Anmeldelse: Everest 3D

Journalisten (Kelly) stiller et relevant spørgsmål, for det er ikke nogen søndagstur i parken, klatrerne begiver sig ud på. Det 8.848 meter høje Mount Everest blev første gang besteget i 1953, men de følgende årtier var der kun et fåtal af ekspeditioner, før det i 1990’erne nærmest blev en kommerciel industri.

I 1996 skulle hele 14 ekspeditioner op til toppen i løbet af to uger. En af dem blev ledet af den erfarne Rob Hall (Clarke), og med sig havde han bl.a. den rige texaner Weathers (Brolin), postbuddet Hansen (Hawkes) og den kvindelige japanske klatrer Namba (Mori). Deres partnerhold blev ledet af bohemeklatreren Fischer (Gyllenhaal).

Det er en realistisk og dramaturgisk flot opbygget historie, islandske Baltasar Kormákur (2 Guns) serverer for os. Med sig har han et stjernehold af skuespillere, men tro os, det er bjerget, der her spiller hovedrollen, og med fornem cinematografi af Salvatore Totino udnyttes det mægtige landskab til fulde.

Trods over to timers spilletid kommer vi desværre ikke nok i dybden med hovedpersonerne, men skraber kun i overfladen, og desuden er dele af handlingen for forudsigelig og stereotyp. Men når det er sagt, så er Everest en neglebidende majestætiske thriller med en utrolig spændingsnerve, hvor menneskets kamp mod de enorme naturkræfter er i centrum. Bør absolut ses! Fire stærke stjerner.

Everest er en sjældent god 3D-film, faktisk noget af det bedste, vi har set! Landskabet passer perfekt til det tredimensionelle medie, og filmen har en fantastisk dybde. Hertil kommer, at billedet lysstærkt og knivskarpt. Surround-sporet (Dolby Atmos) er også i referenceklasse – vinden, den knasende is og dialogen sidder alt sammen som støbt. Bonusmaterialet skuffer dog, med kun en ti minutters bag-om-filmen, et kommentarspor og fokus på de faktiske begivenheder.