anmeldelse: Guardians of the Galaxy 3D

https://www.youtube.com/watch?v=B16Bo47KS2g

Med genoplivningen af Star Wars lykkedes det George Lucas at støde de fleste af de oprindelige fans fra sig i afsky over den barnagtiggørelse af sagaen, som den langørede Jar Jar Binks personificerede. Hvis Episode I-III (med Episode III som en mulig undtagelse) var Star Wars for otteårige, så er Guardians of the Galaxy sagaens flabede fætter.

Vi møder først hovedpersonen Peter Quill som dreng ved hans mors død, og da han flygter ud af hospitalet, bliver han suget op af et rumskib. 26 år senere rejser Quill (Pratt), der nu kalder sig Star Lord, rundt i galaksen som en lidt lurvet tyv. Da han – i bedste Indiana Jones-stil – stjæler en mystisk kugle fra den über-fanatiske Ronan (Pace), har han gabt over langt mere, end han kan sluge.

For at få kuglen tilbage sender Ronan lejemorderen Gamora (Saldana) efter ham, og kampen om verdens fremtid er i gang. Nåh ja, undervejs møder vi også et omvandrende træ og en skydegal vaskebjørn.

Mange vil kunne huske Tilbage til fremtiden 2, hvor Michael J. Fox på grund af et tidsrejseparadoks kommer til at skabe en alternativ version af verden anno 1985. Med Guardians of the Galaxy får vi en slags alternativ fremtidsverden; en absurd, men herlig og vellykket blanding mellem Babylon 5, Star Trek og Star Wars.

Hvis ikke både Marvel Studios og Lucasfilm var ejet af Disney, ville der nok komme et sagsanlæg om plagiat fra George Lucas. Quill er som snydt ud af næsen på den unge Han Solo, mens Gamora er den handlekraftige og intelligente prinsesse Leia. Chewbacca er der selvfølgelig også i form af den gryntende træstamme Groot, vaskebjørnen Rockets partner. Efter en kort tur i galaksens hårdeste fængsel og en spektakulær flugt får de vaneforbryderen Drax (Bautista) med som den femte af galaksens brogede vogtere. Selv “Kejseren” er med.

I begyndelsen af filmen var vi lidt skeptiske. Her var det lidt for absurd, og der var for mange effekter a la Babylon 5 med det ene mere sære væsen end det andet, og “mennesker” i alle regnbuens farver. Zoe Saldana går her fra blå smølf, undskyld, avatar til grøn zen-whoberian. Men Guardians of the Galaxy slipper af sted med det takket være et meget opfindsomt og charmerende manuskript og en række personer, som man holder af og med.

Man må tage filmen som det, den er: En rendyrket underholdningsmaskine, der kører i små to timer. Og det er særdeles veldrejet underholdning: Actionscenerne er glimrende og giver indimellem åndenød, de mange jokes og frække replikker (der nok vil gå hen over hovedet på de mindste) falder tæt, og det høje tempo holdes filmen igennem. Det bliver aldrig kedeligt eller langtrukkent, hvilket ikke mindst den stjernespækkede rollebesætning er med til at sørge for. Hatten af for Glenn Close og John C. Reilly, der formår at holde den alvorlige maske i deres alle scener!

Soundtracket er noget helt særlig. Quill har altid sit kæreste eje med sig, en walkman med et popmiks fra 1970’erne og 80’erne, som hans mor har lavet – ubetaleligt! Det her er topunderholdning, som vi gerne vil se mere af. Fem bundsolide stjerner til vores fem nye lurvede venner!

Billedkvaliteten er i en klasse for sig. Selv i 3D er farverne og kontrasten laserskarp. Og sjældent har vi set bedre og mere fornuftig brug af 3D. Filmen byder på usædvanlig flot dybde, og vi får en række elementer, der effektivt springer ud af skærmen og næsten rammer os lige i planeten. Desuden “falder” der ting og sager ud over billedets kant og ned over de sorte 21:9-striber. Pragtfuldt!

Lydsporet dundrer af sted, så subwooferen truer med at løfte sofaen fra gulvet, og samtidig er dialogerne fuldstændig klare og tydelige – sådan skal det gøres!

Vi får meget bonusmateriale med i købet, men det meste er korte minidokumentarer, som ikke går i dybden med filmen. Derudover er der en del udeladte og udvidede scener samt et godt, informativt kommentarspor.