: Fifty Shades of Grey

At sex sælger, er der ikke noget nyt i, men i dette tilfælde skammer vi os over publikum. At man kan “narre” så mange millioner (rekord i antal forhåndssolgte billetter) ind at se denne simple, forudsigelige, ulogiske og kedelige film, er til at græmmes over.

Uanset om du har læst bøgerne af E.L. James eller ej (de er solgt i over 100 millioner eksemplarer og oversat til mere end 50 sprog), har du sikkert fanget essensen af Fifty Shades of Grey: Ung, uskyldige studine falder hovedkulds for dominerende rigmand – en følelsesmæssigt afstumpet milliardær, der vil bruge hende som sit private sexlegetøj. Selvfølgelig håber hun, at hun kan “redde” ham. Og ja, både bøgerne og filmen indeholder en god del eksplicitte sexscener.

Anastasia/Ana Steele (Johnson) er den 21-årige ivrige og begavede Seattle-studine, der tilfældigvis må træde til for skoleavisen, da hendes bofælle bliver syg. Opgaven: At interviewe milliardæren Christian Grey (Dornan).

Som man kunne frygte, er Fifty Shades of Gray blevet en banal og fordummende film. En Askepot-historie, hvor den uskyldige pige fra simple kår reddes af en rig prins – som vil give hende pisk. Ana falder umiddelbart for den selvsikre milliardær, men reelt er hun forblændet af hans enorme rigdomme, flotte biler og spektakulære helikopterture.

Ud over det materialistiske er det i hvert fald ubegribeligt, hvorfor hun skulle falde for ham. Han er hverken charmerende, morsom, romantisk eller kærlig. Det eneste, han har at tilbyde, er en vanvittigt fed bankkonto, pisk og buttplug, og at han vil kontrollere hendes liv fra A til Z (alt fra hvad hun spiser og drikker, til hvem hun besøger) – og hvis det ikke er kønsdiskriminerende, så ved vi ikke, hvad der er!

Og glem BDSM i denne sammenhæng, for det er helt frivilligt og gensidigt forhandlet. Hvis ikke filmen lykkes med andet, så lykkes den i hvert fald med at “normalisere” BDSM.

Hvad angår angrebene på filmen og dens såkaldte kvindefjendske budskab fra tossede feminister (findes der andre slags?), så rammer de helt ved siden af. Alt, hvad den uskyldige Ana gør, gør hun 100 procent frivilligt, og jo længere ind i filmen vi kommer, jo mere er det faktisk hende, der styrer Grey. Det eneste, feminister kan angribe Fifty Shades of Grey for, må være, at den fremstiller kvinder som letkøbte ofre, der finder sig i alt, så længe den udkårne er rig og har spenderbukserne på (eller af).

Plottet er meget lidt troværdigt og fuld af ulogiske valg og handlinger. Den grå mus, der reddes af den rige helt, bliver her en mærkelig og usandsynlig historie. Og hvor i alverden er Ana vokset op? Det virker, som om hun kommer fra et lukket bedehusmiljø fra 1930’erne. Hun er jomfru, har ingen idé om, hvad en buttplug er, og rødmer, når der tales om sex. Som en lille, uvidende kylling er hun et let, men særdeles utroværdigt offer for den erfarne BDSM’er Mr. Grey.

Og hvorfor bliver hun pludselig så chokeret og forlader ham, da han giver hende nogle rap i popoen med læderbæltet, når det netop er dét, han har lagt op til, siden de mødtes første gang? De har allerede været sammen i flere måneder og praktiseret relativt rå SM i lang tid.

Filmens højdepunkt (ja, sådan et har den) er uden tvivl “kontraktforhandlingerne” mellem Ana og Grey, hvor hun med bestemt mine stryger både anal fisting og vaginalklemmer. Her lykkes det filmen at få noget forløsende humor ind og tage sig selv lidt uhøjtideligt. Resten af tiden er den ynkeligt selvhøjtidelig, hvilket ikke passer til hverken handlingen eller den klichéfyldte og platte dialog.

Netop dialogen er under al kritik og så banal og pinlig, at skuespillerne må have krummet tæer under optagelserne. Især Jamie Dornan lirer sine replikker staccato-agtigt og kunstigt af, hvilket vel kun afspejler det banale sprog fra bøgerne. Flere gange i løbet af forpremieren blev der småfnist i salen, bl.a. af Mr. Greys: “If I could have you, you wouldn’t be able to walk for a week!” Det ville sikkert fungere i en rigtig pornofilm, men i en “seriøs” film virker det unaturligt og malplaceret.

Det største problem med filmen er dog, at den er hamrende kedelig! Der er overhovedet ingen dramaturgisk udvikling eller nerve, kun en vedvarende flad linje filmen igennem uden hverken spænding eller kritiske vendepunkter. Med et så saftigt materiale er det egentlig imponerende.

Teknisk set er det dog en elegant og strømlinet produktion, hvor ikke mindst foto og klip skal have ros. Dakota Johnson spiller godt og får det bedste ud af de flade replikker, hun har fået tildelt. Dornan er derimod fuldstændig endimensionel og har ét udtryk filmen igennem, og selvfølgelig er den stakkels milliardær plaget af en hård barndom.

Og så er der de meget omtalte sexscener. Sexede? Nah, det hele virker mere påtaget end frækt. Det er meget muligt, at det er “banebrydende” og “historisk” i det puritanske USA, men i Europa fortjener de mange “dristige” sexscener ikke andet end et skuldertræk.

Nej, hvis der ikke skal mere end nogle nøgne (små) kvindebryster og lidt påtaget stønnen til for at trække flere hundrede tusind i biograferne alene i Skandinavien, så står det dårligt til med sexlivet i de små hjem! Fifty Shades of Grey fortjener ikke mere end to stjerner. Men der er selvfølgelig allerede givet grønt lys for ikke bare én, men to opfølgere.

PS: Hvis du leder efter virkelig sexede film, så se hellere en af de langt mere erotiske Betty Blue, 9½ uge, Swimming Pool, Spis mig eller Lust, Caution.