Anmeldelse: Greyhound

Det flyder ikke ligefrem over med originalt indhold på Apples streaming-tjeneste. Især på filmfronten er udbuddet ret magert, og hvis Greyhound er udtryk for, hvor Apple lægger barren, er det måske godt det samme.

Greyhound er egentlig heller ikke en Apple Originals-film, men snarere endnu et filmisk offer for coronapandemien. Som et resultat af lukkede biografer droppede Sony – efter x antal udskudte premieredatoer – biograflanceringen og solgte filmrettighederne til Apple TV+ for 70 millioner dollars.

 

Det er almindeligt kendt, at Tom Hanks har en stor interesse for de dramaer og heltegerninger, der udfoldede sig i forbindelse med 2. verdenskrig. Han var producent på stillehavskrigsserien The Pacific og på Band of Brothers, og spillede hovedrollen i den klassiske Saving Private Ryan. Greyhound har han selv skrevet manuskriptet til og spiller også hovedrollen. Manuskriptet er baseret på romanen The Good Shepherd (1955) af C.S. Forester.

Handlingen er bygget over den sande historie om den intense atlanterhavskrig (der kostede mere end 72.000 menneskeliv), hvor den amerikanske destroyer USS Keeling har ansvaret for at beskytte en armada af britiske handelsskibe. Men under den turbulente, iskolde havoverflade lurer en lille hær af tyske ubåde …

Desværre er den virkelige historie langt mere intens og fængslende, end hvad Hanks & co. formår at formidle på lærredet. Hovedproblemet er, at persongalleriet fremstår som flade papfigurer i en halvanden time lang CGI-krig.

Vi skraber kun overfladen på personerne, som forbliver tomme skaller og dermed også personer, som vi ikke interesser os for og ligeglad med, hvordan det går. Den eneste, vi lærer lidt at kende, er kaptajnen (Hanks), som har en kæreste (Shue), der venter på ham derhjemme, og er en hengiven, troende mand. That’s it!

Vi kastes direkte ind i krigsdramaet, hvor karikerede ondskabsfulde tyskere sender terrormeldinger til fjenden, mens de torpederer de britiske skibe ét efter ét. Den relativt simple historie er fyldt med kodesprog, gentagne kommandoer og militær kommunikation, hvilket efterhånden bare bliver irriterende. Og det er ikke kun det tynde persongalleriet, der fremstår uforarbejdet; meget bedre står det ikke til med de skuffende special effects.

Det er alt for tydeligt, at indspilningerne er foregået trygt på land i et studie, mens alt, hvad der hedder krigsskibe, eksplosioner og frådende bølger, er lagt til digitalt bagefter. Noget, der godt kunne fungere, men ikke når det ser så utrolig kunstigt ud som i Greyhound. Vi føler aldrig den intense, klaustrofobiske spænding, som en krigsfilm af en sådan kaliber skal formidle, og hele produktionen oser langt væk af TV-film.

Den korte spilletid hjælper heller ikke. Vi føler, at vi har haster af sted, mens der egentlig sker meget lidt på de halvanden time, og handlingen virker repetitiv og nærmest kedelig. To triste stjerner til dette mislykkede krigsdrama.

Er dit film-drømmescenarie at se Tom Hanks i et intens drama til søs? Så anbefaler vi i stedet den usædvanlig spændende Captain Phillips. Hvis du derimod er på udkig efter et heftigt drama fra 2. verdenskrig, skal du hellere bruge din dyrebare tid på at se Das Boot eller Dunkirk – for Greyhound bør du afgjort springe over.