: Eventyret om Askepot

Det europæiske folkeeventyr om Askepot/Cinderella strækker sig i skriftlig form helt tilbage til 1634. Som den eventyrentusiast han var, var Walt Disney hurtig til at sikre sig filmrettighederne til historien. Faktisk var tegnefilmen Askepot (1950) helt afgørende i at redde selskabet fra skifteretten – og angiveligt en af Walts personlige favoritter.

I den senere tid er Disney begyndt at give nyt liv til deres største animationsklassikere, såsom Alice i Eventyrland (2010) og sidste års Maleficent. Med Eventyret om Askepot – der har den store Shakespeare-instruktør Kenneth Branagh ved roret – får vi et overflødighedshorn af pomp, pragt, farver og pailletter, som yder det oprindelige eventyr fuld retfærdighed, men også giver det mere dybde og substans.

Branagh og manuskriptforfatter Chris Weitz er meget tro mod den originale fortælling og animationsklassikeren fra 1950, men tager sig små, effektive friheder, der uddyber og forstærker historien. De giver os også den tragiske forhistorie om, hvordan Askepot (Lily James fra Downton Abbey) endte som tjenestepige for sin onde stedmor og sine to stedsøstre, og desuden få stedmoren (en strålende kynisk Cate Blanchett) mulighed for at “forklare” sin ondskab.

Samtidig med at filmen går mere i dybden, er den også spækket med forløsende humor og sjove bipersoner; ikke mindst bidrager en fyrig, fræk og sarkastisk Den Gode Fe (Bonham Carter) til et af filmens højdepunkter, sammen med nogle små mus og outrerede firben.

Det lader til, at kostumeafdelingen har fået et ubegrænset budget, for sjældent har vi set mere spektakulære kjoler. Eventyret om Askepot må være alverdens kjolefetichisters våde drøm, hvor ekstasen når sit klimaks, da den yndige Askepot danser med sin prins (Richard Madden fra Game of Thrones) i slottets store balsal, og den ekstravagante eventyrkjole får sin helt egen hovedrolle. Overdrevet og pompøst, javist, men for pokker hvor er det ægte eventyrligt.

Lily James er perfekt som den yndige, lidt naive og altid livsglade Askepot. Sjældent har vi set en person med et mere smittende smil og en mere charmerende udstråling; sød og bestemt, men alt for eftergivende og ivrig efter at gøre alle tilpas – en kontrast, som James får frem på subtil vis. Filmens es i ærmet er dog Cate Blanchett som den ekstremt manipulerende og fuldstændig skruppelløse stedmor. Med nærvær og finesse stjæler hun alle de scener, hun er med i.

Richard Madden som prinsen har fået en lidt ynkelig “statistrolle”, hvor hans primære opgave er at være Askepots Prins Charming; ikke meget at spille på, men han klarer det fint. Hans far, kongen, legemliggøres af en af filmhistoriens største karakterskuespillere, og det er synd, at vi ikke får mere at se af Derek Jacobi. Desuden kan vi glæde os over et skandinavisk islæt, idet Stellan Skarsgård har rollen som playmakeren Storhertugen. De karikerede stedsøstre bliver til gengæld ikke meget mere end komisk staffage.

Vi så elementer af Branaghs hang til ekstravagance i Thor (2011), men dengang havarerede filmen på grund af et elendigt plot og uinteressante personer. I Eventyret om Askepot tager Branagh ekstravagancen til nye højder, mens han holder stram kontrol over en film med meget få dødpunkter og samtidig åbenlyst leger sig igennem den fascinerende historie. Og i forhold til tegnefilmen byder denne udgave på mere næring til os voksne, uden at børnene falder af i svinget.

Når Branagh således kan boltre sig i et klassisk eventyr, har fået blankocheck til kostumer, imponerende special effects (som alle tjener et formål) og utrolige kulisser, og topper det hele med innovativ og frisk fotografering af Haris Zambarloukos, så er resultatet en filmisk underholdningsbombe for store og små.

Jovist er filmen “gammeldags” og fremstiller et forældet kønsrollemønster, hvor kvinden finder sin lykke og succes i livet gennem en vellykket mand – men det er jo sådan, herligt gammeldags, eventyr faktisk er. Egentlig ganske befriende, at man ikke absolut skal tilpasse alle historier til vores “moderne” tid, og i øvrigt var originalhistorien temmelig radikal for sin tid, da prinsen valgte at gifte sig af kærlighed og det med én langt under sin stand.

Det er nok ikke en film, der vil falde i god jord på den yderste venstrefløj eller hos rødstrømpebevægelsen, men uanset om man kan lide plottet eller ej, kan man ikke klandre filmen for, at den tager eventyret alvorligt på dets egne præmisser! Håbløs ungpigeromantik? Det er muligt, men hvem har sagt, at man ikke har lov til at drømme sig væk på det store lærred?

Eventyret om Askepot er drømmemagi på højt plan og præmieres med fem solide eventyrstjerner! Vi er allerede begyndt at glæde os til næste års nyindspilning af Junglebogen.

PS: Se for guds skyld filmen i originalversion!