En af de største seriesucceser nogensinde i Norden er det NRK, Norges svar på DR, der står bag.
Med 2019-lanceringen af dramaserien om det løsslupne luksusliv i Oslos finanselite har NRK og instruktør Øystein Karlsen ramt plet. Exit blev en øjeblikkelig succes.
Nu tager vi hul på den tredje og afsluttende sæson.
Fra det virkelige liv
Skaberne af serien har interviewet en række outrerede playboys om deres nydelsessyge luksusliv og skrevet et dramatiseret manuskript baseret på deres historier. Handlingen er hovedsageligt baseret på virkelige hændelser, som ifølge en artikel i DN (Norges svar på dagbladet Børsen) startede med, at en mellemmand havde klienter, der gerne ville fortælle om deres dobbeltliv.
Baseret på interviews med de fremadstormende finansakrobater har Øystein Karlsen skrevet og instrueret en slags nordisk version af Wall Street, Billions og The Wolf of Wall Street.
Oprindelig var der ikke planlagt mere end én sæson, men succesen gjorde det uundgåeligt at fortsætte serien. 2. sæson (2021) fulgte i samme spor, stadig med høj underholdningsværdi og cigarføring.
Men med den tredje sæson synes serieskaber og instruktør Karlsen at være løbet tør for originale ideer, han kører delvist i tomgang og gentager gamle succesformler.
Opgørets (dystre) time
Da vi sidst forlod drengerøvsslænget var den lettere maniodepressive William (Pål Sverre Hagen) tilsyneladende hoppet i fossen og havde sagt farvel. Tilbage i Oslo kæmper trekløveret Adam (Simon J. Berger), Henrik (Tobias Santelmann) og Jeppe (Jon Øigarden) med deres indre dæmoner, mens de i stigende grad ser sig selv i bakspejlet.
Jeppe bliver mentalt sønderrevet af en døende far, akkompagneret af en iskold mor. I en brutalt stærk scene ser vi Jeppe tage afsked med sit fædrene ophav. Han ønsker nu en frisk start og vil skilles fra sin kone – en del av ‘frigørelsen’ er at gøre konen ‘disponibel’ for hendes tidligere elsker.
Samtidig kæmper Tobias stadig på hjemmebane for at støde sin ekskone (og sin meget uønskede børneflok) fra sig. Livet ser ikke ligefrem lysere ud, da kroniske helbredsproblemer melder deres ankomst. Det viser sig, at alt faktisk ikke kan løses med platinudgaven af American Express.
Den største psykopat af dem alle, Adam, er den af slænget, der mest går til ekstremer i flugten fra et stadigt større tomrum i sjælen – et gabende, skrigende hul, som han desperat forsøger at dulme med hardcore fester og rigelige mængder kokain, sprut og prostituerede. Men selv ikke to tvillingepornoskuespillerinder kan fylde hans mentale tomrum – andre ‘tomrum’ derimod …
Hævn og fornedrelse
Adams mishandlede ekskone, Hermine (Kittelsen), har nu en krystalklar mission i livet: At tjene en formue, få et barn og undervejs gøre Adams liv så surt og miserabelt som muligt. Men bliver hævnen virkelig sød?
Afdøde Williams ekskone lever derimod næsten præcis som før. Hun køber tøj, sko og plastikkirurgi, mens hun trøstedrikker fra morgen til aften. Både hendes sociale status og mentale uro får et ordentligt knæk, da banken lukker adgangen til Williams konti. Ind på banen træder som redningsmænd (?) det absolut herlige makkerpar Beskow (Rolf Lassgård) og hans håndgangne mand (Jesper Christensen).
På Spaniens solkyst lever den sindige, lidt sørgmodige tidligere hummerfisker Pål (Baasmo) det sorgløse liv. Han blev hyret af William til at hvidvaske penge ved hjælp af stråmandsfirmaer. Efter at William er blevet erklæret død, har manden fra fiskeindustrien nu fundet sig godt til rette som superrig og privilegeret.
Det er bare ærgerligt, at karakteren nu er fuldstændig uinteressant, utroværdig og direkte kedelig. Karlsen forsøger her at vise noget om, at magt korrumperer, og rigdom gør blind – men det fungerer simpelthen ikke. Pål får alt for meget spilletid i den sidste sæson.
En anden karakter, der irriterer mere, end han underholder, er den nærmest besatte politiefterforsker Hartmann (Frank Kjosås). Her bliver vi udsat for eklatant utroværdigt politiarbejde. Det er for så vidt interessant nok, hvis man kan købe sig fri af loven, men Karlsen formår desværre ikke at få en god sidehistorie ud af det.
«Green is Good!»
I tidens ånd er kryptovaluta og den ‘grønne omstilling’ i fokus for finansdrengenes eskapader i denne runde, og vi får en aktuel introduktion til de vanvittige tilskud, man kan få fra staten, hvis man bare sørger for at sælge projektet som værende ‘grønt’.
Alt fra vindmølleparker og solceller til batterifabrikker med uklare ejerstrukturer og forbindelser til skattely bliver finansverdenens nye legeplads, det hele finansieret af skatteydernes penge.
Når det er sagt, er drengenes finansielle investeringer i baggrunden i denne sæson, det er hedonismen, der får frit spil, idet kokain, fester, sex og alle tænkelige udskejelser når stadig nye ‘højder’. Det virker næsten, som om Karlsen bevidst har givet chokfaktoren et par ekstra gear for at dække over en tyndere historie end i de foregående sæsoner.
Den underliggende morale synes at være, at penge og økonomisk succes ikke kan købe lykke. Snarere tværtimod, i hvert fald i Jeppe, Henriks, Adams og Williams tilfælde. De stirrer alle fire på hver deres måde ned i en afgrund, mens de på den mest dekadente vis forsøger at flygte fra tomheden.
Under Gordon Gekkos (Wall Street) mantra, “Greed is Good!“, har slænget længe levet deres blaserte, tomme liv. Et liv, hvor livskvalitet måles på antallet millioner på bankkontoen, hvor penge er Gud, og de er ypperstepræsterne. Nu er tiden åbenbart inde til at gøre regnskabet op, men det bliver ikke nødvendigvis mere underholdende med 50 prostituerede og en udsvævende globetrottertilværelse.
Betændt cocktail
I de riges legeland oplever multimillionærerne nu tiltagende mængder malurt i bægeret, og her er deres ‘løsning’ at give den mere gas. Karlsen serverer os en betændt cocktail af grådighed, narcissisme, kynisme og laissez faire-holdning. Stadig lejlighedsvis underholdende, men det bliver for meget en gentagelse af tidligere eskapader.
På det rent tekniske plan er Exit stadig i eliteklassen med superb fotografering, klipning og vidunderligt dekadente kulisser.
Det fremragende soundtrack spiller stadig en vigtig rolle, men lidt for ofte hører vi Tim S. McConnells The Man I Am – til sidst kommer der noget insisterende mørkt over det. Seriens kvaliteter styrkes dog betragteligt af gennemgående bundsolidt og fascinerende skuespil; ikke mindst fra Øigarden, Santelmann og Christensen.
Et mørkt sind, hævn og selvdestruktion kan være underholdende nok i sig selv, men for Exit-slænget er tre sæsoner med indblik i de superriges forkastelige legeplads nok. 4 svage stjerner.
Exit er indtil videre blevet solgt til flere end 50 lande og er superpopulær i Danmark og vores nordiske nabolande.
Sæson 3 har premiere på DR2 1. april.
Anmeldelsen er baseret på samtlige (outrerede) episoder.
Fakta:
- NRK TV
- Release: 2. marts 2023 i Norge – på DR først til juni
- Instruktion: Øystein Karlsen
- Medvirkende: Jon Øigarden, Tobias Santelmann, Simon J. Berger, Pål Sverre Hagen, Agnes Kittelsen, Anders Baasmo, Ine Marie Wilmann, Rolf Lassgård, Jesper Christensen, Frank Kjosås, Lars Berge, Ellen Helinder, Bjørn Skagestad, Maria Bonnevie, Ravdeep S. Bajwa
- Genre: Drama
- Land: Norge
- År: 2023
- Tid: 5 timer
- Karakter: 4
- IMDb
Exit, 1. sæson
Ulvene fra Oslo
Et fascinerende indblik i macho- og røvhulskulturen i den norske finansverdens indercirkler.
Exit, 2. sæson
Mere af det samme – stadig fucked up!
2. sæson af Exit følger i samme fascinerende fodspor som 1. sæson, og det er ikke så tosset.
Jeg savner en forklaring på, hvorfor øigarden har fået ny dansk far i 3, 1?
Vh, Irene