Ray Breslin (Stallone) er specialist i at sikre fængsler og påtager sig hemmelige missioner med at kontrollere forskellige institutioner ved selv at bryde ud af dem. På sit sidste job bliver han offer for et komplot og havner bag tremmer i et af verdens mest sikre fængsler – som han selv har designet. Hans eneste håb for at slippe ud er at samarbejde med den erfarne og hårdkogte medfange Emil Rottmeyer (Schwarzenegger). Flugten bliver alt andet end let. Især pga. den sadistiske fængselsinspektør Hobbes (Caviezel), der gør deres liv til et helvede.
Mikael Håfström har bl.a. instrueret den vidunderlige svenske film Ondskab i 2003, The Rite i 2011 og har de senere år lavet flere produktioner i USA uden at imponere nævneværdigt. Det gør han heller ikke med Escape Plan. Filmen starter meget lovende med et godt præmis og nogle interessante vendinger, men flader efterhånden ud i klicheer og uopklarede detaljer. Det virker lidt, som om forfatteren havde meget travlt i sidste fase af historien, og filmen ikke er særlig tilfredsstillende. Arnold og Sly har aldrig været gode skuespillere, men de fungerer fint sammen og bliver hjulpet af en dygtig Jim Caviezel. Okay underholdning på en søndag, men ikke spor mindeværdig. Tre stjerner.
Blu-ray-udgivelsen sætter sig heller ikke nogen dybe spor. Det audiovisuelle er rigtig godt og som forventet af en film i denne genre, men der er intet ekstramateriale.
Fakta:
- Release: 1. marts 2014
- Instruktør: Mikael Håfström
- Medvirkende: Sylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger, Jim Caviezel, Vinnie Jones
- Genre: Action
- Land: USA
- År: 2013
- Tid: 01:55 timer