Anmeldelse: Goliath, 3. sæson

Billy Bob Thornton er tilbage i sin glansrolle som Billy McBride, L.A.s førende “giv-fanden-i-alting”-advokat, og skal igen løse en “uløselig” sag i en slags Davids kamp mod Goliat.

Farverigt persongalleri

Et af kendetegnene ved serien har været dens særegne persongalleri med McBrides tidligere partner, nu nemesis Donald Cooperman (Hurt) som den mest farverige af alle. 3. sæson byder på et mindst lige så særpræget persongalleri som de foregående sæsoner (måske lidt for outreret), hvor der endda er gjort plads til en lille birolle til Cooperman.

Sherilyn Fenn (der fik sit store gennembrud i Twin Peaks) er med som Billys gamle flamme. Fascinerende nok, for i 3. sæson er store dele af persongalleriet som taget ud af den særprægede TV-serie fra 1990’erne.

Nina Arianda gentager rollen som Billys noget vimsede partner, Patty Solis-Papagian, og også Brittany Gold er tilbage, men 3. sæson domineres af nye skud på stammen, bl.a. søskendeparret Wade (Quaid) og Diana Blackwood (Brenneman).

I Central Valleys ørkenlandskab driver de en af landets største mandelplantager, en produktion, der kræver enorme mængder af vand. Det harmonerer dårligt med tørke og tørstige naboer, men Blackwood og hans kumpaner ved råd …

Politisk brod

Goliath har altid haft politisk brod med sin fremragende eliteadvokat fuld af menneskelige karakterbrister, som slås for dem nederst på rangstigen. Det er den lille mands kamp mod de herskende kapitalkræfter, der tænder McBride. En kamp, som han – efter at have skudt papegøjen i 2. sæson – gerne tager gratis. 3. sæson er dog en tand mere politisk og aktuel end de foregående sæsoner.

Efter flere års ekstrem tørke er grundvand det nye guld i Californien, og kampen står om, hvem der skal kontrollere det, og dermed også hvem der skal prioriteres, når hver en dråbe tæller: Det industrielle landbrug eller almindelige mennesker?

Blackwood har sikret sig magten. Han er en af de største jordejere og sidder samtidig i den styrelse, der forvalter vandressourcerne. Da Bobbi (Fenn) forsvinder i et synkehul skabt af Blackwoods vandboringer, søger hendes enkemand juridisk rådgivning hos McBride om, hvorvidt han kan sagsøge nogen – retfærdigheden må ske fyldest!

Billy opsøger Blackwood og hans “smarte” kumpaner, hvis arnested er et nedslidt kasino ude i ørkenen, drevet af den indfødte heksedoktor Littlecrow (Green). Han støder hurtigt på korruption, magtmisbrug, mord og et herligt rodsammen af kapitalister, bureaukrater og toppolitikere.

Lunter af sted

3. sæson starter usædvanlig adstadigt og forbløffende kedeligt. De første tre episoder har nogenlunde samme puls som et tre dage gammelt lig – og en tilsvarende dramaturgisk udvikling. Det er, som om Goliath er blevet endnu en metervare-krimi fra Amerikas grimmeste by. Men så sker der noget …

Plottet udvikler sig, McBride går hårdere til flasken og andre centralstimulerende midler, han får flere åndelige rejser, skurkegalleriet bliver stadig mere outreret, og selveste Cooperman gør igen sin entré. Det er, så vi næsten råber “Halleluja!”, men også kun næsten.

Thornton er perfekt castet som den fordrukne, udkørte advokat, der driver butikken fra et snusket motel og tilbringer alle aftener på en barstol. Serien er centreret omkring McBride, hans gøren og laden, og ikke mindst hans personlige dæmoner, som nærmest står i kø, og selvmedlidenheden er aldrig langt væk. En kliché, javist, men forbandet godt gennemført, charmerende og underholdende. Her matches han godt af den joviale milliardær Wade; en rolle, der klæder den jordnære Dennis Quaid som hånd i handske.

Wade er en ærkekynisk kapitalist, der har som mantra, at målet altid helliger midlet, og simpelthen elsker at færdes i lovens gråzone. En sympatisk og – endnu vigtigere – troværdig karakter. Så har vi langt mindre sans for Amy Brenneman som hans psykotiske (?) søster; hendes motiver er uforståelige og virker indimellem fuldstændig latterlige. Det hjælper heller ikke, at hun har to mørkhudede adoptivbørn, der fremstår som ren Gøg & Gokke.

Hallucinerende

Graham Green står for seriens tilførsel af hallucinerende stoffer, som han deler ud i rigelige mængder. Indimellem morsomt, men i længden bliver det overdrevet og skygger for dramatikken.

I første halvdel af sæsonen er det ravnen (Littlecrow?), der står for mystikken, men pludselig er den ikke længere central. Hvilket desværre er kendetegnende for 3. sæson: Den virker ufærdig, lidt retningsløs og ofte usammenhængende. For meget af tiden går med unødvendigt vås og personer, der ikke driver historien fremad.

Goliath er stadig et frisk pust i seriejunglen, og Billy Bob Thornton er seriens stærkeste kort. Men hvis den skal have gang på jord, har den brug for strammere instruktion, bedre dramaturgi og et friskere og mere spændende plot, end denne sæson byder på. Fire svage stjerner.