Anmeldelse: Game of Thrones, 5. sæson

HBO’s Game of Thrones er tidens mest populære tv-serie, og det er bestemt ikke uden grund. Serien er bygget op omkring den klassiske magtkamp mellem det gode og det onde (hvor mange af personerne er et sted midtimellem), den byder på spektakulære special effects og locations, og den har et bredt og varieret persongalleri, som vi bliver engageret i.

Oven i det hele er serien tilpas nyskabende, ved at både forfatteren bag og manuskriptforfatterne overhovedet ingen skrupler har, når det gælder om at tage livet af populære figurer. Læg hertil en masse smukke, letpåklædte kvinder, hed sex, storslåede kampscener, godt skuespiller, et vanvittigt budget til kostumer og rekvisitter samt god, medrivende dialog – og vi har en vinderserie!

Noget af det mest unikke er dog, at serien har formået at forny sig fra sæson til sæson og ikke kun er gået ad de slagne veje – med en voksende fanskare som resultat. Vi var ude af os selv af begejstring over tredje sæson og lod os også rive med af en rigtig god fjerde sæson.

Så naturligvis var forventningerne skyhøje til femte omgang af serien, der er baseret på den episke romanserie A Song of Ice and Fire af George R.R. Martin. Men efter de første fire episoder sidder vi tilbage med blandede følelser. De personer, vi elsker – og elsker at hade! – er tilbage, og der er skruet yderligere op for special effects, men den store forløsning udebliver. Indtil videre går det meget trægt og vaklende af sted, uden at femte sæson helt finder sin egen retning, og der mangler nerve. Der springes meget mellem steder og personer, og det er tydeligt, at der bygges op til noget større – men har en serie virkelig brug for så lang tid til at komme op i omdrejninger efter fire sæsoner?

Første episode hedder The Wars to Come, og det er nok her, noget af udfordringen for den nye sæson ligger. Efter nedslagtningen sidst i tredje sæson (“The Red Wedding”), udrensningen i toppen af huset Lannister og det afgørende slag mod Muren i fjerde sæson er vi lidt på bar bund igen. Hvilket også afspejles i de mange nye personer, der bliver introduceret i femte sæson.

Daenerys Targaryen (Clarke) kæmper for at finde balancen mellem streng diktator og barmhjertig hersker, og evner ikke at vinde folkets tillid og gunst i Meereen. Et blodigt oprør ulmer, som har potentiale til at knuse hendes magtbase. Oven i det hele har hun nærmest mistet kontrollen over de nu fuldvoksne drager. Men i kulisserne lægger eunukken planer for hende – med Tyrion (Dinklage) som joker.

I Nord overtager Jon Snow (Harrington) ledelsen af Nattevagterne og får et fristende tilbud, der kan ændre hans skæbne for altid, men er han villig til at opgive sit livs løfte? Indtil videre er Tormund Giantsbane (Hivju) kun at regne som statist, mens skæbnen for Mance Rayder, lederen af de vilde, er meget usikker og ligger i hænderne på den retmæssige (?) jerntronearving Stannis Baratheon.

Læs også: Jon Snow er middagsgæsten fra Helvede

Stannis fortsætter sit korstog for magten i Nord og søger nye alliancer. Nye – og meget uventede – alliancer er også noget, Petyr “Littlefinger” Baelish (Gillen) søger for den mere voksne Sansa Stark, mens hendes lillesøster Arya søger visdom og forståelse i Bravos. Heller ikke her får vi en forløsning, kun vage antydninger af, hvad vi har i vente.

I King’s Landing slider farens brutale død på forholdet mellem de “kærlige” søskende Cersei (Headey) og Jaime (Coster-Waldau), idet Cersei bebrejder Jaime, at han hjalp lillebror Tyrion med at flygte og dermed indirekte dræbte deres elskede far. For at råde bod på skaden drager Jaime på et selvmordstogt til Dorne.
På hjemmebane kommer Cersei i direkte konfrontation med den stadig mere selvsikre dronning Margaery, som prøver at sno den unge konge Tommen om sin lillefinger og vende ham mod dronningemoderen. Nu skal det siges, at Cersei ikke er nogen novice udi intriger og magtkampe, og hun allierer sig med lederen (Pryce) af den nyreligiøse sekt The Sparrows for at stække sin magtliderlige svigerdatter.

I Dorne foregår der en intern magtkamp blandt kongefamilien om, hvad de skal gøre som reaktion på prins Oberyns død (han mødte sin overmand i Gregor “The Mountain” Clegane sidst i fjerde sæson). En række nye figurer i huset Martell dukker op, og her kan vi sikkert forvente mange saftige scener, efterhånden som sæsonen skrider frem – tre stærke kvinder, der kan svinge pisken og ved, hvad de vil!

Vi lægger også mærke til, at både Emilia Clarke og Natalie Dormer har fået en klausul ind i deres kontrakt om ikke længere at vise bare bryster. Det er sådan set ikke nogen stor ting, men det bryder med den mere naturlige nøgenhed, der ellers gennemsyrer serien, og det virker påtaget, når de nu forsøger at skjule deres bryster med et lagen.

Desuden har femte sæson fået en lidt større andel af “simpel” komik og humor – et greb, som vi ikke er sikre på passer til serien. Derimod sætter vi stadig umådelig pris på den skarpe og bidende ironi, som den efterhånden ret desillusionerede Tyrion Lannister lirer af sig – en af seriens primære personer, der spilles fremragende af Peter Dinklage.

Først efter tre episode begynder der at komme lidt fart over feltet, og magtkampen eskalerer. Men det er lige lovlig sent efter næsten 40 procent af sæsonen – det er jo ikke ligefrem en ny serie, hvor der er behov for tre-fire episoder til at bygge personer og plot op. Når det er sagt, så er det muligt, at sæsonen under ét ender på et femtal, men så skal der også skrues betydeligt op for tempoet og intrigerne i løbet af de sidste seks episoder – hvilket vi har et stærkt håb om. De første fire episoder ender dog på fire stjerner.

Femte sæson af Game of Thrones har fælles verdenspremiere på HBO og HBO Nordic mandag den 13. april kl. 03:00 (skandinavisk tid).

Læs anmeldelsen af 1. sæson her!

Læs anmeldelsen af 2. sæson her!

Læs anmeldelsen af 3. sæson her!

Læs anmeldelsen af 4. sæson her!