: Gods of Egypt

I det gamle Egypten syntes guderne åbenbart, at landet var så fristende, at de bosatte sig der for samtidig at herske over menneskene.

De to gudebrødre Osiris (Brown) og Set (Butler) hersker over henholdsvis byerne og den golde ørken i Egypten. Da Osiris vil overdrage magten til sin playboy af en søn, Horus (Nikolaj Coster-Waldau, Game of Thrones), kommer den brovtende Set ind og ødelægger festen, dræber sin bror og blinder sin nevø. Hvem kan nu redde Egypten? Jo, det kan såmænd Disneys Aladdin – eller Bek (Thwaites), som han retteligen hedder her.

Mens hele Egypten går en dyster fremtid i møde, og Horus drukner sine sorger i vin, er det Bek og hans Prinsesse Jasmin-agtige kæreste Zaya (Eaton) – med samt hendes to meget fremtrædende attributter – der må redde dagen, guderne og hele verden. Og nu, hvor plottet er etableret, går det stejlt ned ad bakke for både film, skuespil og dramaturgi.

Manuskriptet er en forfærdelig suppe af pompøse floskler og lejlighedsvise forsøg på humor, hvor filmen stræber efter at finde en balance mellem “alvorlig” actionfilm og komedie. Den ender med at være ingen af delene, og skuespillerne kæmper for at fremsige den ene mere håbløse replik end den anden.

Noget af problemet kan ganske vist tilskrives dårlig skuespil. Ikke mindst Gerard Butler er en brovtende parodi på sig selv, og Courtney Eaton lyder, som om hun blev færdig på teaterskolen, dagen før optagelserne begyndte. Hvad der har lokket den ellers dygtige Nikolaj Coster-Waldau om bord på denne katastrofe, vides ikke, men vi gætter på en stor, fed check.

Det hele bliver et pornoficeret orgie af dårlige special effects (især er greenscreen-scenerne horribelt ringe), plasticagtige kulisse, Iron Man-lignende guder i kamp, hjernedøde replikker, en usammenhængende og rodet handling samt overlæssede actionscener, der mest af alt ligner noget fra et dårligt computerspil.

Læg hertil, at dem, der har skrevet musikken, har fået besked på at give den alt, hvad remmer og tøj kan holde, så alt og alle skal overdøve hinanden, og vi får over to timers anmassende l*rtefilm, der hverken underholder eller overrasker – kun irriterer. Én ussel stjerne til dette makværk!

Lydsporet lider af overkill, hvor alt sovses sammen, men teknisk set holder det mål. Billedkvaliteten er god, men mange af greenscreen-scenerne fremstår for bløde. Bonusmateriale byder på syv minidokumentarer om alt fra skuespillere over special effects til optagelserne i Australien.