Anmeldelse: Harald og Sonja

Det norske kongehus har næppe nogensinde været mere omtalt i udenlandsk presse end i det forgangne år. I den forbindelse har skandalerne, der har omgivet Norges nuværende kronprinsesses søn, Marius, samt prinsessens ægteskab med en charlatan, banet vejen for endnu større interesse for det lukkede liv, som familien i det “gyldne bur” lever.

Derudover er der faktisk paralleller mellem den nuværende kronprinsfamilie, Haakon og Mette Marit, og de kontroverser, deres forhold skabte i både pressen og folkestemningen tidligt i 2000’erne, og den konstitutionelle krise, som næsten opstod, da den nuværende konge gjorde sine hoser grønne hos en “jævn” pige fra folket i starten af 1960’erne.

Dengang, som i 2000, var det ikke uproblematisk, at en tronarving selv ville vælge, hvem han ville gifte sig med, og da slet ikke med en uden for de royale kredse. At Mette Marit var enlig mor, gjorde sagen endnu mere kontroversiel, men faktum er, at kronprins Harald var den første kronprins i Europa, der (efter mange års udholdenhed) fik lov til at gifte sig med en almindelig borger fra folket.

Det var tæt på at koste ham kronen.

 

Kronprinsen der ikke kunne beslutte sig

Der er to ting, der virkelig slår én, efter at have set Prime Videos storsatsning Harald og Sonja. Den ene er undringen over, at ingen tidligere har tænkt på at filmatisere denne medrivende historie, og næsten lige så overraskende er det, at unge frøken Sonja Haraldsen klarede at vente på den tøvende kronprins i over otte år.

Hovedtrækkene i historien er velkendte, og det er almindeligt kendt, at Harald (Sindre S. Offerdal) til sidst fik sin Sonja (Gina B. Gørvell), men mini-serien dykker dybere ned i den fascinerende historie, og showrunner, manuskriptforfatter og instruktør Vibeke Idsøe (37 og et halvt) formår at placere den private romance i en større kontekst.

Baggrunden var vel så enkel som, at den traditionsbundne kong Olav V (Anders Baasmo, La Palma) på sin tid besluttede, at hans børn skulle gå på almindelige skoler blandt almindelige folk – derfor kan det næppe have kommet som en overraskelse, at hans to prinsesser og kronprins også fik “almindelige” venner og, efterhånden, kærester.

Men stædig og stålsat som han var, nægtede kongen i årevis at acceptere realiteterne og fortsatte sine forgæves forsøg på at få kronprinsen gift med europæiske prinsesser fra blandt andet Grækenland, Sverige, Danmark og Storbritannien. Én ting var, at prinsesserne giftede sig borgerligt, men selveste kronprinsen? Aldrig i livet!

Set med nutidens øjne fremstår kongens holdninger både som en ren anakronisme og lettere bizarre, men kronprins Harald banede virkelig vejen for andre og brød med gamle normer og traditioner. De kongelige skulle jo være noget ekstraordinært, nærmest guddommeligt. Gud forbyde, at hvem som helst pludselig skulle kunne blive dronning!

Der var trods alt kun gået 23 år, siden kong Edward VIII måtte abdicere fra den britiske trone, fordi han insisterede på at gifte sig med en fraskilt kvinde fra folket. Et valg, kong Olav fandt forkasteligt, og han mente, at han (som kronprins Harald) burde sætte pligterne og kongerollen over private lyster og følelser.

En spirende romance

Casting-holdet har gjort et fremragende stykke arbejde med at finde skuespillere, der både ligner og formår at indfange essensen af deres historiske personer.

Vi introduceres til de flirtende unge, begge i begyndelsen af tyverne, i det Herrens år 1959. Gennem fælles bekendte mødes de til en fest på Oslos fine vestegn.

Begge hovedrolleindehavere stråler i deres roller, og Sindre S. Offerdal får fremragende fremhævet nuancerne i den unge kronprins Harald. Hvordan han er usikker, akavet og stammende i det offentlige rum, hvordan han mistrives i mediernes skarpe rampelys; men samtidig, hvor følsom han er i private sammenhænge, og hvilken tør humor han besidder.

Da han og frøken Haraldsen hurtigt bliver et par, skjult fra pressens blitzlys, bliver han taget under vingerne af Sonjas mor, Dagny Haraldsen (Anneke von der Lippe), indehaver af “Haraldsen damekonfektion”. I deres afslappede hjem trives den unge kronprins langt bedre end på det gammeldags slot. Og han får endelig lov til at spise aftensmad i sit eget tempo.

Den livsglade Sonja er hans diametrale modsætning – smilende, udadvendt, sprudlende, åben, frygtløs og hjertelig. Hun falder for kronprinsens tørvittige humor og akavede forsøg på romantik.

Gørvell rammer plet med sin fremstilling af Sonja og skaber et ægte, troværdigt og helstøbt menneske ud af vores nuværende dronning.

Allerede i tyverne havde hun en brændende interesse for kunst, det moderne og det franske. Hun klamrer sig længe til Harald og hans løfte om, at han vil “tage det op med kongen”, men bliver mere og mere usikker på valget, som årene går, og flere af hendes veninder gifter sig og får børn.

Har hun virkelig valgt sin egen fremtid fra?

Folkekongen?

Vi lærer en stammende kronprins at kende, som kigger ned i gulvet under offentlige begivenheder, men som giver slip og føler sig fri i selskab med Sonja og sine nærmeste venner. Samtidig er han næsten lige så usikker og stammende i mødet med sin far, den dominerende, stædige og ikke særligt forstående eller lyttende kong Olav V.

Illusionen om den glade, venlige og joviale “folkekonge” får her et skud for boven. Nyere biografier har da også tegnet et mere nuanceret billede af kong Olav.

Det eneste, han kan tale med sin søn om, er pligterne – og sport. Ethvert forsøg på en samtale om følelser og valg af livspartner bliver bramfrit afvist. Noget, der komplicerer kronprinsens romance en del, al den stund at Grundloven klart og tydeligt fastslår, at “en prins ikke kan gifte sig uden kongens samtykke”…

Olav V bliver ikke fremstillet som en særligt venlig eller omsorgsfuld mand, og man kan hævde, at “Folkekongen” nærmest bliver revet ned fra sin piedestal. Serien forsøger at forklare den kolde, anspændte konges opførsel med, at han blev enkemand i en ung alder. Mon dog.

Anders Baasmo (som for anden gang spiller kongen; første gang var i filmen Kongens valg) giver os et skræmmende præcist portræt af den følelsesmæssigt afstumpede Olav V. Hans manerer, kropsholdning, stemme, den ru latter og endda kongens gangart har han i det store hele fanget perfekt. Vi tager hatten af i beundring!

En mand som sidder fast i fortiden, som hverken vil eller er i stand til at forandre sig med tiden, og som har den britiske dronning Elizabeths uangribelige kongelige opførsel og “stiff upper lip” som forbillede.

Olav V har da også tæt kontakt med familien Windsor, og vi kan tydeligt mærke, at showrunner Vibeke Idsøe har ladet sig inspirere af Netflix-succesen The Crown inden indspilningen af Harald og Sonja. Ikke for at kopiere, men for at hente inspiration fra den storslåede serie – især når det gælder det formelle liv på slottet.

Kvalitet på alle niveauer

Og ligesom The Crown udviser Harald og Sonja kvalitet på alle niveauer.

Tidskoloritten, rekvisitterne, de flotte kostumer og musikken rammer plet. Det føles som en rejse tilbage til Oslo i 1960’erne. Selv flyene kan (endelig) lette fra Fornebu igen.

Cinematografien er sober og subtil, og opnår næsten en dokumentarisk effekt. Kameraet er ofte roligt og lidt på afstand, før det zoomer tættere ind på hovedpersonerne, ofte set nedefra. Det er både effektivt og virkningsfuldt.

Det fængende lydspor er tidskorrekt og perfekt tilpasset situationerne, og man får lyst til at nynne med på gamle klassikere fra ”dengang alt var meget bedre”.

Klipperytmen er effektiv, og dramaturgien holder et jævnt niveau hele vejen igennem serien, men det halter lidt mod slutningen, hvor der bruges for meget tid på den vingeskudte Borten-regering, der aldrig formår at beslutte sig for, hvad de skal råde kongen til.

En større kontekst

Idsøe formår at placere den ellers ganske almindelige kærlighedshistorie i en større kontekst, med midtpunkt i storpolitik og Norges styreform.

For en konventionel forelskelse blev hurtigt meget ukonventionel, når det handlede om tronfølgeren – og dermed, i yderste konsekvens, Norges styreform og spørgsmålet om, hvem der egentlig var “Kongen” i Grundloven. Dét alene gør serien til fremragende historieundervisning for nutidens unge!

Idsøe har gjort et formidabelt stykke arbejde med historien, og i sin genskabelse af det oprørske årti tager hun os med på en spændende tidsrejse, som krydres med fremragende skuespil, superbe dialoger, stor underholdningsværdi og historisk vigtige øjeblikke i Norges nyere historie. Ikke dårligt med udgangspunkt i en uskyldig sommerflirt mellem to unge borgere af nationen – man bliver næsten royalist af at se serien. 5 stjerner uden tøven!

Premieren er sat til selve Valentinsdag, den 14. februar, hvor de første to episoder frigives. Anmeldelsen er baseret på hele serien.

PS! Noget, vi dog gerne ville have ændret, er seriens intetsigende titel Harald og Sonja. Den engelske titel, The Commoner, er langt mere slagkraftig, velformuleret og beskrivende.

Lad os håbe, at dette bliver en bragende succes, og at vi får både en sæson 2 (Da Håkon mødte Mette) og sæson 3 (Hesteviskeren, shamanen og festprinsen).