Anmeldelse: Enola Holmes

Der er meget i denne verden, man ikke lige har fået fat i, såsom at mesterdetektiven Sherlock Holmes havde en søster – men det er måske også godt det samme?

Enola Holmes er baseret på Nancy Springers romanserie og spinder videre på Arthur Conan Doyles fascinerende univers. I det Herrens år 1900 – med teknologiske fremskridt i et (stadig) mandsdomineret samfund – møder vi drengepigen Enola (Millie Bobby Brown fra Stanger Things).

 

Enola er lillesøster til den langt mere kendte Sherlock Holmes (Cavill), detektiven fra Baker Street 22B. Hun bor sammen med sin mor (Carter) i et lettere forfaldent herskabshus, hvor moren har lært hende alt, hvad hun kan, og gjort hende både belæst, uafhængig, modig og selvsikker.

Da moren forsvinder sporløst på Enolas 16 års fødselsdag, vender hendes brødre, Sherlock og Mycroft (Clafin), hjem og lægger planer om at indskrive hende på en fin kostskole for at gøre hende mere dannet, “kvindelig” og gifteklar.

Selvfølgelig flygter den selvstændige Enola, fast besluttet på at finde sin mor. Undervejs møder hun på en anden bortløben, den adelige spradebasse Tewkesbury (Partridge), og plottet kører derudad i eksprestogsfart …

Filmens stærkeste kort er uden tvivl den dygtige og charmerende Millie Bobby Brown. Hun har et glimt i øjet, altid en kvik replik parat samt upåklagelig komisk timing. Desværre må hun døje med et manuskript, der er alt for karikeret, indimellem irriterende barnligt, og en rodet dramaturgi.

Den stærke hang til hurtig klipning (nok inspireret af Sherlock Holmes-filmene med Robert Downey Jr.) bliver efterhånden bare irriterende og bremser historien snarere end at drive den fremad. Enolas ældste bror, Mycroft, er så latterligt karikeret, at kun de mindste vil trække på smilebåndene af ham, mens Henry Cavill endnu en gang viser, hvilken begrænset skuespiller han er.

Et større problem er, at filmen ofte falder mellem to stole og ikke helt ved, hvilken genre den skal placere sig i. Er det en film for yngre teenagere, eller skal den nå et mere bredt familiepublikum?

Handlingen bliver noget rodet og repetitiv, og spilletiden er for lang til at holde spændingen ved lige – indimellem tog vi os faktisk i at kede os. Men så er der jo lige Millie B. Hun alene gør filmen værd at se, og den unge frøken Holmes’ eventyr har afgjort potentiale til at blive en spændende detektivserie for et lidt yngre publikum. Tre stjerner.