Anmeldelse: Guillermo del Toro’s Pinocchio

Guillermo del Toros version af klassikeren Pinocchio er faktisk den anden film i år om den italienske marionetdukke med den lange lyve-næse. 

Først på efteråret kom Walt Disney med sin første live action-filmversion af eventyrklassikeren, Pinocchio med Tom Hanks i hovedrollen som Geppetto. Instruktøren var Robert Zemeckis. Et let forglemmelig, og i høj grad ligegyldig film. 

I modsætning til Zemeckis film tilfører det visuelle geni, mexicanske Guillermo del Toro, absolut noget nyt, friskt og mørkt til fortællingen. Det er til dato den smukkeste og mest blændende udgave af Pinocchio, men også den mørkeste, både i sind og skind. 

Grundlaget for alle Pinocchio-filmene er italieneren Carlo Collodis roman Le avventure di Pinocchio (1883). Historien handler om den ensomme, toscanske træskærer Geppetto (David Bradley, Game of Thrones), som efter hans søn Carlos tragiske død har et så stærkt stærkt ønske om en ny søn, at skovfeen opfylder det og giver liv til trædukken Pinocchio (Gregory Mann). 

En trædukke han en regnfuld aften, fuld af alkohol og fortvivlelse, skar ud af et nærliggende fyrretræ – akkompagneret af den kloge græshoppe Cricket (Ewan McGregor). 

Men trædrengen er uden livserfaring, påståelig, naiv, tvær og stædig. Og til trods for sin forstandige græshoppe-ven lader han sig let lokke ud i fristelser og moralsk forfald – på jagt efter berømmelse og hurtige penge. Til sin Geppettos store fortvivlelse og til dels skam. 

Djævelen i forklædning i denne film er den omrejsende karnevals-charlatan, grev Volpe (Christoph Waltz), som lokker/tvinger den godtroende unge knægt ud i et ubekymret liv på landevejen. Selvfølgelig leder den brede vej ud i fristelse/begær og fordærv. 

Collodi serverede da også en meget mørk og skummel historie i sin roman – ikke mindst med en klar moralsk rød tråd, hvor det går dig ilde, hvis du lyver og kommer på afveje; elementer som absolut var til stede i Disneys fantastiske animationsfilm (1940), men som nu får en mere central plads. 

Derudover har del Toro sat handlingen til mellemkrigstiden, med fascismens fremgang i det italienske samfund og en truende krig i horisonten. Noget der tilfører historien yderligere aktualitet og sætter handlingen ind i en større sammenhæng. Virkelig underholdende, hvordan han laver grin med lille, selvhøjtidelige Mussolini. 

I endnu højere grad end i tidligere film, sågar Matteo Garrones 2019-version, bliver Pinocchio her portrætteret som en fremmed, nærmest udstødt og foragtet af samfundet rundt ham. Han er anderledes og bliver mobbet med det. Også hans ‘far’ og hans følelsesmæssige rutsjetur har en central plads i historien. Det var hans sorg og raseri, der gav liv til trædukken, som nu stræber efter at leve op til Geppettos høje standard, der bygger på den afdøde søns liv og levned. 

Teknisk er filmen et enestående mesterværk, hvor del Toro rendyrker de muligheder, stop-motion-teknikken byder på. Han giver stive dukker, ofte i herligt outrerede udforminger, ægtefølt liv – hvilket bringer os direkte til rødderne af Pinocchio-historien.   

Kulisserne, detaljerigdommen og lyssætningen giver mindelser om tidligere mesterværker fra del Toro, som Pans labyrint, Crimson Peak og The Shape of Water. Instruktøren er optaget (besat?) af det grimsmukke, og trækker os ind i et fascinerende miks mellem gyser- og fantasiverdenen. I Pinocchio har han perfektioneret sin passion, og det kan ses! Det eneste, der trækker lidt ned, er sangnumrene, som ofte blir lidt halvhjertet intetsigende, og som heller ikke tilfører historien noget særligt. 

Endelig kommer vi til det store spørgsmål: Er del Toros version bedre end Disneys filmklassiker fra 1940? Nej, ikke bedre, men helt sikkert anderledes. Begge filmene vurderer vi til 6 stjerner. 

Guillermo del Toro’s Pinocchio havde Netflix-premiere den 9. december. Stream den nu!