Anmeldelse: Funny Woman, 1. sæson

Den ærkebritiske forfatter – og musiknørd – Nick Hornby er nok mest kendt for sin fortræffelige roman High Fidelity. En kærlighedserklæring til rockmusikken, som i 2000 blev filmatiseret med en glimrende John Cusack i hovedrollen. 

I 2014 udgav han romanen Funny Girl, som manuskriptforfatter M. Banks og instruktør Oliver Parker nu bringer til torvs som Funny Woman på SkyShowtime. En lejlighedsvis underholdende, letbenet, farceagtig komedie. Desværre er den en tand for ujævn og svingende til at fortjene de største superlativer. 

Billedskønne Barbara Parker (Gemma Arterton) er en helt almindelig pige fra arbejderklassen, som (lidt modvilligt) kåres til “Miss Blackpool Belle – 1964”. Efter sexistiske og nedværdigende kommentarer takker hun på podiet nej til sin Miss-titel og vender derefter næsen mod hovedstaden. 

Hendes drøm er noget inden for underholdningsbranchen, og Barbara har helt sikkert et umiskendeligt komisk talent – og hun har ben i næsen. Men hun havner i en udtjent lejlighed, og hun tjener til dagen og vejen som sælger i dameafdelingen i et af byens finere stormagasiner. Efter at hun har indgået et samarbejde med den lurvede manager Debenham (en uigenkendelig Rupert Everett), befinder hun sig pludselig i rollen som “eksotisk” danser i en af byens mere skumle klubber. Men Barbara siger nej til roller, fordi, som hun så humoristisk udtrykker det: “ikke vil have, at alt skal handle om mine patter”.  

Efter mange nedture, slibrige mænd og lange, tårevædede telefonsamtaler med sin far og sine rapkæftede tanter er heldet endelig med hende, og hun lander en hovedrolle i en ny sitcom. Hendes rå, upolerede provinsbyhumor viser sig at være nøglen til seriens succes. Hendes modstander er den egocentriske stjerne Clive (Tom Bateman). 

Funny Woman her meget på hjerte – rigtig meget. Serien er til tider drama, et portræt at de vovede 1960’eres swinging London, til andre tider slapstick-komedie, for derefter at fremstå som samfundsrevser og fremhæve, hvor undertrykte kvinder (især fra provinsen) var dengang. At handlingen ikke ligefrem er uforudsigelig kan tilskrives genren og tilgives seriens ophavsmænd. 

Serien foregår helt klart i 1960’erne, når det gælder atmosfære, kolorit, kønsroller, mode og rekvisitter. Men lidt for ofte virker dialogen og de temaer, der tages op, som om de er direkte hentet fra nutiden. Her kolliderer realiteterne desværre med nogle lidt påtagede ‘gode’ intentioner.  

Arterton (Quantum of Solace) leverer en befriende naturlig komisk præstation og gør det bedste, hun kan med et ujævnt og ofte smerteligt ustabilt manuskript. Desværre får hun ikke megen hjælp fra de relativt flade og stereotype biroller. Og i betragtning af at Barbara er så tilpas intellektuel, bliver hun ofte portrætteret som håbløst naiv og godtroende. 

Sine åbenbare svagheder til trods, premieresæsonen løfter sig mod slutningen, hvor Barbara pludselig genopstår som en britisk version af Midge Maisel. Og så er der musiksporet – et spor som er et overflødighedshorn af klassikere fra tiåret, hvor rocken havde vidunderlige kår og bugnede af originalitet og kreativitet. 

Alt i alt et lidt over gennemsnittet fint tidsfordriv, som til trods for en lidt ‘hængende’, slap midtersektion udstyres med tre stærke stjerner. Vi har store forhåbninger til 2. sæson. 

Funny Woman får premiere på SkyShowtime den 10. februar; her frigives de tre første episoder. Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.