Samtlige dyrebutikker verden over kunne efter biografsuccesen gnide sig i hænder over, at salget af klovnfisk og skildpadder blev mangedoblet; så mange lod sig charmere i sænk af den småforvirrede og bekymrede fiskefars jagt på sin søn Nemo.
Nemos succes – bortset fra at det var en banebrydende film rent teknisk og animationsmæssigt – var, at Pixar lavede en helt igennem cool film med en herlig dialog, som blomstrer af ironi og understatements. En film spækket med kløgtige dialoger, som ofte går langt over hovedet på de mindste, men som også evner at underholde netop dem.
Et glimrende manuskript kombineret med perfekt timet dramaturgi og instruktion af Andrew Stanton og et stjernegalleri af skuespillere (bl.a. Ellen DeGeneres, Willem Dafoe og Geoffrey Rush) gør, at Nemo fortsat holder sig i den øverste ende blandt filmklassikere. Seks strålende stjerner!
Disney/Pixar leverer altid varen med hensyn til lyd- og billedkvalitet, således også denne gang. En fuldstændig fejlfri billedkvalitet med herlige 3D-effekter, som skaber usædvanlig dybde i alle undervandsscenerne og giver fuld valuta for pengene! Bonusmaterialet er okay, men der er alt for lidt; vi savner en fuldstændig bag-om-filmen samt kommentarspor. Vi får bl.a. nogle udeladte scener, interviews og kortfilm og screensavers.
Fakta:
- Release: 6. marts 2013
- Instruktion: Andrew Stanton
- Medvirkende: Alexander Gould, Albert Brooks, Ellen DeGeneres, Willem Dafoe, Allison Janney, Geoffrey Rush
- Genre: Familie
- Land: USA
- År: 2003
- Tid: 1:40 t