Anmeldelse: Gemini Man

I det Herrens år 1991 fik vi “klassikeren” Double Impact, hvor “The Muscles from Brussels”, Jean-Claude Van Damme, spillede begge hovedrollerne. Taglinen var (ikonisk nok) “Double Van Damme”.

Nu kommer den taiwanske instruktør Ang Lee med et tilsvarende twist, idet Will Smith spiller dobbeltrollen som en aldrende 51-årig agent og en yngre, 23-årig udgave af sig selv. Det hele opnået med imponerende CGI-effekter svarende til dem, der blev brugt til at forynge De Niro, Pesci og Pacino i The Irishman.

Henry Brogan (Smith) er verdens definitivt bedste snigskytte. Han arbejder for det amerikanske efterretningsvæsen, men føler efter 72 drab, at det er på tide at gå på pension. Motivationen er væk, tvivlen nager, og han har problemer med nattesøvnen og “spøgelser”. Men hvem var egentlig den mand, han for nylig – på spektakulær vis – skød på et hurtigtog i Belgien?

Da en tidligere partner afslører, at Brogans seneste offer sandsynligvis ikke var den, han troede, begynder han at grave i sagen og får straks alle USA’s hemmelige militære tjenester på nakken. Her er der åbenbart nogen, der er gået uden om de sædvanlige kanaler og ud over sine beføjelser. Klapjagten – og jagten på sandheden – er i gang!

Ang Lee giver os en blanding af Mission: Impossible og Jason Bourne krydret med lækkert koreograferede actionscener, idet Brogan og hans partner, Danny (Winstead), farter rundt fra Belgien over frodige Georgia og pittoreske Cartagena til smukke Budapest. Budgettet er stort og eksplosionerne endnu større, men filmen mangler den følelsesmæssige dimension og tynges af platte og pinlige dialoger.

Smith har tidligere bevist, at han behersker rollen som troværdig actionhelt, gerne med en skæv kommentar ud af mundvigen. I Gemini Man leverer han som sædvanlig solid kvalitet; ikke nyskabende og banebrydende, men han har da også fået en temmelig endimensionel og stereotyp rolle.

Karakterskuespilleren Clive Owen bliver her spist af med en så stereotyp skurkerolle, at vi græmmes på hans vegne. Og hvorfor Mary Elizabeth Winstead egentlig er med i filmen – bortset fra at Smith havde brug for en kvindelig partner – er virkelig ikke godt at sige. Benedict Wong (Marco Polo) har fået den rolle, som Ving Rhames har i Mission: Impossible, og med en passende dosis afvæbnende komik fungerer han helt okay.

Af personerne er den “kunstige” Brogan Junior det største problem. Selv om Smith spiller en klonet version af sig selv, behøver han vel ikke at være en kunstig robot af den grund, men det er sådan, karakteren fremstår: Endimensionel, kold og med ét ansigtsudtryk.

Ang Lee er kendt for sine store historier med masser af menneskelig faktor – bl.a. The Ice Storm, Brokeback Mountain og Pi’s historie – men i Gemini Man har den svulstige Jerry Bruckheimer (producent) nok haft et godt greb i tømmerne, og fokus har været på den tekniske side af filmen og de lækre actionscener, ikke selve historien og det mellemmenneskelige aspekt.

Ærgerligt, for det kunne have været en rigtig god film. Tre stjerner til en temmelig anonym og uengagerende dobbelt dosis Will Smith.

Den imponerende 4K-udgivelse giver os filmen i 60 fps med en skarphed, et detaljeniveau og en dybde, som vi næppe har set magen til. Om man kan lide det smooothe, lidt kunstige billede, som 60 fps giver, er en smagssag, men Gemini Man er afgjort en ny teknisk referencefilm.