg, men du store verden, hvor den 31-årige leverer varen. Butler har ramt Presleys karisma, usikkerhed, sårbarhed, stjernekvalitet, kropssprog og mimik lige på kornet. På scenen genskaber han legendens utrolige koncerter, showmanship og kontakt med sit hengivne publikum (en idolisering og persondyrkelse, som til sidst blev som et vanedannende narkotikum for Elvis). Bevares, Butler bliver godt hjulpet af et fremragende kamerahold og klipperne – men der er ingen tvivl om, at Butler er filmens stjerne. 

Luhrmanns version af Elvis’ liv og levned er bestemt ikke subtil, men hvem i alverden har nogensinde sat etiketten ‘subtil’ på den kreative instruktør? Hovedpersonerne bliver overdrevent stereotype og endimensionelle, men det klæder faktisk den vilde historie og rockstjernernes glam & glitter-liv. 

Det ville ikke undre os, om Parkers efterkommerne (hvis han har nogle?) føler trang til et søgsmål, men hovedtrækkene i hans vanrøgt af stjernen er almindeligt kendt – sågar bekræftet i en retssag. En uigenkendelig (overdrevent) sminket Hanks rammer plet med managerens falske smiger, manipulering og evige jagt på penge. Olivia DeJonge i rollen som Presleys unge kone, Priscilla, bliver derimod i alt for høj grad anonym og henvist til andenviolin. 

Historiens styrke ligger i Elvis’ unikke talent og lyst til at indspille musik og optræde. Når det unikke talent, og hans naivitet, så på det groveste misbruges af alle omkring ham (inkluderet hans nærmeste familie), er tragedien oplagt. Ekstra stærkt er det, hvor kontroversiel han oprindeligt var, hvor han var ‘fræk’ nok til at blande de sortes rhytm’n’blues og gospel med hvides musik! 

Luhrmann krydsklipper elegant mellem epoker, andre kunstnere og livsændrende øjeblikke i stjernens liv. Det hele i et voldsomt, men velfungerende tempo. Her skal man virkelig følge med i svingene; og det er i højeste grad bevidst. 

Kongens liv endte i misbrug, ensomhed og tragedie – men 45 år senere lever den musikalske arv efter ham i bedste velgående. Vi kunne have ønsket os, at Luhrmann kom lidt mere bag facaden og i dybden på den enigmatiske person, men det må vi have til gode til en eventuel TV-serie om verdens første/største rockstjerne. 

Luhrmanns version af Elvis’ liv og levned hylder stjerne og den fantastiske musik, samtidig med at den ikke skjuler de mørke sider og hans indre dæmoner. 5 store stjerner! 

P.S.! I kølvandet på Elvis’ tragiske død sagde en anden rockstjerne, Bruce Springsteen, følgende:

Everything starts and ends with Elvis. He wrote the book. (…) There have been a lotta tough guys. There have been pretenders. And there have been contenders. But there is only one king.

I remember later, when a friend of mine called to tell me that he’d died, it was so hard to understand how somebody whose music came in and took away so many people’s loneliness and gave so many people a reason and a sense of the possibilities of living could have, in the end, died so tragically.

Elvis havde streaming-premiere på HBO Max 2. september.