Anmeldelse: Hawkeye, 1. sæson, episode 01-02

Efter at have betalt fire milliarder dollars for Marvel-universet i 2009 kan vi godt forstå, at Disney-koncernen ønsker at få mest muligt indhold (og indtjening) ud af deres investering.

Mediegiganten gør da også sit yderste for at presse så mange film og serier som muligt ud af Marvel-citronen – med, skal det siges, en generelt høj underholdningsværdi. MCU forfalder dog lidt for ofte til det repetitive, og i den henseende kommer Hawkeye som et frisk pust.

 

Det er blevet en letbenet buddy-comedy, hvor den erfarne superhelt Hawkeye (Renner) tager den unge idealist Kate Bishop (Steinfeld) under sine vinger, og sammen jagter de slemme (og enfoldige) skurke i et New York, der er pyntet op til jul.

Handlingen foregår i nutidens New York, få år efter “Dommedag”, men vi starter med en heftig actionsekvens under Slaget om New York, som fandt sted i 2012 i The Avengers.

I en eksklusiv penthouselejlighed midt på Manhattan møder vi den unge pige Kate og hendes velhavende filantropiske forældre. Udenfor er alting kaos, og Jorden er under angreb fra rummet – men storbyen bliver reddet af vores Avengers-venner, hvoraf Hawkeye får en afgørende indflydelse på den unge Kates sind.

Spol frem til nutiden, hvor vi møder en lettere desillusioneret Clint Barton/Hawkeye på juleshopping med sine børn i et sneklædt New York. Kate er blevet en ung kvinde og er med egne ord en af verdens bedste bueskytter og en dygtig kampsportsudøver.

Men som bl.a. Die Hard (og alle Shane Black-film) har lært os, så er der altid nogle rådne æbler, der skal ødelægge juleidyllen. Og denne gang befinder disse æbler sig i Kates midte. Hun beslutter sig for at ordne tingene på egen hånd, i ren vigilante-stil, men da hun ved et tilfælde støder på Hawkeyes gamle Ronin-dragt, eskalerer tingene ud af kontrol. Og da Hawkeyes problematiske fortid dukker op til overfladen, bliver det umage par tvunget til at arbejde sammen.

Tonen i Hawkeye er løssluppen, uhøjtidelig og småfræk. Det unge, lovende stjerneskud Hailee Steinfeld fik sit filmiske gennembrud som frygtløs “toughgirl” i True Grit (2010). I Hawkeye tilfører hun den pompøse superheltegenre befriende frisk og energisk nyt blod.

Kate er helt ny i gamet, men i besiddelse af en selvtillid ud over det sædvanlige og ikke spor bange for at sige sin mening. Samspillet og kemien mellem hende og den ældre, lidt livstrætte Hawkeye er seriens største styrke.

Humoren er ikke på niveau med metafilmen Deadpool og heller ikke så simpel som i Loki, men der gøres godt grin med den stive superheltegenre, hvor et af højdepunkterne er, da Slaget om New York forvandles til en Broadway-musical med alle de dertilhørende elementer.

Skurkene er lige lovlig enfoldige, og det er ikke alle de smarte replikker, der sidder lige i skabet. Men generelt holder serien mål og virker lovende.

Desværre har Disney+ igen været nærige over for pressen og kun givet os adgang til de to første afsnit (ud af seks). Anmeldelsen er således ikke en fuldgyldig vurdering af hele 1. sæson, men kun af afsnit 1 og 2.

Ud fra hvad vi har set, kan vi dog konkludere, at Hawkeye med garanti bliver et hit på Disney+. Med to så charmerende hovedpersoner og et sjovt, uhøjtideligt plot hensat til højtiden over dem alle er det lige præcis den superheltemedicin, vi har brug for nu, hvor året nærmer sig det allermørkeste. Fire stjerner.