Anmeldelse: Exit, 2. sæson

En af Norges største seriesucceser er det selveste den norske statskanal, Norsk Rikskringkasting (NRK), der står bag, og så er det ovenikøbet en temmelig kontroversiel serie.

Greed is (still) good!

1. sæson havde premiere i efteråret 2019, og ligesom tidligere er handlingen i fortsættelsen baseret på dybtgående interviews med fire finansfyrster fra Aker Brygge i Oslo, der med glæde har udbredt sig om deres outrerede, umoralske og kyniske livførelse til seriens skabere.

I en slags blanding af Billions og The Wolf of Wall Street møder vi Adam (Simon J. Berger), der elsker kokain, lækre ludere, dyre ure og Porscher; Henrik (Tobias Santelmann), gruppens glade dreng med en plagsom kone og fire mulatbørn; Jeppe (Jon Øigarden), bandens voldelige, men alligevel empatiske Gordon Gekko; og William (Hagen), der hverken kan fordrage sin bipolare kone eller sin patetiske livsstil – hvilket da også fik ham til at stikke et haglgevær i munden og trykke af i 1. sæson.

For at tage den mest åbenlyse konklusion med det samme: Hvis du var begejstret for 1. sæson om dette fucked-up firkløver, så vil 2. sæson garanteret også falde i din smag. Når det er sagt, så tilfører sæsonen desværre ikke meget nyt, hverken om det outrerede miljø, som gulddrengene opererer i, eller deres skamskudte personligheder og følelsesliv.

Laksetip

Som instruktør og manuskriptforfatter Øystein Karlsen har udtalt, så er ca. 70 procent af historien nærmest en dokumentar baseret på, hvad han har fået fortalt af ægte Oslo-alfahanner, mens 30 procent er dramatiseret fiktion. Denne gang er det insiderhandel, der står i centrum for begivenhederne.

Gruppens åbenlyse psykopat, Adam, får et insidertip om et gigantisk opkøb inden for lakseopdrætsbranchen (det er jo Norge) og sætter hele sit netværk og sine partnere i gang for at profitere mest muligt på de ulovlige oplysninger, før købet offentliggøres.

Coronapandemien satte længe en stopper for produktionen af serien, men efter at have fået smitteforebyggelsen på plads stod man med den udfordring, at grænserne var lukket – især fordi meget af handlingen foregår på Manhattan. Overraskende nok nævnes corona et par gange, men pandemien må vi åbenbart have lagt bag os.

Med bluescreen og dele af Oslos nye skyline som stand-in har man løst problemet med rejsebegrænsningerne på overraskende vellykket vis. Her var planen, at universet skulle udvides, både geografisk og selve persongalleriet.

Derfor er det også skuffende, at man har fået så lidt ud af de nye personer, ligesom man har følt en totalt unødvendig trang til at moralisere over disse forkvaklede levemænds livsstil og deres gøren og laden i lovens (mildt sagt) økonomiske gråzoner.

Rolf Lassgård var langt mere interessant som finansboheme på Côte d’Azur, mens Sofia Helen som benhård mægler mangler både pondus og troværdighed, Anders Baasmo Christiansen går fra enfoldig hummerfisker til pengekurer, uden at hans potentiale udnyttes, og Maria Bonnevie er med fordi …?

Moralsk forkert?

Producent Petter Testmann-Koch har forud for premieren udtalt, at 2. sæson er “endnu mere fucked up”, men er det faktisk ikke helt rigtigt.

Hvor legepladsen var mere grænseløs for de fire sociopater i 1. sæson, har Karlsen denne gang givet dem lidt strammere rammer og følt behov for at forklare, både hvordan de opererer, og hvor moralsk forkert det, de gør, er.

Det første betyder, at serien virker lidt banal og på grænsen til belærende (“sådan-fungerer-aktieverdenen-og-insiderhandel”), mens hangen til at kritisere drengerøvenes egocentriske livsførelse virker påtrængende og fremmedgørende, og tager noget af det sjove ud af det hele. Det er jo – ligesom med den totalt umoralske Jordan Belfort i The Wolf of Wall Street – meningen, at vi skal sidde og “heppe” på finansskurkene (omend med en flov smag i munden).

Konerne slår igen

Kvinderne har fået en lidt mere fremtrædende rolle denne gang, men tro os, det er stadig primært mændenes verden.

Især Hermine – igen skræmmende dygtigt skildret af Agnes Kittelsen – får lejlighed til at stråle, idet hun gør sit bedste for at stå på egne ben og bryde alle bånd til Adam. Desværre går alt ikke efter planen, og hun får en brat opvågnen.

Ligesom før er koner og børn mest hule trofæer for de kyniske og notorisk utro mænd, men idet forholdene går i stykker, prøver de forsmåede kvinder at forene deres kræfter. Det giver en interessant kontrast mellem den overfladiske Celine (Wilmann), der er hunderæd for, at børnene nu skal gå rundt i discounttøj, den altfortrængende Tomine (Wanda) og Hermine, der har mere ben i næsen.

Jeppes kone lærer vi aldrig rigtig at kende, men vi får dog en fantastisk scene, hvor han synes, det er en glimrende idé at tage en mandlig stripper med hjem midt om natten for at peppe sexlivet lidt op …

Herligt politisk ukorrekt

I et samfund præget af sociale medier og en diskurs, der alt for ofte tenderer imod politisk korrekthed, hvor gud og hvermand føler sig krænket, er der noget befriende over Karlsens manuskript, som kaster al politisk korrekthed over bord.

Her bliver østeuropæiske håndværkere karakteriseret som “Europas heste, mere muskler end hjerne”; de mange filippinske au pairs er ubegavede brugsgenstande, som ingen undtagen William kan huske navnene på; næsten alle af det “svage” køn betragtes som ludere/brug-og-smid-væk-genstande; og det er helt okay at rejse til Mozambique på trofæjagt, så man kan sømme et løvehoved op på væggen (selv om man kun kommer hjem med en gammel gnu).

Det er netop denne normløshed og finansfyrsternes forestilling om, at de er højt hævet over samfundets love og regler, der skaber den herlige dynamik i serien. De er selv fuldt ud klar over, at de tænker og agerer sådan – og praler endda af det.

Karlsen skriver rigtig godt og lige på kornet om følelsesmæssigt afstumpede kynikere og har også tidligere skrevet forbilledlig ægte og varmt om mellemmenneskelige relationer i TV-serien Dag.

Røvhuller som vi bryder os om

Trods alle deres menneskelige svagheder, mangler og fuldstændig retningsløse moralsk kompas kan vi føle med og have (en vis grad af) empati for firkløveret.

Med undtagelse af psykopaten Adam – “Et kneppeforhold er også et forhold!” – har de en række forsonende menneskelige træk. Jeppe (endnu en stjernepræstation af Jon Øigarden) er en horebuk af rang og bryder regler og love efter forgodtbefindende, men gør alligevel sit bedste for at forsone sine forældre, der har været skilt i årtier.

William (en intens Hagen), der for nylig er vendt tilbage efter et længere ophold på psykiatrisk hospital og i rehab, opfører sig iskoldt og røvhulagtigt over for sin kone, mens han ømt tager vare på familien au pair og forsøger at gøre det rigtige samt få sit liv på ret køl.

Henrik er afgjort den mest kyniske af dem alle, men inderst inde er han bare en lille dreng, der gerne vil blive set og elsket (dog helst af en ukompliceret prostitueret). Desuden har han nu en akut angst for at have fået AIDS og spekulerer på, om livsglæde er noget, man kan få på recept …

Alle livets sorger og problemer druknes i en endeløs strøm af øl og spiritus, kokain (lejlighedsvis serveret af løbske høns!), ludere, Viagra, store gevinster og ekstravagant livsførelse. Eksemplificeret ved den livsløgn, de fortæller sig selv: “Jeg har vundet i lotteriet: Rig hvid mand i verdens rigeste land – det chokerende er, hvor hurtigt man vænner sig til det!”

Det er personernes kompleksitet, der giver serien liv, fascinerer os og trækker os ind i handlingen, og det er her, Karlsen lykkes bedst. Vi tror virkelig på den gode kemi og sammenholdet mellem de fire. Så må vi leve med, at han denne gang føler trang til at rette en moralsk pegefinger mod deres forkvaklede livsstil og ikke giver os en lige så skarp og original historie. Fem svage stjerner.