: Hil Cæsar!

De særegne brødre Joel og Ethan Coen har et imponerende CV. Med film som Barton Fink, Fargo, The Big Lebowski, No Country for Old Men og Burn After Reading har de sat deres umiskendelige præg på filmhistorien. Med deres kompromisløshed og særlige flair for at fange en god historie på deres helt egen måde har de skabt stor filmkunst.

Også Hil Cæsar! er en god film, men vi fornemmer, at brødrene denne gang har ladet deres forfængelighed og ønske om at være “kunstneriske” få overtaget på bekostning af underholdningsværdien.

Filmen er én lang hyldest til Hollywoods guldalder, dengang de store filmselskaber regerede, og stjernerne var bundet til de enkelte studier. Samtidig giver den – selvfølgelig – et kritisk og humoristisk skævt blik på tidsepoken.

Den barske og effektive “fikser” Eddie Mannix (Brolin) er en arketypisk, karikeret Hollywood studie-mand. Han behandler for stort set sine primadonnaskuespillere, som det passer ham, og kører hen over både dem, instruktørerne og manuskriptforfattere. Vi får bl.a. også serveret en fornøjelig scene med en gruppe religiøse ledere, der diskuterer, hvem Jesus var, og hvordan man kan fremstille ham på det hvide lærred. Ren filmkunst!

Hil Cæsar! er spækket med gode enkeltscener, men som sammenhængende filmfortælling svigter dramaturgien. Fokus er på de store studiers guldalder med Mannix som den røde tråd. Ud af denne periode kom bl.a. store mængder af “sandalfilm”, svulstige musicals og letbenede komedier. Og det er i denne kerne, Coen-brødrenes hjerte og engagement ligger. Alt andet er nødvendig staffage for at kunne genskabe scener fra Hollywoods guldalder.

Hovedplottet – i det omfang der er sådan et – er bortførelsen af en af studiets stjerneskuespillere, Baird Whitlock (Clooney), som bliver kidnappet af en gruppe kommunistiske manuskriptforfattere, der vil have en større del af kagen. Clooney glider elegant ind i rollen som Hollywood-frikadelle, men hans historie vækker aldrig den store begejstring.

Filmen har i det hele taget mange gode skuespillere at byde på, men det er kvinderne, der er løbet med de saftigste roller. Ikke mindst rammer Scarlett Johansson plet som svømmeprinsessen DeeAnna Moran – en gudinde på det hvide lærred, men rapkæftet som en havnearbejder, når kameraerne er slukket. Også Tilda Swinton imponerer i en dobbeltrolle som konkurrerende sladderblads-tvillinger.

Alt i alt en flot, varm og morsom homage (nærmest med en række film i filmen), der desværre halter lidt usikkert af sted og indimellem opleves som langtrukken og noget usammenhængende. Fire filmstjerner.

Billedkvaliteten matcher glimrende den periode, der fremstilles, med varme farvetoner og skarpe detaljer. Lydsporet (dts-MA 5.1) byder på klar tale og mange detaljer, men mangler lidt punch. Bonusmaterialet består kun af fire minidokumentarer.