: Fifty Shades Darker

At hævde, at romansuccesen Fifty Shades of Grey blev godt modtaget af kritikerne, da den blev omplantet til det hvide lærred for to år siden, er noget af en overdrivelse. Publikum strømmede derimod i biografen. Ikke så underligt, da trilogien er en af de mest omtalte filmserier i pressehistorien, for som alle ved: Sex sælger!

Efter den gabende kedsommelige etter – med replikker, der kunne være skrevet af en 12-årig, og langtfra den dampende sex, vi blev lovet – havde vi ikke de store forhåbninger til toeren. Men vi blev positivt overrasket!

Fifty Shades Darker starter kort efter slutningen af Fifty Shades of Grey, hvor forholdet mellem den yndige og naive Anastasia Steele (Johnson) og den dominerende og SM-elskende milliardær Christian Gray (Dornan) kulminerede med, at Anastasia stormede ud af luksuslejligheden i Seattle og forlod ham. Nu har hun fået job på et forlag med en snusket chef og har besluttet, at Gray er et overstået kapitel. Alligevel skal der ikke mere end én middag med kontrolfreaken til, før rouladen kører igen.

Replikkerne er en tand bedre end i etteren, men der er stadig mange dialoger, der lyder kunstigt og konstrueret. Endnu en gang er det Dakota Johnson, der imponerer, mens Jamie Dornan har svært ved at formidle andet end et påtaget og ensformigt “poster boy”-udtryk. Indrømmet, manden har en atletisk skikkelse, men ikke meget mere charme end en træstamme, og derfor er det let at tro, at Anastasia snarere har ladet sig charmere af hans fede tegnebog, heftige lejlighed, yacht og helikopter.

Sexscenerne – og dem er der mange af – er i denne omgang væsentlig mere troværdige og erotiske. Spændingsmoment i Fifty Shades Darker ligger i, at Christian forfølges af en af sine tidligere “undersåtter”. Tydeligvis en løs skrue, der bestemt ikke burde gå bevæbnet omkring, men det bliver – ligesom filmen som helhed – aldrig hverken spændende eller dramatisk. Og titlen er i bedste fald misvisende, for denne film er ikke spor mørkere end den første.

Alt i alt en okay kærlighedshistorie med et lille twist – og en masse nøgenhed. Men plottet er hult, simpelt og forudsigeligt, og der sker skræmmende lidt i løbet af de to timer. Tre stjerner.

Billedkvaliteten er knivskarp og byder på lækker dybde, men er generelt lidt for mørk på 4K-udgivelsen. Lydsporet (DTS: X) er heftigt og detaljeret, men dialogerne har en tendens til at drukne lidt i komplicerede scener med meget lyd. Bonusmaterialet giver os nogle udeladte scener, interviews med instruktør og skuespillere, fokus på maskeradescenen samt et smugkig på den sidste film i trilogien. Det meste meget kort og overfladisk.