Anmeldelse: Hansel & Gretel: Witch Hunters

Hansel & Gretel: Witch Hunters er baseret på en idé, som Wirkola har haft siden filmskolen. Historien tager udgangspunkt i Brødrene Grimms eventyr om Hans og Grete, men med et moderne twist. Hansel (Renner) og Gretel (Arterton) havner som børn hos den onde heks i et hus af slik, hvor de skal spise sig tykke for siden selv at blive ædt. Heksen bliver også denne gang kastet i ovnen, men i stedet for at vende hjem til deres forældre vokser børnene op alene og bliver professionelle heksejægere.

Wirkola har aldrig lagt skjul på, at han laver simple, men underholdende film med en lidt særpræget og sort humor. Hans tidligere film har varieret enormt i kvalitet, men han har altid kunnet køre sit eget løb med stort set egenfinansierede film. Men når man har store producenter, som investerer millioner, må man lægge sin kunstneriske frihed til side, og det er den følelse, man får af Hansel & Gretel – filmen er blevet ganske konventionel i sin fortælling og skiller sig ikke nævneværdigt ud fra mængden, trods enkelte fiffige detaljer. Det er blevet en middelmådig affære, som næppe bliver husket særlig længe. Det hjælper heller ikke, at både Renner og Arterton ikke virker så motiverede i deres roller – de fremstår ikke netop sprudlende, og det påvirker filmens endelige resultat. Tre stjerner.

Fordelene ved at have Hollywood i ryggen er, at det tekniske ved produktionen er blevet løftet betragtelig i forhold til Wirkolas tidligere film, og det ses på BD’en. Både lydsporet og billedet er næsten perfekt. Ekstramaterialet imponerer ikke specielt, men er fint nok.