Anmeldelse: Dunkirk

Der er produceret et utal af film om Anden Verdenskrig, naturligt nok med meget varierende kvalitet og underholdningsniveau (hvis det ellers er et ord, der kan bruges om krigsfilm) – så mange, at man skulle tro, tematikken var slidt op. Men så kom Christopher Nolan med sin version …

Omgivet af fjender

Ved månedsskiftet maj/juni 1940 er britiske samt franske og belgiske tropper fuldstændig omringet af tyske styrker ved den franske havneby Dunkerque. De allierede har kun en lille stribe langs kysten, mens de desperat forsøger at holde frontlinjen og evakuere tropperne over Den Engelske Kanal, før tyskerne uundgåeligt bryder igennem.

Churchill har indset de hårde realiteter og prioriterer at spare skibe og mandskab til et ventet angreb på selve Storbritannien. Ambitionsniveauet er derfor kun at redde ca. 10 procent af de strandede 300.000 britiske soldater. Mens tropperne desperat venter på transportskibe, må de kæmpe mod frygt, kulde, regn, sult og tyske bombefly.

Krig i tre dimensioner

Filmen springer frem og tilbage i tid over otte intense dage, og Nolan viser os krigens brutalitet i tre forskellige dimensioner: Til lands, til vands og i luften.

I luften møder vi Farrier (Hardy), en erfaren RAF-pilot, der efterhånden næsten kun flyver på benzindampene. Det er ikke den store styrke, luftvåbnet har sendt ud, men vi får nogle særdeles dramatiske scener med flot fotografering og brutal realisme, hvor vi sidder som fluer på væggen langs skroget af det vibrerende, larmende fly.

På land er vi vidne til soldaternes næsten opgivende resignation, idet de ser tyskerne komme stadig nærmere, mens evakueringen nærmest står stille. På stranden er det “every man for himself”, og soldaterne søger alliancer.

Til søs følger vi to dramaer: Et, hvor evakuerede soldater kæmper i overfyldte skibe, mens tyskerne lader bomberne regne ned over dem – særdeles klaustrofobisk, autentisk og råt. Samtidig er små både på vej fra England med civilister, der prøver at hjælpe de strandede, og undervejs samler en af dem en soldat med granatchok i havsnød op.

Ukendte skuespillere

Tom Hardys rolle som piloten uden fornavn er næsten en cameo, mens Nolan-gengangeren Cillian Murphy er den skrækslagne soldat, skudt i sænk på flugt fra fronten. Derudover får vi Kenneth Branagh som standhaftig general, men hovedrollerne varetages af ubeskrevne blade. Til de mest fremtrædende roller har Nolan stort set holdt sig til unge, ukendte skuespillere. Et klogt valg, der gør det hele mere troværdigt og ikke skaber den “kunstige” afstand, som en større stjerne kunne have gjort.

Den unge britiske menig Tommy (Whitehead) kommer i sidste øjeblik i sikkerhed på den allierede side af fronten, og resten af filmen er en rutsjebanetur mod sikker grund – med et svindende håb om evakuering. Han slår sig sammen med den tavse Gibson (Barnard), og de forsøger at komme om bord på et skib.

De strabadser, de oplever og udsættes for, er ikke lige så spektakulære som i f.eks. Saving Private Ryan, men så meget desto mere dramatiske og troværdige. De unge mænd har kun én tanke i hovedet – at komme hjem i live!

Dvælende og ubehagelig roligt

Af en krigsfilm at være er tempoet ofte overraskende roligt og dvælende, og dialogerne sparsomme. Det er, som om vi befinder os i Helvedes ventesal, hvor resignation præger soldaterne. Springene i tid forstærker det kaos, der karakteriserer evakueringen, og trækker os endnu mere ind i historien.

Dunkirk er afgjort ikke et pompøst helteepos, hvor én stjerne får lejlighed til at stråle og redde dagen til sidst. Lavmælt, men ubønhørligt maler krigsmaskineriet morale, kampånd og soldater i stykker, mens vi bliver en efterhånden udmattet flue på væggen. Filmen er stilistisk langt fra Nolans mere “spektakulære” film som Inception, Interstellar og Batman-trilogien. Alt sammen fortræffelige film, men med et helt andet tempo og ditto stil end den mere nedtonede og råt autentiske Dunkirk.

Visuelt er Dunkirk – som sædvanlig med Nolans film – en nydelse af de sjældne. Uanset om vi glider igennem luften, er klaustrofobisk indespærret i et synkende skib eller bliver tæppebombet på den forblæste sandstrand, så suger fotograferingen os ind i begivenhederne, giver os det store overblik og omringer os samtidig på næsten dokumentarisk vis. Filmfotograf Hoyte Van Hoytema (Interstellar, Spectre, Her) har overgået sig selv denne gang.

Dunkirk er en både rå, klaustrofobisk, intens, beskidt, smuk og realistisk krigsfilm med exceptionelt effektiv klipning, en dramaturgisk udvikling, der sidder lige i øjet, og skuespil i topklasse. En film, der stort set er fri for den patos, der normalt præger krigsfilm – en emotionel oplevelse, som du vil huske, længe efter at rulleteksterne er slut. Seks soleklare stjerner!

Lydsporet (Dolby TrueHD 7.1) er noget af det bedste, vi har hørt. Til tider en overraskende stilfærdig film, hvor hver lille detalje kommer skræmmende detaljeret frem i det komplekse lydbillede, og et fantastisk surround-miks med mængder af dybbas i de heftige actionscener. Trods lidt blege farver imponerer billedkvaliteten også. Det her er 4K på sit bedste!

Det omfattende bonusmateriale giver os hele 16 features, der dækker alt fra de storslåede actionscener til de unikke kameravinkler samt et historisk tilbageblik.