Anmeldelse: Gone Girl

Gone Girl er baseret på en bestseller af Gillian Flynn, som også har skrevet filmens manuskript. Den er af visse forskruede feminister blevet beskyldt for at være kvindefjendsk, hvilket vi ikke kan forstå. Politisk ukorrekt er en mere rammende beskrivelse af denne smarte og overraskende thriller.

I en amerikansk lilleby fremstår tilflytterne Nick (Affleck) og Amy (Pike) som det perfekte par. Begge er unge og smukke, de bor en stor villa i den rigtige del af byen, hun har en succesfuld karriere som forfatter, og han driver sit eget værtshus. Vi bliver introduceret for parret, da de forelsker sig i hinanden og overvælder hinanden med gaver, kærtegn, opmærksomhed og masser af sex.

Men som det ofte er tilfældet, er livet bag facaden ikke helt så glansfuldt, og Nicks tilværelse styrter i grus, da Amy forsvinder – endda på deres femårs bryllupsdag. Politiet finder blod og spor efter kamp, og fatter hurtigt mistanke om, at Nick står bag hendes forsvinden. Eller drab …

Et enormt mediecirkus folder sig ud og slår sine ubønhørlige kløer i Nick, og da politiet stadig finder nye spor, der peger på ham som gerningsmand, ser det ud til, at hans liv er forbi. Til sidst er det kun hans søster, der tror på hans uskyld.

Men hvad skete der egentlig med Amy? Hendes mystiske forsvinden afdækkes trinvis i løbet af filmen, så spændingen holdes ved lige. Og tingene er slet ikke, som de ser ud …

Instruktionen står vores ubestridte yndlingsinstruktør, David Fincher, for. Med film som The Social Network, Zodiac, Benjamin Button, Fight Club og Seven på cv’et vi ved, at han altid leverer kvalitet – således også denne gang. Billede, klip, locations og dramaturgi er alt sammen upåklageligt, og vi har aldrig set den tidligere Bond-pige Rosamund Pike bedre. Ben Affleck – der de senere år mere har markeret sig som instruktør end som skuespiller – gør også en solid indsats som den forvirrede ægtemand, men vi foretrækker ham som instruktør.

Filmen og dens manuskript er både intrikat og begavet, men også lidt for smart og søgt, og alle de “utrolige” drejninger slider på troværdigheden. Især har vi problemer med Neil Patrick Harris’ lidet troværdige rolle og den utilfredsstillende løsning på mysteriet.

Alt i alt en veldrejet og sexet thriller, der (på uhøjtidelig vis) problematiserer hverdagens ægteskabelige romantik, men kammer over i satire og desværre bliver lidt for smart. Fire stjerner.

Blu-ray’en har forbilledlig, krystalklar billedkvalitet og et bomstærkt lydspor (dts-MA 7.1), men bonusmaterialet består kun af et (godt) kommentarspor af Fincher.