Anmeldelse: Fæstning Norge, sæson 1

I en tid, hvor fascisten, opportunisten og vaccinefornægteren bag The Resolute Desk råber ”America First!”, rusker op i finansverdenen, allierer sig og bygger høje toldmure omkring USA, kommer en norskproduceret serie, hvor den olierige nation Norge sætter sig selv først og (bogstaveligt talt) murer sig inde, mens verden går ad helvede til.

Den amerikanske streaminggigant havde for nylig premiere på den norskproducerede dramaserie Harald og Sonja, som handler om den kærlighedsaffære, der var tæt på at vælte det norske monarki. Nu lancerer streamingtjenesten den originale norske dramaserie Fæstning Norge (”The Fortress”).

I serien stiller skaberne det grundlæggende spørgsmål om, hvad der sker, når sikkerhed pludselig bliver dit største mareridt.

Vi bliver straks transporteret til et dystopisk Norge i 2037, hvor borgerne lever trygt bag en gigantisk, altomfattende mur – indtil en dødelig pandemi bryder ud og sætter hele det utopiske samfund på prøve.

 

For dem af os, der husker coronapandemien (altså dem, der ikke har fortrængt den), var Norge et af de lande, der indførte den strengeste grænsekontrol og endda indsatte militæret ved den ellers fredelige og åbne landegrænse til Sverige. I Fæstning Norge har man strammet skruerne yderligere.

Tolv år ude i fremtiden, bag strengt bevogtede mure og med stort set nul tolerance over for indvandring, lever de rige nordmænd tilsyneladende trygt og godt i deres boble af selvtilstrækkelig tilfredshed.

Enkeltpersoner er måske lidt trætte af at spise opdrættet laks, kylling, kartofler og grøntsager, men i det mindste lever de i en form for konform sikkerhed. Landet styres af den mangeårige statsminister Grieg A. Heyerdahl (Tobias Santelmann, Exit), som støt og roligt styrer det forjættede land gennem krisen.

Som en af de øverste chefer for fødevaresikkerhedsmyndigheden er det den retfærdige Esther Winter (Selome Emnetu), der først slår alarm om et igangværende sygdomsudbrud, ”rødmundethed”, som påvirker den vitale lakseopdrætsindustri.

Folk i branchen har forsøgt at dække over den igangværende pandemi, og myndighederne (i valgkampmodus) frygter kaos og anarki, hvis den underdanige befolkning bliver skræmt af en dødelig epidemi. De beslutter hurtigt at lukke hele Bergen-området ned.

Samtidig forsøger en erfaren britisk biolog at komme ind i landet med sin mand og sine børn. Da familien splittes op, bliver det en kamp på liv og død, og moren må ty til at smugle flygtninge med båd.

Der er mange aktuelle og politisk ladede temaer her.

 

Desværre formår seriens skabere, instruktører (Cecilie Mosli (Snesøsteren) og Mikkel Sandemose) og skuespillere aldrig at skabe et troværdigt miljø for vores antagonister. Det hele føles åbenlyst konstrueret, teatralsk og kunstigt. Ikke mindst lider serien under et svulstigt manuskript (signeret John Kåre Raake, Bølgen) med staccato-dialog.

Når man lytter til flere af Santelmanns taler som statsminister, en ellers usædvanlig solid karakterskuespiller, kan man ikke lade være med at krumme tæer over den konstruerede dialog.

Det virker, som om seriens skabere er mere optaget af at påpege de åbenlyse ”svagheder” og mangler ved dagens norske samfundsmodel end at gøre sig den ulejlighed at etablere en sammenhængende historie med troværdige og interessante karakterer. Det hele er så uelegant og unuanceret. Man kradser bare i overfladen med en masse floskler og selvfølgeligheder, mens den ene person efter den anden træffer uforståelige valg.

Det hjælper heller ikke på historien, at man bevidst har hyret en række engelsktalende skuespillere for at nå ud til et (potentielt) bredere publikum – de føles mere som påtvungne elementer end som en naturlig del.

Premierministerens uelegante opførsel i magtens korridorer er mere til at grine (ufrivilligt) af end til at blive fascineret af. Lidt pinligt.

Fæstning Norge minder om en TV-serie fra 1980’erne med stiv dialog og et persongalleri, der spiller instrueret ”teater” i stedet for naturligt skuespil. Vi troede, at norsk film- og serieproduktion havde lagt dette bag sig. Fotograferingen og klipningen er heller ikke noget at skrive hjem om – hele produktionen føles lidt billig.

Det er en skam, for seriens grundpræmis er faktisk meget fascinerende og til tider brændende aktuel, men her er den spildt.

3 meget svage stjerner til en serie, der kunne have været så meget mere.

Fæstning Norge har streamingpremiere den 18. april. Anmeldelsen er baseret på de første tre (af syv) afsnit.