Anmeldelse: Guilty Party, 1. sæson

Ingen kan beskylde billedskønne Kate Beckinsale for at være en stor karakterskuespiller. Hun har dog leveret flere habile rollefortolkninger i actionfilm som Total Recall og Jolt. Men som hun beviser i Guilty Party, er komediegenren ikke hendes stærke side.

Skaberen af serien er Rebecca Addelman, der tidligere har givet os solide serier som Dead to Me og Love. Vi går ud fra, at tanken bag og inspirationen til Guilty Party har været sære, eksotiske Coenske karakterer a la Fargo-universet.

De har forsøgt at fremstille nogle lidt underlige landsbytosser, som vi kan le hjerteligt ad. Men persongalleriet har desværre fået karakter af ufrivillig parodi.

Beth Baker (Beckinsale) er en prisvindende graverjournalist på det store dagblad Denver Chronicle. Den lysende karriere får en brat ende, da hun uventet og brutalt bliver fyret efter anklager om fabrikerede citater. Nu må hun hjem til en forstående ægtemand (som plager om børn) og sidde under uldtæppet og spise is, inden hun tager sig sammen og får arbejde på en netavis, som skriver om kendissers udsvævende og meningsløse liv.

Uforvarende bliver hun trukket ind i sagen om den morddømte mørklødede alenemor Toni (Latimer), som hævder, at hun er helt uskyldigt dømt for drabet på sin voldelige ægtemand. Toni udpeger derimod ægtemandens bror som den skyldige.

Beth får færten af en god historie og en mulig genoptagelse af journalistkarrieren, hvis hun kan afsløre morderen og hjælpe Toni med at blive genforenet med sin datter.

Grundpræmissen for en dramakomedie, spædet op med thriller-elementer og graverjournalistik, er i og for sig i orden – bare ærgerligt, at hele præmissen falder til jorden, når personerne åbner munden og handler.

Frøken Baker skal være en dygtig graverjournalist, men hendes karakter fremstår som en forvirret tåbe. Temmelig hysterisk, fjollet og så naiv, at det grænser til lettere tilbagestående. For at “forsone sig” med fortiden stjæler hun f.eks. sin tidligere chefs akvariefisk. Beckinsale har slet ikke humoristisk bid eller forståelse og overspiller voldsomt.

Men det bliver værre endnu. Da de formodede drabsmænd kommer ind i billedet, kollapser Guilty Party som et vaklende korthus på havebordet under en efterårsstorm. De er hverken eksotisk charmerende eller det mindste morsomme, bare irriterende og fuldstændig karikerede idioter. Vi tror ikke et sekund på den konstruerede handling eller personerne, især ikke på Beth Bakers journalistiske ærkerival. Og hvor blev komikken af?

Siden Paramount+ blev lanceret, har der været mange middelmådige film og serier på programmet. Streaming-tjenesten er da også blandt de mindste af de internationale streaming-aktører og har derfor ikke de samme økonomiske muskler som Netflix, Disney+ og Amazon Prime Video. Men hvis de har ambitioner om at vokse, må de nok lægge flere penge på bordet og tiltrække dygtigere folk end dem, der står bag Guilty Party!

Hvis de høje herrer hos Paramount+ er i tvivl om, hvordan man skal fremstille landsbytosser på en troværdig, men alligevel djævelsk morsom måde, hvorfor så ikke ringe til Harald Zwart? Han viste for nylig med bravur, hvordan det skal gøres, i Netflix-serien Post Mortem: Ingen dør i Skarnes.

Hvordan manuskriptforfatterne har kunnet sammenbrygge en så usammenhængende smøre som Guilty Party, uden skyggen af troværdighed, er uden for vores fatteevne. To ynkelige “gå-langt-udenom”-stjerner (anmeldelsen er baseret på de første tre ud af ti afsnit).

1. sæson har premiere på Paramount+ den 28. oktober.