TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Anmeldelse: For All Mankind, 1. sæson

Fascinerende kontrafaktisk historietime

Hvad nu hvis det var Sovjetunionen, der først fik sat en mand på Månen?

Af / 19/02/2021 - 12:00
For All Mankind, 1. sæson
Tor Aavatsmark

Kontrafaktisk historieskrivning kan være ret interessant, i hver fald når det gøres på en troværdig og elegant måde. Apple TV+ lykkes langt hen ad vejen med denne ambitiøse serie, der tager et skævt kig på det fascinerende rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen.

 

Apple TV+ er afgjort ikke den streaming-tjeneste, der tilbyder mest originalt indhold, men enkelte af de (få) Apple-serier er rigtig gode, såsom Tehran, Ted Lasso og The Morning Show. I dag fredag lanceres første episode af 2. sæson af For All Mankind, og i den anledning har vi taget et kig på 1. sæson.

Da streaming-tjenesten Disney+ blev lanceret, var The Right Stuff – der handler om den utrolige begyndelse på det amerikanske rumfartseventyr – en af de nye originale serier. For All Mankind handler om samme rumkapløb, men med et særligt twist.

Læs også One small step… Disney genskaber det amerikanske rumeventyrs barnestadie.

I den første episode ser vi JFK love, at USA vil sætte en mand på Månen inden udgangen af årtiet (1960’erne), og her er amerikanerne allerede bagefter Sovjetunionen, der fik skudt Yuri Gagarin ud i verdensrummet som det første menneske. Så ser vi med spænding en sløret TV-tranmission fra månelandingen i 1969 – og får kaffen galt i halsen, idet den første mand på Månen taler russisk!

Annonce
For All Mankind sesong 1 6
(Foto: Apple TV+)

Serieskaber Ronald D. Moore og hans hold af manuskriptforfattere har tydeligvis taget sig nogle historiske friheder. Mange af personerne er virkelige figurer, og serien foregår samtidig med det rigtige rumkapløb, men i For All Mankind er det altså kontrafaktisk historieskrivning, vi får serveret.

Ikke alene lykkedes det russerne at få den første mand på Månen; kort efter at have snydt amerikanerne for sejren gennemfører de endnu en månelanding – denne gang med en kvindelig kosmonaut. Det kan amerikanerne selvfølgelig ikke have siddende på sig, så præsident Nixon beordrer NASA at iværksætte et kvindeligt astronautprogram (helst med en “bikini-babe”).

Efter Nixon er det en Kennedy, der indtager The Resolute Desk – ikke John F., men hans bror Ted, der åbenbart er lige så glad for smukke kvindebekendtskaber.

I denne alternative virkelighed, hvor amerikanerne optrapper krigen i Vietnam og vil dæmme op for kommunismen, er NASA nødt til at spille på hold med Pentagon. Kongressen og Det Hvide Hus har planer om at militarisere rummet og vil etablere en permanent base på Månen så hurtigt som muligt (det vil sige før russerne).

Afgjort et interessant twist på historien, og i modsætning til f.eks. Watchmen holder For All Mankind sig for det meste til vores normale virkelighed, men her har russerne et overtag, der rækker langt ud over rumforskningen.

For All Mankind sesong 1 4
(Foto: Apple TV+)

Hovedpersonen Edward Baldwin spilles af en lige lovlig sammenbidt Joel Kinnaman (House of Cards, Altered Carbon). Han er en tidligere testpilot, der ikke er særlig begejstret for, at mændene nu får konkurrence fra kvinder – hvilket han anser for rent politisk spil for galleri. En holdning, der nok deles af flertallet hos NASA. Men “drengeklubben” må, efterhånden som serien udvikler sig, se sig hensat til at spille andenviolin.

Men et frisk historisk twist kan ikke alene give en god TV-serie; persongalleriet er afgørende, og her svigter serien. De fleste er for endimensionelle og stereotype, og den generelle stemning er lige lovlig halleluja-amerikaniseret. Den kolde krig er iskold, en altudslettende atomkrig truer, og russernes fjendskhed er til at tage og føle på.

Kvinders plads i samfundet bliver også et centralt element i historien, og det er her, vi finder de mest interessante personer. En erfaren, uimponeret pilot, der faktisk var med ved begyndelsen af rumprogrammet, Molly Cobb (Walger), er sammen med rigmandsdatteren Ellen Wilson (Balfour) og den pilotuddannede astronauthustru Tracy Stevens (Sarah Jones, der yder seriens bedste skuespilpræstation) seriens stærkeste kort.

For All Mankind sesong 1 10
(Foto: Apple TV+)

Kvindernes indbyrdes rivalisering og deres kamp for at blive anerkendt som “ægte” astronauter bliver For All Mankinds bærende element.

Sidehistorien om en mexicansk familie, der ulovligt emigrerer til Det Forjættede Land, og hvis datter lader sig inspirere af de kvindelige astronauter, bliver aldrig andet end netop dét – en noget unødvendig sidehistorie, der aldrig rigtig får fat.

Serien ser virkelig flot ud, men ude i rummet og på Månen bliver det faktisk lidt for flot, idet der er et lidt kunstigt studiepræg over mange af scenerne.

For All Mankind, sesong 1_3 For All Mankind, sesong 1_9 For All Mankind, sesong 1_8 For All Mankind, sesong 1_7 For All Mankind, sesong 1_5
<
>
(Foto: Apple TV+)

Serieskaberne får desværre også for lidt ud af den alternative virkelighed, vi befinder os i. Ud over at kvindernes position styrkes, og at synet på homoseksualitet og sortes plads i samfundet udfordres, så bliver der gjort for lidt ud af, at russerne har vundet rumkapløbet, og hvilken indvirkning det ville have på samfundsudviklingen generelt.

Læs også Vi kårer den bedste streaming-tjeneste (for dig) Med lanceringen af Disney+ har streaming-krigen virkelig taget fart, men hvilke af de store streaming-tjenester SKAL du have?

Der er mere spænding knyttet til dramatik i verdensrummet med raketter, der eksploderer, tekniske fejl og strid mellem stormagterne. Og det er synd, for hvis serien havde haft et lidt større og bredere perspektiv, ville det være blevet en meget mere interessant historie.

Sådan som For All Mankind fremstår, er det en solid serie, som i høj grad vil appellere til dem, der er interesseret i rumfart, såvel som i kvinders position i denne maskuline del af samfundslivet. Fire stjerner.

For All Mankind sesong 1 1 scaled 1
(Foto: Apple TV+)
Karakter
For All Mankind, 1. sæson

Fakta:

  • Apple TV+
  • Release: 20. december 2019
  • Instruktion: John Dahl m.fl.
  • Med: Joel Kinnaman, Michael Dorman, Sarah Jones, Jodi Balfour, Shantel VanSanten, Chris Bauer, Krys Marshall, Sonya Walger, Nate Corddry, Wrenn Schmidt
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2019
  • Tid: 10:00 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *