Anmeldelse: Generation 56K, 1. sæson

Lige uden for en af Syditaliens smukkeste byer, Napoli, ligger to maleriske øer: Ischia (Angela Merkels foretrukne feriested, hvor undertegnede også tilbragte sin bryllupsrejse) og – lidt tættere på fastlandet – Procida.

I dette sorgløse øsamfund møder vi drengene Daniel, Sandro og Luca i 1990’erne. I skyggen af millionbyen Napoli vokser de op på klassisk italiensk vis, omgivet af storfamilie, venner, kirke, pasta og traditionelle familieværdier – men så får Daniels far pludselig, som en af de første på Procida, internet derhjemme …

 

En ny verden åbner sig, og nu kan vennerne pludselig konkurrere med skolens bølle om at tilbyde hormonplagede teenagere porno fra den store verden, downloadet via et hacket internetmodem med (meget moderate) 56 kbit/s.

Det er et fuldstændig ubetaleligt øjeblik, da de 14-årige med øjne så store som tekopper downloader billeder af barmfagre Playboy-bunnies – her skrives der internethistorie, og verden bliver aldrig den samme igen.

Pornoen sælger drengene fra skriftestolen under lørdagsprædiken i den lokale kirke, og det bliver en meget indbringende forretning.

Som voksne holder de tre stadig sammen, idet de alle er flyttet til Napoli og arbejder med udvikling af apps i en større IT-virksomhed. De er nu i midten af trediverne, men stadig umodne “drengemænd”, som bruger fritiden på computerspil og dating-apps.

Sandro (Balsamo) er gift, supernørden Luca (Colucci) er så godt som stadig jomfru, mens Daniel (Spagnoletti) har det svært med forpligtende forhold. Så møder han en ukendt drømmekvinde, der viser sig at være barndomskæresten Matilda (Cappelli), som i sin tid forsvandt ud i den blå luft.

Generation 56K kan ses som en slags blanding af nørderne i tech-serien Silicon Valley og den efterhånden forældede Friends – bare meget mere charmerende og autentisk.

Jo, nogle af personerne er stereotype, og handlingen er delvis forudsigelig – vi taler trods alt om en romantisk serie, men den er langt mere autentisk, troværdig og genuint charmerende end sine glatpolerede amerikanske modstykker. Desuden spiller landet, kulturen og den italienske idyl en stor rolle i serien. Det er, så man næsten hører Dean Martins fløjlsstemme synge den klassiske “In Napoli”:

In Napoli beside the sea
It happened on a night like this
In Napoli our hearts were free
And we surrendered to a kiss

 

Den lille genistreg fra skaberne af Generation 56K er, hvordan de fortæller historien dels fra mænd i midten af tredivernes perspektiv, dels fra de samme umodne teenage-hormonbombers. Det giver historien mere dybde, samtidig med at vi, der voksede op i 1990’erne, i internettets spæde barndom, får masser af nostalgiske referencepunkter serveret.

Kemien mellem Daniel og Matilda slår gnister, mens birollerne er mere forudsigelige og flade. Det er dog de unge 1998-skuespillere, der løber med “charmeprisen”, og især unge Daniel og Matilda giver fornemme fortolkninger af usikre, søgende teenagere.

Den midterste del halter lidt, og især den episode, hvor Matilda genforenes med sin far, virker langtrukken og ude af trit med seriens ufarlige feelgood-stemning, men det er småting.

Generation 56K vil lyse op på en mørk sensommeraften og få dig til at drømme om Middelhavet, pizza, smørtenorer, ungdomskærester og den helt særlige atmosfære i Støvlelandet. Fem stjerner.