TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Foxcatcher

Blu-ray anmeldelse

Med Foxcatcher befæster Bennett Miller sin position som kvalitetsinstruktør og leverer et sjældent flot og intenst portræt af to bryderbrødre og deres forstyrrede sponsor.

Af / 24/06/2015 - 10:26
Foxcatcher
Lorentz Celo

Filmen er baseret på den sande og utrolige historie om brødrene Mark (Tatum) og Dave (Ruffalo) Schultz, der var centrale i det amerikanske brydermiljøet i 1980’erne, og som begge vandt guldmedaljer ved OL. De er vokset op uden forældre, og mens Dave lever et normalt familieliv, har Mark kun brydningen at leve for. Han er meget ambitiøst, men træner uden sponsormidler i en sportsgren, der aldrig har haft nogen vigtig position i USA, i hvert fald ikke professionelt.

Tingene ændrer sig radikalt, da en af Amerikas rigeste mænd, John du Pont (Carell), kontakter dem og tilbyder fuldt sponsoreret træning for Mark, så han kan vinde det næste mesterskab under Team Foxcatcher. Efterhånden bliver Dave også en del af holdet, men du Ponts patriotisme og excentricitet fører dem alle ind på et ulyksaligt spor med tragiske konsekvenser.

Bennett Miller er berømt for at lave kvalitetsfilm og er for alvor blevet en sværvægter i branchen. Han debuterede i 1998 med dokumentarfilmen The Cruise, en poetisk film om en turguide i New York, før han lavede Capote i 2005 og Moneyball i 2011, hvor henholdsvis Philip Seymour Hoffman og Brad Pitt blev Oscar-nomineret. Hoffman vandt også.

Miller har specialiseret sig i at portrættere interessante figurer fra virkeligheden med stor forståelse og fascinerende betragtninger. Foxcatcher falder også ind under denne kategori og er et projekt, som han har brugt otte år på at realisere. De mange år og det store arbejde, han har lagt i filmen, har bestemt også givet afkast, for det er på alle måder en enestående produktion, som allerede nu må kunne kaldes en moderne klassiker.

Foxcatcher_16

Annonce

Foxcatcher er et dybtgående og foruroligende drama, som på allersmukkeste vis skildrer forskellige menneskeskæbner. Det dvælende tempo og Greig Frasers fantastiske mørke fotoarbejde danner – sammen den flotte filmmusik af Rob Simonsen – en fornem ramme om en nærmest perfekt film. Historien minder om et klassisk græsk drama og er simpel, men samtidig meget kraftfuld. Når man så ovenikøbet ved, at den er sand, får man kuldegysninger langt ned ad ryggen.

Channing Tatum og Mark Ruffalo gør begge en stor indsats i rollerne som brødrene Schultz og fortjener meget ros for deres stærke tilstedeværelse og ikke mindst det både mentalt og fysisk krævende arbejde, der blev udført. Begge skuespillere har fortalt, at de var så udmattede efter hver dags optagelser, at de græd. Ruffalo blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle, og Tatum havde fortjent det samme.

Director Bennett Miller, Mark Ruffalo and Channing Tatum in FOXCATCHER.

Men når alt kommer til alt, er det Steve Carells film. Manden, der mest er kendt som en klovn med gummiansigt, yder sin hidtil største præstation som John du Pont. Han er dyster og nærmest uigenkendelig, og hans fremtoning er både frastødende og fascinerende. Rollen krævede meget af Carell, og det er efterfølgende kommet frem, at han blev afskærmet fra de andre skuespillere mellem optagelserne, og at folk havde svært ved at kapere hans skræmmende udseende.

Carells præstation er beundringsværdig, og en del af æren tilfalder selvfølgelig Bennett Miller, der har formået at få så meget ud af ham. Få instruktører kunne have gjort noget lignende, og den usædvanlige casting er lidt af en sensation. Miller har selv sagt, at han ved, at de fleste komikere har en mørk side – og han havde ret: Carell blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

FOXCATCHER

Miller blev også belønnet med en nominering som bedste instruktør. Han vandt ikke, men fik til gengæld prisen i Cannes, hvor Foxcatcher også blev nomineret til den prestigefyldte Guldpalme for bedste film.

Foxcatcher kræver meget af sit publikum. Filmen har et langsomt tempo og en rollebesætning, som man normalt forbinder med helt andre produktioner. Channing Tatum har da også indrømmet, at det varede længe, før han forstod, hvad Bennett Miller ville med filmen. Det er bestemt ikke noget publikumsfrieri, men hvis man tager sig tid til at nyde det drama, der udspiller sig, får man en stor og rystende oplevelse, som man næppe vil glemme.

Når dette filmår skal opsummeres, bliver det svært at komme uden om Foxcatcher som en oplagt kandidat til årets film. Seks stjerner!

FOXCATCHER FOXCATCHER FOXCATCHER FOXCATCHER FOXCATCHER FOXCATCHER FOXCATCHER FOXCATCHER
<
>

Det er en film, der udmærker sig ved en fantastisk æstetik, og heldigvis er udgivelsen på Blu-ray absolut godkendt. Der er desværre ikke meget ekstramateriale, men i hvert fald en 16 minutters bag-om-filmen med nogle interessante interviews og betragtninger omkring produktionen. Derudover får vi nogle slettede scener. Det er meget sandsynligt, at der kommer en større udgivelse senere, der indeholder mere baggrundsmateriale.

Det tekniske holder en høj standard, og især billedgengivelsen er flot med stærke detaljer og bløde farver, der klæder filmens udtryk. Lydsporet (dts-MA 5.1) er beskedent, men gør, hvad det skal, og formidler især dialog og filmmusik på fremragende vis.

Steve Carell filmografi (udvalgte):
Bruce den almægtige (2003)
Anchorman (2004)
The Office (2005-2013)
The 40 Year Old Virgin (2005)
Little Miss Sunshine (2006)
Du almægtige, Evan (2007)
Min brors kæreste (2007)
Get Smart (2008)
Date Night (2010)
Grusomme mig (2010)
Crazy, Stupid, Love (2011)
The Way Way Back (2013)

Karakter
Foxcatcher

Fakta:

  • Release: 1. juni 2015
  • Instruktion: Bennett Miller
  • Med: Steve Carell, Channing Tatum, Mark Ruffalo, Sienna Miller, Vanessa Redgrave, Anthony Michael Hall
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2014
  • Tid: 02:14 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *