anmeldelse: Glass

En af vor tids mest ujævne instruktører, M. Night Shyamalan, forsøger at genskabe thriller-magien og den sitrende spænding fra klassikeren Unbreakable (2000). Men vi må skuffet konstatere, at her næsten 20 år senere har Shyamalan mistet grebet og er fanget af sine egne formelbegrænsninger.

I Unbreakable fik vi lag for lag afdækket, at den helt almindelige mand David Dunn (Willis) var “uknuselig” og næsten lige så stærk som Hulk. Hans nemesis og mesterhjernen bag var den skrupskøre tegnserienørd Mr. Glass (Jackson). Mr. Glass blev uventet trukket frem igen i Shyamalans Split med James McAvoy i den skizofrene hovedrolle, og i Glass samles det farverige trekløver så, men resultatet slår ikke ligefrem gnister.

Shyamalan forsøger at genskabe tonen fra Unbreakable, men roder det hele sammen til en usammenhængende suppe, hvor en uinteressant og anmassende McAvoy på speed desværre stjæler showet, og historien er så søgt og fuld af plothuller, at en elev fra et filmhold på en folkeskole ville rødme. Man forsøger sig med “kreative” billedvinkler for at skabe intensitet og klaustrofobi, men det ender bare med at se billigt og uprofessionelt ud.

Willis og Jackson får for lidt skærmtid, men når de endelig får lejlighed til at stråle, så gør de det til gengæld og redder filmen fra det totale havari. Især ville vi gerne have set mere af Mr. Glass og hans galskab for fuld udblæsning.

Glass mangler nerve og dramaturgi, og er i lange passager overraskende kedelig; når instruktøren så tvinger sig selv til at komme med en overrumplende slutning, virker det hele bare som spildte chancer. Tre tegneseriehæftetynde stjerner til dette konstruerede sammensurium af en film. Er der ikke nogen, der kan skaffe Shyamalan en opvakt producent til at lave et “final cut”?

Både lyd- (Dolby Atmos) og billedkvaliteten fortjener topkarakter, mens bonusmaterialet består af nogle udeladte scener samt en række korte features.