Anmeldelse: Fenris, 1. sæson

Især HBO Max, men også flere af de andre internationale streaming-aktører, har for nylig signaleret at de vil skære ned på lokalt produceret nordisk indhold. Men hvor de store streamingtjenester gearer ned på nordiske serier, gearer Viaplay faktisk op. Men hvis Viaplay ikke er i stand til at levere bedre indhold, end det er tilfældet med Fenris, så må vi sætte vores lid til, at de amerikanske giganter genovervejer deres nedskæringer.

Serieskaber, manuskriptforfatter og instruktør er Simen Alsvik, der tidligere blandt andet har udsat os for den uhyrligt dårlige teenageblogger-parodi Tina & Bettina: The Movie, men som også har instrueret flere afsnit af solide serier som Lilyhammer og Fallet. Efter at have set Fenris vil vi anbefale Alsvik at fortsætte med at instruere i fremtiden, og overlade manuskriptarbejdet til mere kreativt kompetente folk.

Skyd den fåreædende ulv!

Det er almindeligt kendt, at en intens rovdyrdebat har raset i Norge i flere årtier. En debat, der skærer igennem klassiske konfliktlinjer i modsætningen mellem land- og byområder. Diskursen byder på særligt stejle fronter, hvor ulvemodstanderne håner de uvidende caffé latte-drikkende byfolk, der ikke forstår naturen og landdistrikternes levevilkår.

Med dette som baggrund tager Alsvik & co. os med til det “typiske” norske landskab, her repræsenteret ved den fiktive Østbygda.

Den enlige mor, Emma (Ida E. Broch), arbejder på statens naturbeskyttelseskontor. Hun kom ud af den “lukkede” landsby som ung, fik en god uddannelse og arbejde i Oslo. I hendes hjemby, i de store skove ud mod den svenske grænse, bor stadig hendes svenske far (Magnus Krepper), som jævnligt rapporterer om det lokale ulvekobbels aktiviteter. Da rapporterne pludselig stopper, tager Emma hjem for at undersøge, hvad der er sket.

Enfoldige rednecks

En lokal teenager er forsvundet i skoven, og da han ofte gik lange ture med Emmas far, falder mistanken på ham og – selvfølgelig – ulvene!

I sin hjemby møder hun en bange far, en flok ulve på vildveje og en gruppe vrede og vanvittige rednecks.

Landsbyboerne er så stereotype, at vi undrer os over, om vi ser en komedie i stedet for en dramaserie. Alle er de mandschauvinistiske og vulgært bandende tåber, med usoigneret hår og skæg i 1970’er-stil, og har stort set alle sammen navne som Ørnulf, Knut-Ove eller Børre. Uden undtagelse en flok latterligt éndimensionelle ulvehadere.

Karikeret dialog

Broch var et stort hit som charmerende drilsk og lettere naiv i den romantiske komedieserie Hjem til jul, men i Fenris falder hendes begrænsede evner som skuespiller igennem – godt “hjulpet” af et haltende manuskript.

Dialogen er konsekvent langt ude; til tider infantil og utroværdig. Vi kæmper med at tage Emma alvorligt, også når der indimellem er antydninger af en svær barndom – men uden nogen forklarende forløsning. Hun skal forestille at være en højtuddannet forsker, men fremstår simpel og naiv; det hele topper med småhysterisk overspil.

For at “krydre” historien lidt rigeligt, har Alsvik inkluderet nogle karikerede, cigaretrygende, kvinde-nedladende teenage-lømler som en slags landsbyidioter. De står på gadehjørner eller under broer og kalder alle, der kommer forbi, “Forbandede kusse!”, og morer sig med at chikanere små drenge og skræmme dem med ulven.

Fotografen har valgt konsekvent at filme hele serien fra en art nøglehulsperspektiv, med påtaget “dramatiske” mørke kanter. Det er som om, de på påtrængende vis hele tiden vil have os til, at føle at NU! sker der noget dramatisk.

Laaangt ude på landet…

Og som om det ikke var nok, at indbyggerne fremstilles som jævne og ukomplicerede, i en landsby, der endnu ikke har set et strejf af make-up (eller sæbe), er omgivelserne omkring dem lige så parodi-agtige. Artiklerne til den lokale avis sendes primært til papirudgaven, og indendørs er der panelhelvede overalt. Ikke EN bolig her er blevet renoveret siden 1968; selv på teenageværelserne er der lampetter fra min oldemors tid. Man bliver faktisk næsten overrasket, når en af ​​landsbyidioterne kender ordet “initialer”.

Det, der er så pokkers irriterende, er, at det er fuldt ud muligt at fremstille befolkningen i mere landlige områder som en smule mærkelige og eksotiske, uden at de derved fremstilles som en flok tilbagestående, Trump-elskende neandertalere. Se bare, hvad Coen-brødrene opnåede med Fargo, eller herhjemme med de fantastiske serier Velkommen til Utmark og Post Mortem – Ingen dør på Skarnes.

Forsøget på at presse en troværdig krimi ud af denne suppe, kollapser allerede i de indledende faser. Beslutningen om at rette mistanken mod åbenlys korruption og nepotisme føles anstrengt og søgt. Resultatet er flere, endnu mere enfoldige mennesker, samt en lille og utilstrækkelig antydning af noget der skal forklare forsvindingsmysteriet. Det forventede klimaks smides væk, og slutningen er endnu en skuffelse.

Fortænkt og kedelig

Serien generelt er chokerende søgt og fortænkt, gennemsyret af et galleri af karikerede figurer, plaget af flad dramaturgi, og på trods af den korte spilletid oplever vi ofte, at vi rækker ud efter mobiltelefonen af ren kedsomhed.

Hvordan den sædvanligvis gode Jonas S. Gravli (22 July) har kunnet rode sig ud i dette makværk, er ret uforståeligt. Man kan godt se det logiske i at Viaplay gav grønt lys til ideen dengang, men har streamingtjenesten virkelig ikke en intern kvalitetskontrol, der kan stoppe en togafsporing i tide?

Mini-serien er tilsyneladende tænkt som et skarpt indlæg i ulvedebatten, men forsvaret af ulven falder helt til jorden – ligesom de fleste andre af seriens intentioner.

Når den er bedst, er serien på niveau med en middelmådig norsk påskekrimi fra omkring 1980. Vi er faretruende tæt på at tildele Fenris blot 1 stakkels stjerne, men i sympati med ulven strækker vi os til 2 svage stjerner. Gå i en lang bue uden om!