Anmeldelse: Game of Thrones, 8. sæson

I over 70 timer har vi fråset i sex, intriger, beskidte familiehemmeligheder, incest, eksplicit vold, storladne kampscener, sex, smukke kvinder, stærke kvinder, tortur, en sarkastisk dværg, kæmper, sex, levende døde, nøgne bryster, flyvende drager, sex, chokerende handlinger, moralsk forfald, uventede drab og “gale” vildmænd – nævnte vi sex?

Fantasy light – hvor magt korrumperer

I en fordærvet middelalderversion af Storbritannien – men muligvis ikke mere bizar end den absurde Brexit-tilstand, øgruppen i dag befinder sig i – kendt som Westeros har fantasyforfatteren George R.R. Martin spundet sin intrikate romanserie A Song of Ice and Fire omkring de mægtige familiedynastier Stark, Lannister, Targaryen, Baratheon, Greyjoy, Tyrell og Martell, og deres endeløse kamp om den forjættede Jerntrone – og dermed magten over De Syv Kongeriger.

David Benioff, den ene af seriens skabere, har kaldt Game of Thrones en slags Sopranos i middelalderen. Han kunne godt have tilføjet Dollars, for magen til intriger, familiekonflikter, seksuelle eskapader, svig og bedrag skal man lede længe efter!

HBO har formået at gøre fantasy-genren stueren og allemandseje. Game of Thrones har bestemt overnaturlige elementer med både levende døde, hekse og genopstandelse, men i forhold til bøgerne er de overnaturlige elementer mere neddæmpet i TV-serien; fantasy er ikke seriens hovedfokus eller bærende element.

Seriens røde tråd er den klassiske kamp mellem det gode og det onde, men med et elegant twist, hvor de fleste af personerne befinder sig i en meget menneskelig gråzone. I dette samfund er det machiavellisme, der er ledestjernen for de fleste af de skrupelløse hovedpersoner, hvor vi gang på gang får grimme eksempler på, at magt korrumperer – og total magt korrumperer totalt …

Har omdefineret TV-serie-genren

Med denne episke serie har HBO omdefineret, hvad en TV-serie er og kan være, og har dermed også banet vejen for sin primære konkurrent Netflix’ vækst.

Game of Thrones og andre store serier har bidraget til at revolutionere den måde, vi som forbrugere ser serier på, hvor meget vi ser og hvor ofte. Samtidig har de flyttet underholdningsinvestorernes penge fra film og flow-TV til serier, som vi kan streame og forbruge når som helst og hvor som helst.

Mens Hollywood er præget af idétørke og satser på sikre kort som remakes, genoplivning af gamle serier og ikke mindst formelorienterede superhelte, er det inden for TV-serierne, vi finder innovation, nyskabelse og mere kunstnerisk frihed – en frihed, som serieskaberne i dette tilfælde har udnyttet til fulde.

Kompakt afslutning

73 episoder har vi tilbragt med Mother of Dragons, hårdtprøvede Starks og kyniske Lannisters, og serien har tiltrukket en større og mere engageret fanbase end nogen anden TV-serie. En fanbase, der har stærke meninger om, hvordan det hele bør slutte. Dermed stod seriens skabere, David Benioff og D.B. Weiss, over for en næsten umulig opgave før finalesæsonen – og modtagelsen blandt fansene har da også været blandet.

Oprindelig skulle den afsluttende sæson være kommet sidste år, men den blev udskudt, både på grund af manglende sne under optagelserne og på grund af for lidt tid. Hver episode af 8. sæson skal i gennemsnit have kostet ca. 100 millioner kroner – hvis vi stiller uret otte år tilbage, kostede en episode af 1. sæson “kun” 40 millioner. Budgettet er eksploderet, og det kan ses! Visuelt er finalesæsonen noget af det flotteste og mest imponerende, vi nogensinde har set fra en TV-serie.

Alle de foregående syv sæsoner har bygget op til den STORE finalesæson – en sæson, der på mange planer både indfrier og imponerer, men også bærer umiskendeligt præg af, at seriens skabere pludselig har fået travlt med at afslutte serien og binde en ende på de mange løse tråde. Derfor mangler den logiske sammenhæng indimellem.

Sæson 8 indeholder mere end nok handling til at kunne bredes ud over 20 episoder, men alligevel man har valgt at give os en “kompakt” version med kun seks episoder, som dog er betragtelig længere end de normale afsnit. Hvor andre sæsoner har brugt flere episoder på rejsen fra ét sted til et andet – hvilket ikke mindst 5. sæson bar præg af – så haster vi nu mod målet, mens den ene fjende efter den anden dør, og gigantiske, episke slag følger hæsblæsende på rad og række.

Noget uventet og anderledes, ja, men for pokker, hvor er det usandsynlig underholdende med episoder, der er så actionfyldte, at man nærmest glemmer at trække vejret, og special effects, der blæser én fuldstændig bagover. Så har vi det straks sværere med, at der tages lidt for mange genveje i nogle af hovedpersonernes karakterudvikling, som ikke helt hænger sammen eller giver mening.

Smag og behag er som bekendt forskellig, men det er noget nær indiskutabelt, at den sidste sæson er forbandet underholdende og visuelt spektakulær, og bringer flere uventede handlings-twists på banen. Så kan det selvfølgelig diskuteres, om alle de løse tråde får den “optimale” forløsning.

Gamle helte dør

I anden episode af finalesæsonen får vi en lille tvekamp mellem to af de fremmeste skandinaviske “vikinger”, hvor Kristofer Hivju som Tormund Giantsbane får mulighed for at skinne som aldrig før – og én gang for alle slår fast, at nordmænd spiser danskere – i dette tilfælde Nicolaj Coster-Waldau som Jamie Lannister – til morgenmad, når det handler om, hvem der er sejest og mest mandig. Jon Snow (Harrington) er derimod forblændet af sin udkårne og følger hende loyalt.

På den modsatte side af kønskløften er der ikke ligefrem venskab at spore mellem the Lady of Winterfell, Sansa Stark (Turner), og hendes nye dronning, Daenerys Targaryen (Clarke), mens Arya (Williams) er på sin evige, umættelige jagt efter hævn.

Hvis der er én ting, der har defineret serien, så er det Martins herlige – og modige – greb med at slagte sine hovedpersoner. Fra første sæson har han frygtløst dræbt den ene helt (og skurk) efter den anden. Men vi taler også om en serie med et enormt persongalleri, hvor der stadig er nok at tage af, da 8. sæson spidser til.

Uden at røbe for meget af handlingen kan vi godt slå fast, at det bliver svært at stable en efterfølger med samme persongalleri på benene …

Kommer forløsningen?

Hvis det ikke er alt, der stemmer med eller “passer” til Martins bøger: Get a life! Det her er Benioff og Weiss’ fortolkning af romanserien; noget, der involverer kunstnerisk frihed og tilpasning af manuskriptet til et format og en dramaturgi, der passer til en TV-serie.

Selv om den er mørk og dyster med mandefald, så det vil noget, er den afsluttende sæson bestemt ikke uden humor, emotionelt nærvær og gode replikker – ligesom flere vil få knust deres (naive?) illusioner.

Det blodige magtspil om Jerntronen kan heldigvis stadig overraske med uventede twists og nye, fascinerende træk hos hovedpersonerne. Skuespillerne er også vokset med serien – og med opgaven. I denne sæson er vi især imponeret over Emilia Clarkes og Kit Harringtons præstationer.

SPOILER-ADVARSEL!
Hvis du allerede nu gerne vil vide, hvordan det hele ender for alle karaktererne, så læs her!

Kort opsummeret kan vi slå fast, at det er lykkedes Game of Thrones at holde spændingen, personudviklingen og innovationen i handling og plot ved lige gennem otte sæsoner, og det er der ikke mange TV-serier, der kan prale af.

Trods visse svagheder tøver vi ikke med at uddele fem stjerner til det afsluttende, episke kapitel i sagaen. Vemodigt tager vi afsked med Westeros og venter på, at hele serien udsendes i en 4K-samleboks – og på den spion-off-serie, der snart kommer.

Katastrofal teknisk kvalitet

Vi har ofte kritiseret den til tider elendige streaming-kvalitet, som HBO Nordic byder på, men med 8. sæson af Game of Thrones når den et nyt lavpunkt. Både i kontekst og billeder er den afsluttende sæson af denne storslåede serie mørk og dyster, og hvis der er noget, HBO ikke kan håndtere, så er det mørke scener. Læg hertil kaotiske scener med mange aktører i høj fart, og du har opskriften på en forudsigelig katastrofe.

Særlig slemt er det i episode 3, hvor det heftige slag om Winterfell (som overgår Ringenes Herre: De to tårne) står. Her har vi over en times sammenhængende kamphandlinger midt om natten. Hvis du ser denne episode i et rum med lidt dagslys, så forbered dig på billedgrød, artefakter, fravær af detaljer og personer, der er umulige at skelne fra hinanden.

Hvorfor er det sådan? Bare rolig, det har intet med kvaliteten af selve indspilningen at gøre, men skyldes, at HBO Nordic komprimerer materialet så hårdt og dermed kvæler båndhastigheden, at især mørke scener gror sammen til en ubestemmelig grå masse. Hvilket HBO Nordic i øvrigt er blevet kritiseret for siden premieren i 2012, men ikke har gjort noget nævneværdigt for at forbedre. Det bliver ekstra tragisk med en så overdådig serie, propfuld af lækre detaljer.

Desværre er det kun 1. sæson, der er lanceret på 4K UHD Blu-ray, men hvis du køber den, får du en aha-oplevelse i forhold til den streaming-kvalitet, HBO disker op med. Og ikke kun billedmæssigt; du slipper også for det hult klingende lydspor.