: Fury

De unge amerikanske soldater i tanken “Fury” har, under ledelse af sergenten Don (Pitt), oplevet de fleste af krigens rædsler på deres vej fra Nordafrika op gennem Europa. Nu befinder de sig i frontlinjen i Tyskland hen mod slutningen af Anden Verdenskrig, og både mandskab og maskiner er krigstrætte.

 

https://www.youtube.com/watch?v=-OGvZoIrXpg

 

Hitlers endeligt er nær, og De Allierede skal “kun” indtage nogle håndfulde tyske landsbyer, men med alle mand mobiliseret er modstanden fra den tyske krigsmagt stadig formidabel. Ikke mindst ved hjælp af de enestående Tiger-tanks bider nazisterne sig fast i mudderet i og omkring de tyske landsbyer.

En af mændene på “Fury” bliver dræbt, og rookien Norman (Lerman) klatrer om bord i panservognen. Norman har ingen kamperfaring, kommer direkte fra et skrivebordsjob og er stadig en idealist med troen på det gode i mennesket i behold. Han får en brat og brutal indlæringskurve.

Fury er, når den er bedst, en vanvittigt intens og medrivende krigsfilm, der virkelig ryster dig ud af komfortzonen i vores fredelige og magelige del af verden. Livet i en tank skildres realistisk, brutalt og klaustrofobisk, men samtidig med kammeratlig varme og ironi. På den måde adskiller filmen sig ikke væsentligt fra andre krigsfilm, men går i relativt veltrampede, forudsigelig spor.

Brad Pitt gør, hvad han skal, men er lidt for endimensionel, og det er Sia LaBeouf, der for alvor imponerer og viser et bredt spektrum af følelser, fortvivlelse og vrede.

Filmens to bedste scener er uden tvivl den elegante “tank-ballet” på en tysk mark, hvor fire underlegne amerikanske tanks danser en intens dødsdans med en tysk Tiger-supertank. Flot koreograferet, eksekveret og fotograferet.

Lige inden får vi en total kontrast, da Don og Norman trænger ind i dagligstuen hos to kvinder, efter at De Allierede har indtaget en landsby. Udenfor falder granaterne stadig, og ligstanken ligger som en dyne over byen, mens man indenfor hører dejlig musik, læser avis og spiser god mad. En vellykket modstykke til krigens brutalitet, som snart indhenter vores helte.

Og det med helte er desværre et lidt for fremtrædende træk ved Fury. De fleste af os har set Rambo smide Den Røde Hær ud af Afghanistan ene mand, og hvis ikke holdet i “Fury” selv sørger for Hitlers nederlag, så er det tæt på, da de den sidste halve time af filmen egenhændigt slagter noget nær halvdelen af den tyske hær – usårlige og træfsikre, barrikaderet i deres tank. Det er, så vi næsten hører “The Star Spangled Banner” i baggrunden.

Med dette overdrevne heroiske greb forsvinder noget af filmens brutale realisme også. Men i det store og hele er Fury et intenst, spændende og teknisk meget vellavet krigs-epos. Fire pansrede stjerner.

Lydsporet er et kapitel for sig: Inde i jernmonsteret hører vi krydsilden fra alle ledder og kanter, mens tanken overdænges af projektiler. Når den skyder fra sig, dundrer det så hårdt i subwooferen, at vi må holde fast i sofaen. Og hele tiden er dialogerne krystalklare. Billedkvaliteten skuffer heller ikke, men får ikke topkarakter på grund af en lidt ujævn kvalitet, hvor der især i mørke scener forsvinder for mange detaljer. Ekstramaterialet byder på udeladte og udvidede scener, trailers, minidokumentarer og en rigtig god “instruktørens dagbog”.