Anmeldelse: Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga

Siden 1957 har vi europæere kunnet glæde os over den årlige musikkonkurrence Eurovision Song Contest, der med sine 64 gennemførte shows er verdens største og mest sejlivede sangkonkurrence.

En konkurrence, der er kendt, elsket og hadet i Europa (og Australien), men fuldstændig ukendt i USA. Derfor er det lidt overraskende, at Netflix med et amerikansk produktionsselskab, en amerikansk instruktør (David Dobkin) og en amerikansk manuskriptforfatter (Will Ferrell) står bag en komedie om den sagnomspundne konkurrence.

 

Bestillingsarbejde?

Filmen er en co-produktion mellem Ferrells eget selskab Gary Sanchez Productions samt Netflix og European Broadcasting Union (EBU), og lanceres belejligt nok det ene år, hvor melodikonkurrencen er blevet aflyst på grund af skældyrspisende kinesere.

Men fortvivl ikke: Hvis du er hardcore fan af det internationale Melodi Grand Prix, som vi kalder det herhjemme, vil du nok trykke denne film til dit bankende hjerte.

Vi havde håbet på halvanden times crazy-komik i en parodi på sangkonkurrencen, som alle ser, og mange elsker at hade. I stedet giver Ferrell og co. os en over to timer lang (-trukken) hyldest til Eurovisionen. Det er der som udgangspunkt ikke noget galt i – det er bare dødirriterende, at filmen er dødkedelig.

Islandske særlinge

Historien begynder det Herrens år 1974, hvor ABBA stryger til tops med landeplagen “Waterloo”. I et noget trist hjem i den forblæste islandske landsby Husavik sidder den unge Lars Erickssong (!) og bliver revet med af iørefaldende svensk popmusik – hvorpå han standhaftig proklamerer, at han vil vinde hele konkurrencen, når han bliver voksen.

Som sagt, så gjort. Lars (Ferrell) har nu en mission i livet, og sammen med sin stumme halvsøster (?), Sigrit (McAdams) vier han sit liv til at vinde Eurovisionen. Problemet er bare, at Lars og hans band stinker. Det er først, da de lancerer det catchy dansebandnummer “Ja ja, ding dong”, at de halvrabiate landsbyboere tager sig en svingom en fugtig lørdag aften på den lokale kro.

Lars er den lokale landsbytosse, som stadig bor sammen med sin far (en gryntende og bitter Pierce Brosnan), og som alle griner af – både foran og bag hans ryg. Alligevel har Sigrit altid stået ved hans side og drømt om, at de en dag skal blive en lykkelig lille familie.

Handlingen foregår i nutidens Island, der underligt nok fremstår som en karikeret 1970’er-udgave af sagaøen. Her møder vi drikfældighed, overtro, indavl og den nyligt overståede finanskrise, der har ramt vikingeøen hårdt. Forudsigeligt og letkøbt, og ikke særlig sjovt.

De første fem-ti minutter, der finder sted i 1974, er vældig underholdende, men derfra er filmen en sørgelig suppe af platte oneliners, forudsigelighed og pinlige jokes på niveau med en middelmådig skolekomedie.

Hvorfor i alverden har de ladet Ferrell skrive manuskriptet selv? Manden har kørt i samme spor de sidste 10-15 år uden antydning af fornyelse eller finesse. At han står bag Anchorman, er svært at fatte i dag.

Usjov komedie

Med Will Ferrell som både hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter forventer vi ikke skarp og satirisk komik, men simpel humor centreret omkring underlivet. Desværre går der en time og et kvarter, før vi første gang trækker på smilebåndet. For en komedie er det vel svært at lykkes mindre …

Filmen er alt for lang, og næsten en tredjedel består af sceneoptrædener, der er lige så outrerede og fårede som de fleste af bidragene til den virkelige Eurovision. Fascinerende nok er de ikke karikerede nok til, at man umiddelbart kan skelne dem fra de ægte bidrag til sangkonkurrencen. Hvad er så det sjove?

Meget sigende har man valgt at “krydre” filmen med et antal virkelige Eurovisions-artister i et imponerende koreograferet sangnummer, der vil glæde fans af sangkonkurrencen, ligesom man har skrevet en masse referencer til Eurovisions-historien ind, som hardcore-entusiaster vil nikke genkendende til.

De få jokes, der er, er platte og forudsigelige, såsom at der ikke findes homoseksuelle i Rusland, og at alle amerikanere er brovtende og uvidende. Det sjoveste af det hele er en lettere sarkastisk Graham Norton, der i bund og grund spiller sig selv.

Den ellers så solide Rachel McAdams falder helt igennem her. Forholdet mellem hende og Ferrell virker spændetrøjeagtigt konstrueret, og hun fremstår nærmest teatralsk. Brosnan er ukomfortabel og mangler komisk timing, mens Mikael Persbrandt glimrer i en alt for lille rolle som kynisk finansmand.

Kopi af virkeligheden

Filmen ligner et rent bestillingsarbejde fra EBU’s PR-afdeling og vil garanteret opnå høje seertal fra Eurovisionens store fanskare. Og heri ligger da også det største problem med komedien Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga.

Filmen er langtfra nogen hysterisk morsom komedie, der ser på konkurrencen med et skævt, ironisk blik, men snarere en regelret kærlighedserklæring til det internationale Melodi Grand Prix og nærmest en kopi af forlægget. Lige præcis sådan noget, som vi kan forestille os Netflix’ algoritmer udklække.

Der er en grund til, at vi holdt op med at se Eurovision, da vi blev voksne. Efter at have spildt over to timer på denne film er vi overbevist om, at vi ikke er gået glip af noget. Én ynkelig stjerne.

Til sidst et lille tip: Traileren antyder, hvad filmen kunne have været, og alle de gode jokes og pointer er med her. Nøjes hellere med at se den!