Anmeldelse: Gladiator II

Storslåede, historisk episke actiondramaer som Ben-Hur, Spartacus og Cleopatra blev anset som noget der hørte fortiden til, selveste Hollywoods guldalder. Men i 2000 besluttede en af vor tids mest markante visuelle instruktører, Sir Ridley Scott (Alien), at vække genren til live igen.

Med australske Russell Crowe i titelrollen, fremragende special effects, et engagerende manuskript og et dybt fascinerende persongalleri begejstrede filmen både publikum og kritikere. Den dyre film høstede priser (bl.a. 5 Oscars) og solgte biografbilletter som varmt brød. Det mest bemærkelsesværdige er faktisk, at der ikke har været en efterfølger før nu.

Det skal siges, at Scott ikke har siddet på sin skattekiste siden 2000 og været tilfreds med sine tidligere filmpræstationer. I løbet af de sidste 24 år har den produktive instruktør instrueret imponerende 25 film – i slutningen af november fylder briten 87 år!

Mange hævder med rette, at nutidens Hollywood primært koncentrerer sig om genbrug af gamle klassikere samt den evige ”gentagelse” af sikre generiske superheltefilm. Og mange af de film, der lever af gamle klassikere, er masseproduceret affald, der forringer originalen. Sådan er det ikke med Gladiator II. Ligesom med Top Gun: Maverick formår den at ære den oprindelige film, samtidig med at den tilføjer noget nyt til historien og uddyber plottet og hovedpersonerne.

På tidslinjen befinder vi os ca. 20 år efter handlingen i Gladiator. Romerriget regeres af de dekadente, magtsyge og korrupte tvillingkejsere Geta (Joseph Quinn) og Caracalla (Fred Hechinger). De skandaløse kejsere regerede romerne i årene 209-211.

Historien gentager sig

Kejser Aurelius’ datter Lucilla (Connie Nielsen) befinder sig stadig i magtens centrum i den romerske hovedstad, men hendes vinger er blevet klippet og hun er underlagt tvillingernes vilkårlige nåde. Hendes tidligere forhold til general Maximus (Russell Crowe) gav dem den uægte søn Lucius, som hun umiddelbart efter Maximus’ brutale død sendte til udlandet for at redde ham fra et politisk attentat begået af hans onkel Commodus.

Nu er han en mand midt i trediverne, går under navnet ”Hanno” (Paul Mescal, All of Us Strangers) og bor i den nordafrikanske bystat Numidia (i dag Algeriet) sammen med sin dejlige kone Arishat.

Her forestiller han sig en fredelig og velstående fremtid, indtil halvdelen af den romerske hær under ledelse af general Acacius (Pedro Pascal, The Last of Us) pludselig angriber kystbyen – de dræber hans kone og tager ham som krigsfange. Og tilbage til Colosseum går det …

Scott og manuskriptforfatter David Scarpa fletter problemfrit de to films fortællinger sammen. Mange af karaktererne fra den første film, især Connie Nielsen, gentager deres roller, og filmens centrale tema er igen centreret om, hvordan en knækket mand kan sætte sig op mod det enorme romerske imperium og (forhåbentlig) ændre dets korrumperende kurs.

Og med et endnu større budget samt forbedrede special effects genskaber Scott & Co det fascinerende Rom i al sin storslåede pragt, alt sammen lækkert krydret med de mest spektakulære kampscener i datidens største underholdningsarena i verden – Colosseum.

Episk!

Fra åbningsscenens voldsomme søslag, hvor hele den romerske flåde angriber Numidias fæstningsmure, til den ene gladiatorkamp mere betagende end den anden, tager Scott os med på en actionfyldt rejse gennem romernes voldshungrende hovedstad.

Alt sammen elegant og kynisk orkestreret af ”edderkoppen” Macrinus (Denzel Washington). Som byens førende ”cirkusdirektør” for gladiatorkampe har han magtfulde venner og allierede i byens magtelite. Mennesker med divergerende interessekonflikter, som han på legende vis spiller ud mod hinanden.

Ligesom med Oliver Reeds farverige karakter i Gladiator erkender Macrinus straks, at Hanno/Lucius besidder nogle unikke kvaliteter. Han har ikke kun styrken, men også det ukuelige mod, evnen til at underholde og et blændende raseri, der gør ham til en kraft, man skal regne med i den barske arena. Han er skabt til at give masserne cirkus.

Men inderst inde er Lucius mest præget af ligegyldighed og depression. Efter at have mistet en elsket og berøvet de familiære bånd, der bandt ham til Rom, er han nu desillusioneret og udstråler en ”gi’r fanden i” mentalitet. Med Roms politiske fremtid i spil igen og hans mor som en nøglespiller er spørgsmålet, om hans livsglæde kan genfindes.

Scott er en meget visuel instruktør, og her skaber han smuk magi på det store lærred. Med brutale kampscener som baggrund slipper han alle hæmninger og genskaber de mest dramatiske slag, der har fundet sted inden for Colosseums enorme stenmure.

Og denne gang er det ikke kun løver og heste, der får lov til at danse med gladiatorerne, nej, i efterfølgeren har Scott fundet plads til vrede bavianer såvel som næsehorn og endda hajer (hvor historisk korrekte hajerne er, er dog omstridt blandt de lærde). Filmens to en halv time flyver af sted.

Et fascinerende persongalleri

Men en film bliver ikke god udelukkende på grund af fremragende kampscener; hvis vi skal kunne engagere os følelsesmæssigt, skal vi have serveret interessante karakterer, som vi holder af.

Nu er Lucius ikke helt på niveau med Crowes unikke karakter i den oprindelige film, han var en simpel mand af folket, der havde tjent Romerriget og derefter uretfærdigt var blevet frataget alt og alle, og som i sidste ende kun kæmpede for sin værdighed (og håbet om politisk omvæltning); men Lucius bliver også en enmandshær, der kæmper mod magthaverne – en mand, det er let at engagere sig i og holde med.

Mescal giver en bundsolid fortolkning af den forsmåede prins, men lige så interessant er den komplekse Acacius, hvor Pascal fuldt ud demonstrerer karakterskuespilleren i ham. Men Scott har denne gang givet den saftigste rolle til Washington, som her stråler som den gennemkyniske og djævelsk udspekulerede magtspiller, hvis livsmotto er, at målet helliger alle midler.

Blockbuster!

Med Gladiator II har Scott givet verdens sultende biografdistributører præcis det, de skriger efter efter Covid. En episk, visuelt overlegen film med en række stjerneskuespillere og et plot, der vil appellere til et meget bredt publikum.

Vi spår, at den kommer til at ligge i toppen af årets mest sete biograffilm – og det er bestemt velfortjent. For Scott byder ikke bare på ”brød og cirkus” med en publikumsvenlig popcornfilm, men har komponeret et storslået action-epos, der gør sin klassiker af en originalfilm fuld ære.

Scott og manuskriptforfatterne burde dog have investeret lidt mere tid i de subtile magtpolitiske intriger, der udspiller sig bag kulisserne; det ville have givet historien endnu mere dybde og understøttet dramaturgien. Filmen ville også have haft gavn af at give mere skærmtid til både Pascal og Nielsen. Især Nielsen er historiens følelsesmæssige anker.

Efterfølgeren er ikke helt på højde med Gladiator, som trods alt bød på en mere kompleks og overbevisende historie, men bestemt en værdig efterfølger, der viser, hvorfor Scott stadig får grønt lys og næsten kan bestemme budgettet for sine filmprojekter. 5 stjerner til de uforlignelige, sværdsvingende sandalkrigere.

Gladiator II havde premiere i biograferne den 15. november og forventes at få premiere på SkyShowtime i foråret næste år.