Anmeldelse: Heart of Stone

Blandt Netflix’ enorme (dog nedtonede) egenproduktioner er der nogle virkelige film- og serieperler. Men for en streamingtjeneste, der fokuserer så meget på at levere dét, abonnenterne forventes at ville have (læs: algoritmestyret) – så vil der uvægerligt være nogle sure citroner blandt de søde appelsiner.

Den dyre actionthriller Heart of Stone falder desværre ind i citron-kategorien.

I et notorisk forsøg på at ride med på megasuccesen fra Mission: Impossible-franchisen (og åbenlyst “inspireret” af Prime Videos Citadel) har Ted Sarandos & Co. allieret sig med action-specialisterne fra produktionsselskabet Skydance.

Sidste gang Skydance slog pjalterne sammen med Netflix, blev resultatet den fuldstændig middelmådige actionfilm The Old Guard (med Charlize Theron som action-heltinde) – og det er på nøjagtig samme niveau, de nu har lagt sig med Gal Gadot i hovedrollen som dobbeltagent.

 

Vi kastes direkte ind i spionernes eliteverden, hvor et hold fra britiske MI6 befinder sig i de italienske alper for at fange en international våbensmugler af rang. På holdet finder vi den uerfarne hacker Rachel Stone (Gadot). Men da missionen går galt, er det pludselig skrivebordsagenten, der må redde dagen – og det gør hun i imponerende grad!

Stone er nemlig en dobbeltagent, der egentlig arbejder for den mystiske organisation “The Charter” – et multinationalt spionnetværk uafhængigt af stater og statslig indblanding. En omgang idealistiske do-gooders, der kun handler for klodens bedste (ja, vi skrev jo, at de har ladet sig inspirere af Citadel).

The Charters ekstraordinære kompetence udspringer af den helt unikke megasuperduper-computer “The Heart”, der kombinerer kunstig intelligens og evnen til at hacke sig ind i enhver tænkelig enhed. Maskinen kan behandle enorme datamængder, og er så intelligent, at den til enhver tid kan forudsige næste træk og hvad der sandsynligvis vil ske. Når agenterne er ude i marken, er de konstant forbundet til hubben, og modtager løbende efterretninger fra “The Heart”.

Selvfølgelig er der flere stater og aktører, der vil have kontrol over en sådan maskine, og det er netop dem, Stone jager – under dække af at være en “normal” MI6-agent.

Tom Harper står for instruktionen, og han leverer en visuelt lækker film, hvor den legesyge Gal Gadot får masser af lejligheder til at kæmpe sig gennem den golde ørken i Marokko, den gamle bydel i Lissabon, farlige bjergtoppe i alperne, Londons gyder og baggårde, samt den barske, vilde og vulkanske Islandske natur.

Det hele er smukt koreograferet, professionelt filmet (dog med en lidt overivrig hang til nærbilleder af sammenbidte ansigter) og klippet. Ja, du fornemmer nok, at der kommer et “men”… Men, det føles som om, vi iagttager et fantastisk scenarie i et generisk computerspil, der mangler sjæl og (ikke mindst) mening.

Vi kommer aldrig helt ind under huden på figurerne og deres egentlige motiver. Charter-agentene er mere som små brikker i et skakspil uden egne tanker og mål, styret af en stor computer. Dette efterlader skuespillerne med meget lidt at arbejde med.

At Gadot kan forsvare sig på den mest elegante facon, har hun vist i gentagne film (Wonder Woman, Red Notice, Fast X), men her kæmper hun med at puste troværdigt liv i agent Stone. Og Jamie Dornan? Ja, han er præcis lige så karismatisk som han var i Fifty Shades of Grey.

Grunden til, at for eksempel Mission: Impossible er blevet sådan en megasucces-franchise, er netop at den formår at kombinere den spændende og actionfyldte spionverden og alle dens tilhørende seje gadgets og stunts, med menneskelige figurer af kød og blod – som vi interesserer os for.

Desuden har man i Mission: Impossible krydret actionpakken med letbenet komik; simpelthen for ikke at virke så skide alvorlige – noget, desværre, som Heart of Stone ikke formår.

Plottet er forudsigeligt, dialogen stiv og til tider lige lovlig langhåret, og når fortællingen kommer så langt som til at forsøge at skabe en såre tiltrængt følelsesmæssig forbindelse mellem Stone og den unge hacker Keya (talentfulde Alia Bhatt), er vi altså allerede faldet i søvn.

Summa summarum er at Heart of Stone blevet en helt OK film at se, hvis du keder dig på en regnfuld sommeraften – men det bliver lidt som at se en flot to-timers musikvideo, smukt koreograferet, arrangeret og filmet, men uden substans.

3 meget middelmådige og forglemmelige stjerner. Vi anbefaler at spole frem til actionscenerne, for *de* leverer varen!