En af mest omdiskuterede filmserier i nyere tid har fået sit sidste kapitel. Fifty Shades-trilogien er bestemt ikke så omtalt på grund af sine cineastiske kvaliteter, men alligevel har pressen givet den flere spaltemillimeter, end en pavelig velsignelse af IS ville have fået. Hvorfor? På grund af alle de dampende hede SM-sexscener …
Præcis hvor “dampende hede” de er, vil vi lade ligge; vores fokus er filmens totale mangel på plot og dramaturgisk udvikling. Hvis det er porno forklædt som spillefilm, Fifty Shades Freed forsøger at formidle, så bliver vi faktisk mere overlæsset med overfladisk rigmandsporno end med heftige sexscener.
De nygifte Mr. og Mrs. Grey rejser rundt i glamourøse omgivelser fra Paris over Monaco til Aspen, Colorado. Men disse scener giver os intet andet end postkortreklame for stederne. De er ufattelig overfladiske og kedelige, driver ikke handlingen fremad og er akkompagneret af suggestiv popmusik. Filmen fremstår nærmest som en række usammenhængende musikvideoer, og lige så sjælløs og handlingstom er den da også.
Hele den påtagede handling forsøges spundet omkring Anastasias tidligere chef, der lavede en #MeToo mod hende og endte med at blive fyret. Nu er han så ude efter hævn, og den kække Mr. Grey sørger for sikkerheden.
Endnu en gang ender Anastasia som den svage og forsvarsløse, der ikke kan klare sig i den store verden uden Mr. Gray og hans formaninger og kommandoer – selv hvor længe hun må være ude, er det ham, der bestemmer. Hvorfor nogen har forsøgt at klistre mærkaten “kvindefrigørelse” på dette makværk, går over vores forstand. Ud over at være kedelig byder filmen også på mange direkte dårligt koreograferede scener, ikke mindst slåskampene.
Til sidst kommer der endelig en forløsning, idet hr. “Stenansigt” Grey græder for første gang – mere end antydningsvis kunstigt. Nej, så hellere en vaskeægte hardcore pornofilm, der ikke forsøger at lade, som om den er noget andet, end den er.
Stikordene for Freed er glat, poleret, kunstig og uden evne til at få seerne engageret i karaktererne. Fifty Shades-sagaen har heldigvis slut, og dens svanesang fortjener ikke mere end to usle stjerner.
Billedkvaliteten på 4K-disken er god uden at blæse os bagover, med lidt overkompenseret farvemætning. Lydsporet (DTS-X) leverer varen, men lyder indimellem lidt hult og indelukket. Bonusmaterialet består af en okay bag-om-filmen, en udeladt scene, interviews og en musikvideo.
